Amedeo Modigliani, 1884-1920, italiensk billedkunstner. Amedeo Modigliani, der fra sin tidligste ungdom var mærket af et svagt helbred, blev uddannet på kunstakademierne i Firenze 1902 og Venezia 1903. 1906 bosatte han sig i Paris, hvor han i kunstnerbydelen Montmartre kunne følge de nye strømninger. Hans eklektiske kunst sugede næring hos såvel Toulouse-Lautrec og fauvisterne som den sene Cézannes portrætkunst og kubismen.
1910-14 arbejdede han hovedsagelig som billedhugger, men måtte nødtvungent nedlægge arbejdet, da hans lunger ikke kunne tåle belastningen. I hans skulpturer, fx Kvindehoved (1912, Musée national d'art moderne, Centre Pompidou, Paris), ses en betydelig påvirkning fra ikke-europæisk billedhuggerkunst, især den afrikanske, der var et samlerobjekt i datidens Paris.
Efter 1914 koncentrerede han sig om maleriet, særlig studier efter kvindelig model, og der fulgte en lang række portrætter af hans kærester, venner og kolleger i en stiliseret, maskeagtig stil med stærke reflekser af afrikansk kunst; bl.a. kan nævnes de mange portrætter af hans samleverske Jeanne Hébuterne. Han døde, nedbrudt af alkohol og stoffer, af tuberkuløs meningitis — en bohemeskæbne, der har inspireret til både litterær og filmisk rekonstruktion. Han er repræsenteret på Statens Museum for Kunst.
Amedeo Modiglianis værk La Belle Romaine fra omkring 1917 blev i 2010 solgt for ca. 69 mio. dollars ved en auktion hos Sotheby's i New York. Det er rekord for kunstneren og fire gange så mange penge, som da det samme maleri blev solgt i 1999.
Læs mere om italiensk billedkunst.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.