Faktaboks

Ossip Zadkine
Født
1890
Død
1967

Ossip Zadkine, 1890-1967, russisk-fransk billedhugger. Ossip Zadkine, der i det væsentlige var autodidakt, flyttede i 1907 til London og derfra i 1911 til Paris, hvor han bl.a. lærte Pablo Picasso og Constantin Brancusi at kende.

Zadkines udtryksform blev her især påvirket af kubismen, men han forenede denne inspiration med træk fra en række andre kunstretninger såsom ekspressionismen og futurismen.

Han arbejdede livet igennem overvejende figurativt i et monumentalt formsprog, der altid havde menneskeskikkelsen som tema. Han var hovedsagelig billedhugger med træ og bronze som de foretrukne materialer, men var indimellem også optaget af at digte, male og udføre grafik, uden at disse sider af hans virke dog fik tilnærmelsesvis samme betydning som skulpturen.

Ossip Zadkines hovedværk er den over 6 m høje skulptur Den ødelagte by (1948-53), der er placeret ved indsejlingen til Rotterdams havn til minde om 2. Verdenskrigs ødelæggelser.

Læs mere om fransk kunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig