En beredskabsplan er en plan for, hvordan man håndterer en krise, fx en ulykke eller en katastrofe. Formålet er at begrænse skader ved større ulykker eller overhængende fare.

Faktaboks

Også kendt som

Krisestyringsplan

Plan for fortsat drift

Kontinuitetsplan

Katastrofeplan

Beredskabsplanlægning ifølge Beredskabsloven

Beredskabslovens kapitel 5 fastslår at ministrene skal planlægge for opretholdelse og videreførelse af samfundets funktioner i tilfælde af større ulykker og katastrofer indenfor deres ansvarsområde. Tilsvarende skal kommuner og regioner udarbejde planer for deres beredskab, som skal vedtages i kommunalbestyrelsen hhv. regionsrådet. Planerne skal revideres mindst en gang i hver valgperiode og indsendes til Beredskabsstyrelsen.

De kommunale redningsberedskaber skal desuden udarbejde en risikobaseret dimensioneringsplan for deres beredskab. Planen skal indsendes til Beredskabsstyrelsen, som afgiver en udtalelse om planen, som skal forelægges kommunalbestyrelsen, eller evt. en fælleskommunal beredskabskommission.

Seveso-direktivet

For særligt farlige virksomheder stiller EU's Seveso-direktiv krav om, at der udarbejdes særlige beredskabsplaner, som først kan vedtages efter forudgående offentlig høring; se også miljøberedskab.

Indholdet i en beredskabsplan

En beredskabsplan indeholder blandt andet:

  • en afgrænsning af planens dækningsområde (organisatorisk eller geografisk)
  • placering af ansvar for krisestyring i organisationen og for udførelse af forskellige opgaver
  • en beskrivelse af organisationens samarbejdsrelationer til andre myndigheder eller organisationer
  • en identifikation af de farer, som organisationen kan trues af
  • en beskrivelse af de måder, farerne kan ramme organisationen på
  • en beskrivelse af de forebyggende, begrænsende og afhjælpende tiltag, som organisationen gør for at afbøde farerne og for at leve op til sit ansvar overfor samfundet, borgere, kunder, medarbejdere mv.
  • en oversigt over de ressourcer, organisationen har til rådighed
  • bestemmelser om aktivering og deaktivering af beredskabsplanen

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig