jødisk kunst

I synagoger og jødiske gravanlæg i Israel og i diasporaen er der fremdraget et stort billedmateriale i form af bl.a. gulvmosaikker fra 200-600-t. Motiverne er inspireret af det jødiske tempel i Jerusalem, som blev ødelagt i 70 e.Kr., fx portalmotivet og den syvarmede lysestage (menorah). Der ses tillige bibelske scener som i freskoudsmykningen af synagogen i Dura Europos fra 244/45 e.Kr., men også ikke-jødiske motiver som Orfeus med de vilde dyr, solguden Helios med sit firspand, dyrekredstegn og personificerede årstider. Ligesom den samtidige rabbinske litteratur viser billedmaterialet en høj grad af kulturåbenhed.

Udsmykning og illustration af hebraiske bibelhåndskrifter, bønnebøger og den jødiske påskeaggadah nåede sit højdepunkt i Europa i 1300-1400-t. Motiverne hentedes fra den jødiske bibelhistorie, stilen var påvirket af den herskende udtryksform hos de folk, jøderne levede iblandt. I Spanien var den sefardiske miniaturekunst nonfigurativ i den arabiske periode, derefter påvirkedes den af gotikken. Ashkenazisk billedkunst fulgte tilsvarende traditioner i Italien, Tyskland og Frankrig. En karakteristisk mikrografi (dekorativ minimalskrift) praktiseredes af både sefardiske og ashkenaziske skrivere. Illumination af hebraiske håndskrifter fik en renæssance i Central- og Nordeuropa inklusive Danmark i midten af 1700-t.

Den tredje bølge af jødisk kunst kom efter renæssancen og især efter emancipationen i slutningen af 1700-t. Synagogerne havde stadig et uanseeligt ydre, men kunne indvendigt være rigt dekoreret med tidens arkitektoniske elementer (Syd- og Centraleuropa) eller med maleri (Østeuropa). Forhæng og kapper til synagogens udstyr udsmykkedes med tempelsymbolikkens portal-, søjle- og livstræmotiver i sølv- og guldtråd, og også torahrullernes rige sølvudstyr dekoreredes med tempelsymboler. Også til hjemmenes religiøse ceremonier fremstilledes nu specielle jødiske ting. Med lempelserne i restriktionerne over for jødiske borgere i 1700-t.s Europa fremkom nu jødiske billedkunstnere, der foruden tidens almene emner også malede jødiske samtidige motiver. For 1800-t.s jødiske borgerskab var portrætmaleriet en yndet genre.

Synagogerne trådte efterhånden mere markant frem i bybilledet, først med klassiske facader, senere i de historiske stilarter, hvor maurisk og byzantinsk var yndede som fx i Berlin og Paris. I 1900-t. har jødisk kunst udviklet sig på alle fronter. Et centrum dannedes i 1900-t.s begyndelse i Rusland med kredsen omkring Marc Chagall, Natan Altman, Léon Bakst og El Lisitskij, hvis jødiske baggrund satte præg på det kunstneriske udtryk. Paris blev med Chaïm Soutine, Amedeo Modigliani, Ossip Zadkine og Chagall et andet centrum.

Holocaust og oprettelsen af staten Israel i 1948 betød på hver sin måde ny inspiration dels til en billedkunst, hvor menneskefiguren står i centrum som hos R.B. Kitaj, Ben Shahn og Larry Rivers, dels til et nonfigurativt maleri hos bl.a. New York-skolens Barnett Newman og Mark Rothko. Derudover har jødiske kunstnere og arkitekter som Erich Mendelsohn, Daniel Libeskind o.a. sat deres præg på udviklingen, uden at man dog kan tale om en specifik jødisk kunst, ligesom fx Frank Lloyd Wright har virket som arkitekt for flere synagoger.