En hjælperøgdykker er en medarbejder ansat i en større virksomhed; hjælperøgdykkeren har en særlig uddannelse i brug af røgdykkerapparat og kan i tilfælde af brand hjælpe og guide brandvæsenet. Ofte en del af virksomhedens samlede bedriftsværn.

Hjælperøgdykkeren er ikke en brandmand, men har samme sikkerhedsudstyr som en brandmand, eksempelvis røgdykkerapparater, indsatsbeklædning og hjelm.

Hjælperøgdykkerens opgaver

Hjælperøgdykker fra Odense Zoo
Hjælperøgdykker fra Odense Zoo

Hjælperøgdykkerens primære opgaver er beskrevet i virksomhedens beredskabsplan og kan variere fra virksomhed til virksomhed. De typiske opgaver er at være en forebyggende instans i dagligdagen. Medarbejderen kan observerer og påtale situationer i virksomheden, der kan have et sikkerhedsmæssigt aspekt, eksempelvis blokerede branddøre.

I forbindelse med brand eller ulykke kan hjælperøgdykkeren yde førstehjælp til sine kolleger, påbegynde evakuering, sikre virksomhedens værdier og lignende. Ved store og komplekse virksomheder kan medarbejderen hjælpe brandvæsnet med sit lokalkendskab og med at finde rundt på lokationen.

I industrivirksomheder kan hjælperøgdykkeren give en stor merværdi, da de kan hjælpe brandvæsnet med at betjene eventuelle produktionsapparater. Af samme årsag er virksomhedens hjælperøgdykkere ofte rekrutteret blandt det tekniske personale.

Mange større museer og kunstsamlinger har også hjælperøgdykkere, der kan påbegynde sikring og eventuel flytning af kunstværker, i en prioriteret rækkefølge, i henhold til stedets værdiredningsplan. Dette sås især ved branden på Frihedsmuseet, hvor brandmandskabet målrettet reddede de genstande med den største historiske værdi.

Uddannelsen til hjælperøgdykker

Uddannelsen er godkendt af Beredskabsstyrelsen og afholdes af de kommunale redningsberedskaber på deres brandskoler. Uddannelsen varer 3 dage (24 timer) og skal vedligeholdes ved en årlig lokal øvelse og hvert andet år ved 8 timers øvelse på en brandskole.

Uddannelsen til hjælperøgdykker indeholder følgende emner:

  • Beredskabslovgivning, indsatsledelse samt sporbevaring
  • Beredskabsplanlægning
  • Assistance til redningsberedskabet
  • Alarmering, forhold på brandsted
  • Brandforløb
  • Trykluftapparat, teori og praktik
  • Vejrtrækning og åndedrætsforgiftning
  • Kroppens reaktion ved brug af trykluftapparat
  • Indsatsbeklædning
  • Røgdykkerteknik og -taktik
  • Praktisk anvendelse af håndslukningsmidler
  • Værdiredningsplaner

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig