spinding

Spinding. Beboere på Sundholm på Amager, hvoraf en del sandsynligvis tidligere har været tugthusfanger, andre blot subsistensløse, men de fleste tvangsanbragt. De er beskæftiget med at spinde garn, et arbejde, der sammen med vævning også var udbredt i fængslerne. Deres flid og produktionens kvalitet overvåges af en kontrollant (th. i baggrunden). Fotografi fra 1914.

.

Artikelstart

Spinding, proces til fremstilling af garn (tråd) enten ved håndspinding eller på maskine. Under spinding lægges tekstile stapelfibre parallelt, hvorefter de strækkes og snos til ønsket tykkelse. Hvis garnet spindes med uret, kaldes det Z-spundet, hvis det spindes mod uret, kaldet det S-spundet.

Ved spinding i hånden (se håndspinding) plukkes fibrene fra en fibermasse, trækkes, nulres, snos og vindes op på en spole (ten), som forneden har en tenvægt, der også virker som svinghjul for en fortløbende snoning.

Med skotrokken begyndte den første mekanisering af spinding, idet tenen på den drejes med et håndhjul; derfra udvikledes træde- og vingerok, som har et vingehjul formet som et omvendt U, der styrer snoning og opspoling på tenen.

Efterhånden blev spindemetoderne gradvis forbedret som følge af et samarbejde med væverne, indtil metoderne under industrialiseringen fra begyndelsen af 1800-t. blev mekaniseret (se Spinning Jenny), senere automatiseret og på det seneste computerstyret.

Industrispundne garners egenskaber varieres, ved at der vælges mellem ringspinding fra kartet eller kæmmet forgarn og den hurtigere rotorspinding. Det færdige garns egenskaber, fx trækstyrke og elasticitet, kontrolleres bl.a. gennem valg af fibre og ved antal snoninger pr. meter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig