Larry Rivers, 1923-2002, amerikansk billedkunstner. Rivers studerede hos Hans Hofmann i New York 1947-48, hvorefter han begyndte at arbejde med figurative motiver; af citater fra ældre kunst og massemedier skabte han allegorisk fortællende malerier, fx Washington krydser Delawarefloden (1953, Museum of Modern Art, New York). Hans montageagtige billeder med historiske og politiske temaer trækker på dadaisme og surrealisme og placerer ham i popkunstens periferi.