Heks, person, oftest en kvinde, som tillægges magiske evner. I visse danske dialekter også brugt om mænd.
Troen på hekse består i at udpege bestemte mennesker og gøre dem ansvarlige for sine personlige ulykker. Afhængig af tid og sted kan heksetroen være forskelligt udformet, men generelt afspejler heksetro et samfunds kulturelle, moralske og religiøse normer med modsat fortegn.
Heksetro har med al sandsynlighed eksisteret meget længe og i de fleste samfund. Der er mange heksetræk der er fælles for europæisk, asiatisk og afrikansk heksetro: forestillingen om hemmelige forbund af hekse, som på deres natlige møder holder festmåltid på deres egne slægtninge, og tanken om hekseriet som en personlig, ofte nedarvet evne, der sætter heksen i stand til at flyve, forvandle sig til dyreskikkelse og skade sine medmennesker på overnaturlig vis.
Selv et så specifikt motiv som skinlegemet, der bliver liggende i sengen som alibi, mens heksen er til sabbat, findes i alle tre verdensdele. Særlig mange paralleller er der mellem europæisk og indisk tro på hekse, som begge steder går tilbage til oldtiden. Heksetroen kom til Nordamerika med såvel europæere som med slavegjorte afrikanere i forbindelse med koloniseringen.
Oplysninger om heksetroen i oldtiden er sparsommen, men intet tyder på at man kendt til deciderede hekseprocesser. Den romerske forfatter Lucius Apulejus omtaler i Det Gyldne Æsel (ca. 160 e.Kr.) forestillingerne om de thessaliske hekse, som smører deres nøgne krop ind i en salve, der forvandler dem til ugler, inden de drager af sted på deres natlige ridt.
I Lex Salica (en stammelov for de saliske frankere ved den nedre Rhin, optegnet ca. 500) hedder det, at hvis en heks (latin strix) overbevises om at have ædt et menneske, skal han eller hun idømmes mandebod for mordet.
I Karl den Stores lov for de nykristnede saksere (ca. 787) blev det forbudt at foretage henrettelser af mænd og kvinder, som ifølge hedensk opfattelse var menneskeædende hekse.
I middelalderen anså kirken heksetroen for hedensk overtro, og i den såkaldte Canon episcopi fra 900-t., som i 1100-t. indlemmedes i Decretum Gratiani, indskærpedes det præsterne at prædike imod dem, der var enfoldige nok til at tro på de kvinder, som påstod at have redet gennem luften i gudinden Dianas følge på bestemte nætter sammen med et utal af andre kvinder. Ved flere lejligheder fordømte kirken hekselynchninger. Om tre kvinder, der i 1090 nær München blev brændt som giftblandersker og fordærvere af mennesker og afgrøder, hedder det således i en gejstlig krønike, at de døde som martyrer.
Forskning er enig om at se hekseprocesserne som et renæssancefænomen. Egentlige hekseprocesser dukker først op i 1400-t.: 1420 i Rom, 1428 i Todi i Norditalien og samme år i Valais i Schweiz. I Middelalderen var hekseprocesserne stort set begrænset til egnene omkring Alperne og Pyrenæerne. Pave Innocens 8.s berømte heksebulle fra 1484 havde således kun lokal virkning, og det er til diskussion hvor stor indflydelse den brutale håndbog Malleus maleficarum havde i praksis.
Hekseforfølgelse er ikke noget specielt for den vestlige verden, men har fundet sted i Asien og Afrika. Her har det dog været almindeligt, i modsætning til Europa, at skåne heksene hvis blot de tilstod og bad om tilgivelse.
I 1450 opfandt Johan Gutenberg trykpressen hvilket blandt andet muliggjorde massefremstilling af flyveblade, der kunne distribueres billigt, hurtigt og effektivt. Indholdet var en blanding af information, sladder og propaganda. Flere steder blev der udsendt flyveblade i store oplag, der spredte nyheder om hekseprocessernes rystende "afsløringer" og sendte folk i panik. Mange præster var også påvirket af historierne om flyvende kvinder, djævlepagt og børneæderier, hvilket betød at hetzen fortsatte fra prædikestolene. I de områder hvor folk blev udsat for sådan massiv propaganda, kunne det føre til kaos i det folkelige forestillingsunivers med deraf følgende heksepanik og masseforfølgelse.
De fleste steder forløb hekseforfølgelsen dog som enkeltprocesser og drejede sig om konkrete magiske skader, som de anklagede blev forhørt om, uden at der blev stillet spørgsmål om fx djævlepagt. Det er betegnende for øvrighedens holdning, at omkring halvdelen af sagerne endte med frifindelse. Først 1575-1675 nåedes højdepunktet i den europæiske hekseforfølgelse, men allerede fra 1660 var processerne på retur de fleste steder i Vesteuropa. I Østeuropa fortsatte de derimod langt op i 1700-t. Den sidste lovlige heksebrænding fandt sted i Polen 1793. I alt regner man med, at forfølgelsen kostede 50.000 menneskeliv, overvejende kvinder, heraf mere end en tredjedel i Tyskland.
Fra Danmark kendes først hekseprocesser efter Reformationen (se fx Køge huskors og Maren Splids). I alt blev der formentlig brændt omkring 1000 mennesker herhjemme. Den sidste heksebrænding fandt sted på Falster i 1693.
Heksebrændingerne ophørte i Sydeuropa allerede i 1526 grundet den konservative indstilling hos inkvisitionen, som holdt fast ved den middelalderlige opfattelse af heksetro som hedensk overtro. Da afbrændingerne blev genoptaget i 1610 under påvirkning af heksehysteriet i Frankrig, blev der foranstaltet en grundig undersøgelse. Inkvisitoren Alonso de Salazar Frías berejste Baskerlandet i otte måneder og forhørte et par tusinde mennesker. I sin rapport fastslog Salazar, at der ikke var fundet beviser for en eneste heksehandling og at heksepanikken skyldtes løse rygter og propaganda, for, som han skriver, "der var hverken hekse eller forheksede, før man begyndte at tale og skrive om dem". Fra da af ophørte den spanske inkvisition definitivt med at brænde hekse. En lignende skepsis udvistes af den romerske og portugisiske inkvisition.
I det protestantiske Europa brændte heksebålene adskillige årtier endnu. For den "nye" verden betød forskellen i det katolske og det protestantiske perspektiv, at på samme tid, som det protestantiske Nordamerika dømte hekse til bålet i dusinvis, blev ingen brændt for hekseri i det katolske Latinamerika, hverken i de spanske eller de portugisiske kolonier.
Efter de officielle hekseprocessers ophør fortsatte forfølgelsen på et folkeligt plan med overfald, mord og lynchninger af påståede hekse. Det sidste danske heksemord fandt sted i Brigsted ved Horsens år 1800. Sådanne overgreb er fortsat helt frem til 1900-tallets slutning i økonomisk tilbagestående områder af Europa, hvor man har holdt fast ved heksetroens barske livsfilosofi.
Heksen som populærkulturel figur er kendt ikke mindst i børnelitteratur og -kultur. Hun optræder – oftest som antagonist – i klassiske eventyr, i tegneserier og film. Hun er en udklædningsmulighed til Fastelavn og Halloween, og i en årrække var det også almindeligt at brænde en hjemmelavet heks på bålet på Sankt Hans aften.
Fra omkring 1980 opstod Wicca som bevægelse der kan forstås som en form for femnistisk reclaiming af heksen som magtfuld og selvstændig kvindefigur. Sociale medier har været med til at muliggøre, at mennesker har fundet sammen i nye fællesskaber omkring interessen for hekse. I modsætning til såvel den historiske heks som børnekulturens heks har denne form for heksedyrkelse og -tro fokus på inklusion og retten til at eksistere som den, man er.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.