Øvrighed, de personer eller instanser i et samfund, som har magten. Øvrighedsmyndighed er en ældre betegnelse for den udøvende magt (se magtfordelingslæren). Efter Grundloven § 63 kan domstolene "påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser", dvs. om den offentlige forvaltning overholder lovgivningen, se domstolsprøvelse.

Modstand mod øvrigheden

opstår ved undladelse af at efterkomme anvisninger fra en offentlig myndighed, fx vold, trusler og det at lægge hindringer i vejen for en offentlig myndighed samt visse former for passivitet. Vold og trusler mod offentligt ansatte, der udfører deres arbejde, er særskilt kriminaliseret i Straffeloven. Anden modstand kan straffes, hvis en myndighed har givet et påbud, som ikke bliver fulgt, og der er udtrykkelig hjemmel til at straffe; sådan hjemmel findes i såvel Straffeloven som i anden lovgivning, fx om miljøbeskyttelse og arbejdsmiljø. Gennemtvingelse af påbud kan også ske gennem tvangsbøder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig