ederfugl

Ederfuglehunnen forer reden med dun, som har en enestående høj isoleringsevne og anvendes til kostbare dyner. Dunene har været en vigtig indtægtskilde flere steder i Danmark, om end de aldrig er blevet udnyttet så systematisk, som det stadig sker i Nordnorge og især Island. De som regel 4-6 æg ruges af hunnen alene, og så snart ungerne klækkes, søger de ud på vandet, hvor de ofte samles i crèches ("børnehaver"). De vogtes af flere voksne hunner, også fugle, som ikke selv har haft unger.

Ederfuglen lever fortrinsvis af blåmuslinger, og de lavvandede danske farvande passer arten fortrinligt. Omkring 1990 overvintrede ca. 800.000 ederfugle fra Østersøbestanden i danske farvande, men siden er antallet faldet til under det halve. Samtidig er kønsbalancen skiftet, så der i 2022 er mere end to hanner for hver hun. Nedgangen vurderes især at have været forårsaget af prædation på rugende hunner fra havørn, mink og mårhund i de store finske ynglebestande, men faldende mængder af blåmuslinger på grund af aftagende eutrofiering kan også have spillet en rolle.

Der er en lang tradition for ederfuglejagt i Danmark, og tidligere har jagtudbyttet været meget stort. I takt med bestandsnedgangen er der indført begrænsninger på jagten, og siden 2014 har det kun været tilladt at skyde hanner. Siden da har jagtudbyttet ligget på omkring 25.000 fugle.

To andre ederfuglearter optræder som sjældne træk- og vintergæster i Danmark. Kongeederfuglen (S. spectabilis) er en højarktisk cirkumpolært udbredt fugl, som ses i landet næsten hvert år, men sjældent i et samlet antal over ti. Stellersanden (Polysticta stelleri) fra Sibiriens og Alaskas ishavskyster optræder i lignende antal.

• dykænder