Garn, fællesbetegnelse for strenge af tekstile fibre, som kan være naturfibre, fx uld, silke, bomuld og hør, og kemisk fremstillede fibre, kemofibre. Fibre med begrænset længde, fx bomuld og uld samt afkortede kemofibre, kaldes stapelfibre. Endeløse fibre som kemofibrene og også afhaspet silke kaldes filamentfibre.
Fibrenes egenskaber har betydning for, hvordan det færdige garn bliver, ligesom deres behandling igennem fremstillingsprocessernes forskellige etaper er afgørende. Man vælger fiber og fremstillingsproces ud fra det formål, garnet skal bruges til.
Når stapelfibre skal spindes, må de først paralleliseres; det sker ved kartning. Yderligere parallelisering kan ske ved kæmning og strækning. Derefter tilføres snoning ved spindingen.
Korte fibre behøver flere snoninger end lange for at give holdbart garn, hvor fibrene ikke glider fra hinanden i brug. Jo længere fibrene er, des tyndere kan garnet spindes, da fibrene har stor kontaktflade. Filamentfibrene er så lange, at snoning ikke er nødvendig for at give garnet styrke; et garn kan derfor bestå af én kemisk fiber (monofilamentgarn). Garn af flere filamentfibre (multifilamentgarn) behøver kun en let snoning for at holde fibrene sammen og øge styrken.
Filamentfibrene er som regel glatte og ensartede. Med forskellige behandlinger kan man ændre de kemisk fremstillede filamentfibres udseende og egenskaber, fx gøre dem mere krusede og luftige eller elastiske.
Spindingen har til formål at holde fibrene sammen til garn. Få snoninger giver fyldigt og blødt garn. Flere snoninger giver mindre fylde, men mere styrke indtil et vist punkt, hvorefter fibrene overbelastes, og garnet til sidst knækker. Spindingen er derfor en vigtig del af garnets design.
Ofte tvinder man flere spundne garner sammen; det gøres med snoning i modsat retning af spindingen. Man skelner mellem Z-snoning og S-snoning, efter hvordan snoningerne ligger i garnet. Tvinding påvirker både garnets styrke og udseende, og mange garner er tvundne af to eller flere enkeltgarner.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.