de brølende 20'ere i Berlin

Efter en urolig tid frem til 1923 oplevede Weimarrepublikkens Tyskland fra 1924 relativ politisk stabilitet og økonomisk opsving. Dertil kom en højkonjunktur, der medførte øget levestandard og stigende beskæftigelse. Det gjaldt også for hovedstaden Berlin.

Kvinderne havde med stemmeretten i 1918 ligesom jøderne fået fulde politiske og sociale rettigheder.

Den liberale og demokratiske Weimarforfatning betød, at livet i den multietniske hovedstad kunne udfolde sig i en frisindet atmosfære. De gjaldt både i kulturelt, socialt og seksuelt. Alt syntes muligt og blev prøvet og realiseret, og det førte til en blomstringstid inden for teater, musik, litteratur, film og skabende kunst.

Berlin levede døgnet rundt. Der fandtes ingen lukketid (Polizeistunde), politiet så gennem fingrene med homoseksualitet, der ellers var forbudt i Tyskland, lægen Magnus Hirschfeld kunne oprette sit Institut for seksualvidenskab, og i varieteer og klubber blev der lyttet og danset til den nye tids toner som swing og jazz. Også bilismen gjorde sit indtog i byen.

I romanen Berlin Alexanderplatz gav forfatteren Alfred Döblin et fint indtryk af den hektiske atmosfære i byen.

Den økonomiske verdenskrises gennemslag efter Børskrakket 1929 afsluttede højkonjunkturen. Krise, massearbejdsløshed og social uro og nød gjorde herefter stemningen mindre optimistisk og frisindet.

Antidemokratiske bevægelser som nationalsocialismen bekæmpede det liberale demokrati og frisindet. Et eksempel var, da det i 1930 lykkedes nazisterne at få taget den antimilitaristiske film Intet nyt fra Vestfronten (efter Erich Maria Remarques roman af samme navn) af plakaten. Jøder og homoseksuelle blev udsat for overgreb.

Efter nazisternes magtovertagelse 1933 var det slut med de gyldne år. Den politiske kontrol med samfundet blev skærpet og frisindet blev undertrykt.

• Tysklands historie 1914-1933
• Den Store Depression