Gammalsvenskby, nuv. Zmejovka, landsby i Ukraine ved Dnepr nær Sortehavet. I 1781 lod Katarina 2. over 1200 estlandssvenskere fra Dagö forflytte til det netop erobrede Novorossijsk, hvortil omkring halvdelen ankom og dannede et svensktalende samfund. Svære forhold efter Den Russiske Revolution fik næsten alle, ca. 880, til at rejse til Sverige i 1929. Skuffet over forholdene rejste 240 tilbage og grundlagde et kollektivbrug. I 1943 evakuerede tyskerne dem, men de blev senere udleveret og endte i sovjetiske fangelejre. Få vendte tilbage, og efterkommere findes fortsat i Zmejovka. Allerede ved midten af 1800-t. tiltrak de sig sprogforskeres interesse.