Faktaboks

Ilja Repin
Født
1844
Død
1930
Selvportræt
Selvportræt (1878). Olie på lærred, 60 x 50 cm.
Af /Det russiske museum, Sankt Petersborg.
Pramdragere
Pramdragere ved Volga blev udstillet første gang ved verdensudstillingen i Wien 1873.
Af /Det russiske museum, Sankt Petersborg.

Ilja Repin var en russisk maler. Han blev fra 1864 uddannet på kunstakademiet i Sankt Petersborg, hvor han sidenhen var professor 1893-1907. Afgørende for ham blev bekendtskabet med Ivan Kramskoj og kredsen omkring Vandrerne.

Ilja Repin blev den førende skikkelse i 1870'ernes og 1880'ernes realisme med gennembrudsværket Pramdragere ved Volga (1871-73, Russisk Museum, Sankt Petersborg) og med Korsbæringen i Kursk-guvernementet (1880-83) og Uventet hjemkomst (1884, begge Tretjakov-galleriet, Moskva).

I historiske kompositioner viste Repin den despotiske zarismes ofre under Ivan den Grusomme og Peter den Store. Han skabte tillige et enestående portrætgalleri, der omfatter bl.a. Ivan Turgenev, Lev Tolstoj, Fjodor Sjaljapin og Modest Musorgskij, og 1901-03 fuldendte han et kæmpelærred med portrætter af zartidens magtelite (Russisk Museum, Sankt Petersborg).

Ilja Repins kunstneriske opfattelse var præget af hans sans for teatralske og dramatiske effekter som i det meget populære Zaporogerne skriver brev til sultanen (1878-91). Hans maleriske stil, med træk fra tidens franske salonkunst og impressionismen, blev forbillede for den senere socialistiske realisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig