Léon Bakst, egl. Lev Samojlovitj Rozenberg, 1866-1924, russisk-fransk maler og scenograf. Bakst blev uddannet i Sankt Petersborg og 1893-97 i Paris, hvor han var bosat fra 1910. Bakst var medstifter af tidsskriftet Mir Iskusstva (Kunstens verden), som Sergej Diaghilev udgav i 1898. Senere blev han en af de mest indflydelsesrige personer i kredsen omkring Diaghilev og Les Ballets Russes, hvortil han skabte en række bemærkelsesværdige dekorationer og kostumer. Han udviklede en raffineret stil med inspiration fra persisk og indisk kunst og fra art nouveau. Hans egyptiske, orientalske og græske scenografi til balletter som Cléopâtre (1909), Schéhérazade (1910) af Mikhail Fokin og En Fauns Eftermiddag (1912) af Nijinskij vakte sensation. Bakst fik tillige betydning for mode og boligindretning.