fremstilling af syntetiske fibre

Spinding foregår ved at ekstrudere en spindmasse gennem en dyse med mange små huller. De dannede tråde stivner ved kontakt med luft eller væske, hvorefter de strækkes, så molekylerne omordnes i stærke, elastiske kæder og eventuelt blødgøres ved en avivage. Ved vådspinding ekstruderes spindmassen gennem et kemikaliebad, der neutraliserer opløsningsmidlet, så kun det fiberdannende stof bliver tilbage (viskose og akryl). Ved tørspinding blæses opløsningsmidlet væk med varm luft (acetat), og ved smeltespinding afkøles trådene med kold luft, til de størkner (nylon, polyester og uorganiske fibre). De glatte og blanke tråde kan matteres ved tilsætning af fx titandioxid. Da syntetfibre ikke absorberer fugt, er det en fordel at farve fibrene ved tilsætning af farvestoffet til spindmassen (spindfarvning).

De ekstruderede fibre er endeløse filamenter, der først vaskes for at fjerne kemikalierester og derefter tørres og spoles. Hvis de skal blandes med naturfibre, må de skæres i længder, stapelfibre, som svarer til naturfibrene. Skal fibrene anvendes til kropsnære stoffer, der skal være varmeisolerende, må de kruses, tekstureres, og varmebehandles. Kun nylon og polyester er tilstrækkelig termoplastiske til, at krusningen kan blive permanent. Andre fibre kan blive high bulk ved at blande spindmasser med forskellig krympeprocent.

Fibre kan fremstilles med specielle egenskaber. De kan gøres hule og porøse, hvorved de bliver særlig isolerende, og de kan ekstruderes under tryk gennem mikroskopiske huller til mikrofibre, dvs. med garnnummer 0,1-1,0 denier, hvor enkeltfilamenterne næsten ikke kan ses med det blotte øje. Det giver bløde, tætte stoffer med et læderagtigt greb, der er velegnede til at bære en vandafvisende silikoneimprægnering. Fibrene kan også flammesikres og gøres modstandsdygtige mod bakterier, svampe og kemikalier.