Vallø.

.

Vallø.

.

Vallø.

.

Vallø, hovedgård (sædegård) 7 km syd for Køge. Gården, der kendes fra 1300-t., var 1554-1651 delt i to, Vester Vallø og Øster Vallø, med skel midt over det gamle voldsted. Af den nuværende firefløjede hovedbygning på et voldsted omgivet af vandgrave lod Mette Rosenkrantz (ca. 1533-88) ca. 1580-86 opføre sydfløjen (portfløj) med svære hjørnetårne samt den sydlige del af vestfløjen. I Christen Skeels ejertid (1638-59) forhøjedes bygningerne til tre etager, og vestfløjen forlængedes; nordfløjen opførtes 1721 af J.C. Krieger.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Vallø: 1318 Waleue, formodentlig af mandsnavnet gammeldansk *Wali og -lev.

Vallø blev 1708 købt af Frederik 4. og i 1713 skænket til Anna Sophie Reventlow; i 1731 skænkede Christian 6. det til dronning Sophie Magdalene, der i 1737 oprettede Det Adelige Stift Vallø for ugifte døtre (siden 1976 tillige enker og fraskilte kvinder) af dansk adel. For dette opførte Lauritz de Thurah 1735-38 i borggårdens østside en trelænget bygning, "Det Hvide Stift"; den bevarede midterfløj forhøjedes i 1765.

En genopbygning 1893-1904 ved H.J. Holm efter en omfattende brand indbefattede et helt nyt indre, bl.a. nye trappetårne, idet kun murene stod. Parken blev ca. 1830 omlagt i landskabelig stil med bevarelse af elementer af fransk havestil fra 1720'erne, fx lindealléer; i 1960 åbnedes en stor blomsterløgpark, der siden er nedlagt. Slotsparken er åben for offentligheden.

Vallø Stift omfatter bl.a. også Billesborg, i alt 4109 ha, heraf 2860 ha skov (2007). Vallø lagde navn til Vallø Kommune (1962-2006).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig