Rusland - billedkunst

En selvstændig verdslig billedkunst opstod først i 1700-t. Tilløb under Peter 1. den Store og hans efterfølgere resulterede 1764 i oprettelsen af kunstakademiet i Sankt Petersborg. Udenlandske portrætmalere som Vigilius Eriksen, Alexander Roslin og Louis Tocqué afløstes af akademiuddannede elever, bl.a. Fjodor Rokotov (ca. 1735-1808), Dmitrij Levitskij (1735-1822) og dennes elev Vladimir Lukitj Borovikovskij (1757-1825).

I 1800-t. vandt K.P. Brjullov ry i Rom med sin store komposition Pompejis sidste dag (1833), mens Aleksandr Ivanov som romersk stipendiat i kæmpelærredet Kristus viser sig for folket (1858) søgte at forene klassicisme med realistisk iagttagelse.

Landbefolkningen skildredes romantiseret af A.G. Venetsianov, og P.A. Fedotov karakteriserede med snert af satire middelstanden i byerne. I 1863 brød en gruppe elever med akademiet og blev senere under navnet Vandrekunstnerne (Peredvizjniki) eller Vandrerne repræsentanter for en ny realisme (N.N. Ge, Ivan Kramskoj, Ilja Repin, V.I. Surikov m.fl.).

En nationalromantisk strømning i 1890'erne støttedes af industrimagnaten Savva Ivanovitj Mamontov (1844-1909), hvis landsted Abramtsevo blev et kunstnerisk centrum for bl.a. M.A. Vrubel og V.M. Vasnetsov.

Impressionismen prægede skolen for malerkunst i Moskva med Konstantin Korovin, Leonid Pasternak og V.A. Serov som lærere; her blev adskillige af 1900-t.s avantgardekunstnere uddannet, bl.a. Mikhail Larionov og Natalia Gontjarova.

I søgen efter stadig mere radikale udtryksformer opstod en rent abstrakt kunst med Kazimir Malevitj og V.J. Tatlin som hovedskikkelser. Kandinsky brød i Tyskland sin egen vej, men udstillede jævnlig i Rusland.

Indflydelsen fra Cézanne og kubismen gav også grobund for en national russisk tendens, udtrykt af udstillingsgruppen Ruder Knægt. Scenekunsten fejrede internationale triumfer med Serge Diaghilevs balletter i Paris i 1910'erne og 1920'erne med scenografi af Léon Bakst, Nikolaj Rjorikh, Mikhail Larionov, Natalia Gontjarova mfl.

Efter Oktoberrevolutionen udvikledes den abstrakte kunst til konstruktivismen af bl.a. Naum Gabo, Antoine Pevsner, El Lisitskij og Aleksandr Rodtjenko. Mange retninger stredes, og frie kunstnergrupper blev dannet.

De frie statslige værksteder omdannedes til skoler med førende moderne kunstnere som lærere; plakatkunst og typografiske eksperimenter blomstrede, ofte i den sovjetiske propagandas tjeneste. Ved et dekret om ophævelse af alle frie kunstnergrupper i 1932 blev det russiske kunstliv bragt til stagnation og den socialistiske realisme blev den politisk favoriserede stil. Udrensninger og udstillingscensur tvang adskillige kunstnere til at arbejde i isolation, mens andre søgte i eksil, fx Kandinsky, Aleksandr Archipenko og Chagall.

Enkelte kunstnere som Robert Falk og V.A. Favorskij fastholdt gennem alle omskiftelser deres kunstneriske linje og inspirerede en ny generation, der i 1960'erne i det skjulte skabte en kunstnerisk fornyelse. En ny ekspressionisme blev udviklet af Anatolij Zverev (1931-86) og Vladimir Jakovlev (1934-98).

I 1990'erne blev den abstrakte kunst atter anerkendt ligesom Sovjettidens undergrundskunstnere, der arbejdede både i ekspressionistisk og konceptuel retning.

Læs mere om Rusland.