hajer

Hajer. Sildehaj (Lamna nasus) findes i Nordatlanten. Den lever navnlig af fisk. Den kan blive op til 3,5 m og er ufarlig for mennesker. Hvalhaj (Rhincodon typus) findes i tropiske have. Med sine 18 m er den verdens største fisk. Den lever af krebsdyr og småfisk. Kæmpemund (Megachasma pelagios) kendes i færre end 10 eksemplarer fra alle oceaner. Den bliver ca. 5 m lang og lever af plankton. Havengel (Squatina squatina) træffes i Østatlanten, en sjælden gang i Nordsøen. Den bliver 2,5 m og lever af bunddyr.

.

Hvidhaj.

.

Hajer.

.

Pighaj.

.

Hajer.

.

Hajer. Rævehaj (Alopias vulpinus) findes i tropiske have. Denne 4-5 m lange haj gæster af og til danske farvande. Den er ufarlig for mennesker. Almindelig hammerhaj (Sphyrna zygaena) findes i de varmere dele af alle oceaner. Den kan blive 4-5 m og er farlig. Øjnene sidder for enden af hovedets to brede, flade udvækster. Hvidhaj (Carcharodon carcharias) findes i de varmere dele af alle oceaner og er den farligste af alle hajer. Den bliver 6-7 m. Savhaj (Pliotrema warreni) findes ved Sydafrika. Den lever af fisk og større bunddyr, som rodes op med saven. Den kan blive 1,4 m. Kravehaj (Chlamydoselachus anguineus) kendes fra alle oceaner. Den lever på mere end 1000 m dybde og æder bunddyr. Den bliver op til 2 m. Grønlandshaj (Somniosus microcephalus) lever i de kolde dele af Nordatlanten. Denne altædende art kan blive 6-7 m. Angreb på mennesker kendes ikke.

.

Artikelstart

Hajerne udgør en af de tre hovedgrupper af bruskfisk. Der kendes mere end 400 nulevende og endnu flere uddøde arter. Hajer adskiller sig fra de to andre grupper (rokker og havmus) ved at have en langstrakt, cigarformet krop med tilspidset snude og øverste haleflig længere end den nederste. Gællespalterne sidder på siden af hovedet, og normalt er der fem gællespalter, undtagen hos kravehajen, som har seks gællespalter, samt seksgællede hajer og syvgællede hajer. Hajernes tænder er meget forskellige i størrelse, men næsten altid skarpe og spidse. En undtagelse er de flade knusetænder hos Port Jackson-hajen. Fælles for alle er, at slidte tænder bliver erstattet af bagvedliggende ekstratænder. Hos nogle hajer kan en enkelt tand blive erstattet, hos andre skiftes hele tandrækken ud på én gang. Visse arter har rådighed over ca. 30.000 tænder i deres livsforløb. Hajer har ingen svømmeblære, og på trods af den store olieholdige lever er de tungere end vand, så de pelagiske arter må svømme konstant for ikke at synke til bunds.

Faktaboks

Etymologi
af nederlansk haai, af oldnordisk , vist oprindelig i betydningen 'pind' eller 'pæl' efter dyrets form.
Også kendt som

Pleurotremata

Hajer har indre befrugtning, idet hannens bugfinner fungerer som et slags parringsorgan. Nogle hajer lægger æg med en hornagtig kapsel, hvori det befrugtede æg udvikler sig. Hvert af kapslens fire hjørner løber ud i en lang tråd, hvormed kapslen kan hæftes til tang o.a. Andre hajer føder unger, der er forsynet med en blommesæk, hvorfra ungen får næring i sin første levetid. Drægtighedsperioden er op til to år hos fx pighaj, der føder 4-8 unger af 25-30 cm længde.

De fleste hajer lever i subtropisk og tropisk saltvand nær kysterne. De findes dog også oceanisk og ned til omkring 2.000 m's dybde. Enkelte arter er tilpasset livet i ferskvand. Den mindste haj, en pighaj, bliver kun 20 cm lang, mens længderekorden indehaves af hvalhajen, der skal kunne blive ca. 18 m.

Hajers farlighed har givet inspiration til utallige bøger og film, men der bliver rapporteret under 100 angreb om året, af hvilke under 10 har døden til følge. De farligste arter er hvidhaj (menneskehaj), tigerhaj, tyrehaj og hammerhaj, men ca. 20 andre arter er kendt for at have angrebet mennesker. De to største arter, hvalhaj og brugde, lever begge af plankton og er således kun farlige i kraft af deres størrelse. En tredje planktonædende haj er kæmpemund.

I mange lande er hajer meget værdifulde spisefisk, og fx Japan, Korea og Taiwan driver intensivt fiskeri både med drivgarn og langliner. Tidligere fangede danske fiskere en del sildehajer med henblik på eksport til især Italien, og nordmændene fangede brugder for at udnytte den store, olieholdige lever. Det danske og norske hajfiskeri er næsten ophørt, og mange af de hajbestande, som det asiatiske fiskeri er baseret på, er i stærk tilbagegang. Det er det meget lille antal unger pr. kuld kombineret med den lange drægtighedsperiode, der gør hajer særlig udsatte for overfiskning. Man overvejer derfor fredning af visse særlig efterstræbte hajer.

Hajskind kan forarbejdes til en stærk lædervare. Kvaliteten er afhængig af en hurtig afskindning, saltning og forarbejdning. Det anvendes som almindeligt læder. Hajskind har et højt indhold af gelatine.

Evolution

Hajer. Rekonstruktion af kæber af Carcharocles megalodon (tidligere henført til slægten Carcharodon) baseret på fossile tænder, hvoraf de største er 18 cm lange; fotografi fra 1927. Målene er beregnet på grundlag af proportionerne i den nulevende hvidhajs kæbe. Rekonstruktionen, som blev udført på American Museum of Natural History, New York, antyder, at dyret var på størrelse med de største hvaler. Men dette er nok tvivlsomt; nyere opmålinger tyder på, at kæben var noget mindre, og hajen måske ca. 15 m lang.

.

Hajernes historie kan føres ca. 400 mio. år tilbage til begyndelsen af Devon. Deres oprindelse er uklar, men de synes at være nært beslægtet med de uddøde placodermer, og måske opstod begge grupper fra kæbeløse fisk før Silur. Hajer blev først almindelige efter placodermernes uddøen for ca. 350 mio. år siden i begyndelsen af Karbon.

Cladoselache, der levede for ca. 360 mio. år siden og blev op til 2 m lang, viser, at hajernes basale kropsform ikke har forandret sig ret meget. De væsentligste ændringer er udviklingen af en mere asymmetrisk hale samt en mere fleksibel og ventralt placeret mund med stærkere tænder. Fra Karbon kendes en række specialiserede hajarter med uforklarlige og besynderligt udseende udvækster. De moderne hajer opstod i løbet af Mesozoikum (248-65 mio. år før nu), og de fleste nulevende familier kan føres ca. 100 mio. år tilbage til Kridt. Havmus og rokker opstod fra hajer i hhv. Karbon og Jura.

Komplette hajfossiler er uhyre sjældne, mens tænder, også kaldet glossopetrae, kan findes i de fleste geologiske havaflejringer. Hajtænder er normalt kun få centimeter høje, men hos Carcharocles megalodon, der uddøde for ca. 2 mio. år siden, var de op til 18 cm. C. megalodon kendes bl.a. fra Gramformationen i Sønderjylland. Den var ca. 15 m lang og dermed mere end dobbelt så stor som dens nulevende slægtning, hvidhajen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig