Estlandssvenskerne er en svensktalende befolkning, der ad flere omgange, sandsynligvis fra 1200-tallet, indvandrede til Estlands øer og kystområder mellem Reval (Tallinn) og Dagö (Hiiumaa) samt til øen Runö (Ruhnu) i Rigabugten.
Estlandssvensk regnes til de østsvenske dialekter. Det er vanskeligt at forstå for rigssvenskere.
Det er uklart, hvilke dele af det svenske sprogområde indvandrerne kom fra. Den svensksprogede befolkning var koncentreret til forholdvis få steder, men dér udgjorde svenskerne ofte flertallet af befolkningen. Mens estlandssvenskernes erhvervsmuligheder i byerne Hapsal (Haapsalu) og Reval var variereret, levede de på landet mest af landbrug og fiskeri. Formelt var estlandssvenskerne frie, men godsejerne lykkedes i løbet af århundrederne at mindske forskellene til de livegne estiske bønder. I 1781 flyttede omtrent 1000 estlandssvenskere fra Dagö til Ukraine, hvor de grundlagde Gammalsvenskby. Enkelte beboere dér taler endnu svensk.
I social henseende kan svenskerne i Estland ikke sammenlignes med svenskerne i Finland, hvor hele overklassen var svensk (men ikke alle svenskere i Finland tilhørte overklassen). Overklassen i Estland var derimod tysk. Det forblev den også under svensk herredømme (1561–1710), selv om der nu indvandrede en del militærer og embedsmænd fra Sverige og Finland. Bortset fra præsterne havde de dog kun meget lidt kontakt med de langt tidligere indvandrede estlandssvenskere. Svenske indvandrere fra det 1500- og 1600-tallet blev som regel med tiden snarere tyskere end estlandssvenskere.
I midten af 1800-tallet blev estlandssvenskerne opdaget af etnografiske forskere (F. J. Ekman, C. Rußwurm). Fra slutningen af århundredet begyndte estlandssvenskerne at organisere sig som nationalt mindretal med understøttelse fra Sverige og navnligt fra Riksföreningen för svenskhetens bevarande i utlandet (grundlagt 1908). I 1909 startedes i Estland kulturforeningen Svenska Odlingens Venner.
Oprettelsen af den Estiske Republik i 1918 med dets vidtgående mindretalsbeskyttelse gav estlandssvenskerne gode muligheder. Svensk skolevæsen blev organiseret, der udkom en svensk avis (Kustbon 'kystbeboeren'), efter nogle år tilkom et svensk gymnasium og en folkehøjskole. Konstantin Päts’ autoritære regering fra 1934 var mindre gavnlig for estlandssvenskerne.
Ved folketællingen i 1934 registreredes 7641 estlandssvenskere, dvs. 0,7 procent af befolkningen – men kun 6368 personer talte sproget til daglig. I deres traditionelle bosætningsområder udgjorde estlandssvenskerne fortsat ofte overvældende flertal.
I 1943/1944 flygtede de fleste estlandsvenskere med den tyske besættelsesmagts tilladelse til Finland og Sverige. Tilbage blev kun dem, der var gift med estere eller som var blevet mobiliseret til krigstjeneste.
Efter Estlands fornyede uafhængighed i 1991 blev den svenske Mikaelskirke i Tallinn åbnet igen. Folketællingen fra året 2000 opfører 300 estlandssvenskere, hvoraf 107 angives at have svensk som modersmål.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.