Hjerne. Mediansnit af menneskehjerne med pandelappen tv.

Hjernen er nervesystemets overordnede center. Hjernens opgave er at modtage nerveimpulser fra sanseorganerne samt at bearbejde og omsætte dem til udgående impulser, der aktiverer muskler og kirtler og således resulterer i livsytringer som adfærd, fx menneskets tale.

Faktaboks

Også kendt som

græsk: encephalon

Menneskehjernen er ganske særlig kompliceret, og den er af fundamental betydning for afgrænsningen af, hvad der kendetegner menneskearten. Den menneskelige bevidsthed i alle dens manifestationer — indlæring, abstrakt tænkning, logik, drømme, den fri vilje, følelser og meget andet — er knyttet til hjerneprocesserne og har således en fysisk baggrund, men der er endnu ikke givet nogen tilfredsstillende forklaring på koblingen mellem materie og ånd, og problemet synes at rumme betragtelige filosofiske og videnskabsteoretiske problemer. For eksempel er det en temmelig enestående situation, at hjernen er selvransagende: Enhver intellektuel analyse af dens funktion involverer den selv.

Især siden 1970'erne har man fået en betydelig ny indsigt i hjernens anatomi, fysiologi og kemi, men det er stadig et organ, hvis kompleksitet er så stor, at man langtfra kan overskue dens funktion. Man forsøgte især i 1980'erne at undersøge hjernens funktion ved at anskueliggøre den som en form for avanceret computer, men dette har vist sig at være en naiv forenkling, og denne forskningsretning er stort set forladt.

Hjernens funktion afhænger af de utallige forbindelser, synapser, mellem dens forskellige nerveceller, og hjernen virker således dels gennem elektriske nerveimpulser i de enkelte celler, dels via signalstoffer mellem cellerne og via hormoner, der fra fx blodbanen er i stand til at stimulere flere celler på samme tid og således indvirke på de indre organers funktioner. Hjernen rummer også en række nerveceller, der danner overordnede hormoner, som bl.a. styrer hypofysens forlap. Højere bevidsthed er altså en manifestation af kemiske og elektriske fænomener i specialiserede celler.

Dyrehjernen

Hjerne. Hjernens bygning hos forskellige hvirveldyr. Forhjernen er hos fx benfisk primært et lugtecenter, men er hos fugle og pattedyr yderligere udviklet til et kraftigt forstørret associationscenter og kaldes da storhjernen. Pattedyrs lugtenerver er stærkt forstørrede og er af væsentlig betydning for dyrenes adfærd, da store dele af den sociale adfærd og fx byttefangst benytter sig af feromoner og lugte.

.

En mere eller mindre veludviklet hjerne findes hos de fleste dyr, også hos de lavere dyr.

Lavere dyr

Polypdyr mangler en hjerne, men maskerne i deres netagtige nervesystem er særlig tætte, hvor sensibilitet er mest påkrævet. Hos mange ormelignende dyr ligger hjernen, cerebralgangliet, og de vigtigste sanseorganer nær forenden, og hjernen er udgangspunkt for flere bagudløbende nerver. Hos ledorm og leddyr ligger den temmelig lille hjerne forrest i hovedet oven over mundhulen, men den smelter helt eller delvis sammen med bagvedliggende, hjerneagtige nervecentre i bugmarven. Bløddyrhjernen er tydeligt opdelt i parrede centre, der ligger langt fra hinanden, og som er forbundne med strengformede nerver; hos lungesnegle og blæksprutter sidder centrene tættere sammen, hvilket øger koordinationen af hjerneaktiviteten.

Hvirveldyr

Hvirveldyrhjernen er den forreste, stærkt opsvulmede del af den rørformede rygmarv og indeholder som denne en væskefyldt hulhed, der i hjernen er udvidet til flere ventrikler. Ligesom fra rygmarven udgår der fra hjernen parrede nerver, hjernenerver, hos de fleste arter 12 par. Lugte-, syns- og hørenerverne går til næsehuler, øjne og indre øre samt ligevægtsorganer. Smagsorganerne og fisks og padders sidelinjeorganer betjenes også af hjernenerver. Hjernen ligger i kraniet og er mere eller mindre indkapslet af kranieknogler, hos mennesket komplet omgivet af hjernekassen (se hoved).

Regnet forfra er hjernen hos alle hvirveldyr opdelt i fem afsnit: forhjernen, telencephalon, der er delt i to halvdele, hemisfærer; mellemhjernen, diencephalon; midthjernen, mesencephalon; baghjernen, metencephalon; og den forlængede marv, medulla oblongata. Forhjernen er primært et lugtecenter, hvis størrelse afspejler lugtesansens betydning, men den indeholder også overordnede centre. Dens anseelige størrelse hos fugle og pattedyr, hvor den kaldes storhjernen, cerebrum, skyldes dens udvikling som et associationscentrum, der enten direkte eller indirekte via andre hjerneafsnit modtager information fra de fleste sanseorganer, bearbejder de indkomne data og som resultat heraf udsender impulser til andre hjerneafdelinger, muskler og kirtler. Storhjernen er samtidig sæde for bevidst sansning, hukommelse og instinktive handlinger. Nervecellerne i storhjernen ligger i barklaget, hvis areal hos højere pattedyr er stærkt forøget ved foldninger (vindinger).

Mellemhjernens nedre del, hypothalamus, er centrum for endokrine (hormonelle) og autonome funktioner, mens dens sidevægge er omkoblingsområder for baner, der leder frem til forhjernen. Synsnerven træder ind i bunden af mellemhjernen, men synsbanerne fortsætter bagud til midthjernen, hvis øvre del hos de fleste hvirveldyr danner synscentret; hos pattedyr er denne del dog blot en omkoblingsstation, idet synscentret her er flyttet til storhjernen.

Baghjernens øvre del bærer en udvækst, lillehjernen, cerebellum, der er centrum for bevægelsernes koordination og således har betydning for ligevægt, muskeltonus (musklernes spændingsgrad) og bevægelsesreflekser. Hos dyr, der som regel bevæger sig i ét plan, fx padder, slanger og mange landlevende krybdyr, danner den blot en lav tværbjælke; hos dyr med mere avancerede bevægemønstre som fx hajer, benfisk, krokodiller, fugle og pattedyr vokser lillehjernen både bagud og fremad, og dens overflade øges — især hos pattedyr — ved tværfoldninger. Bortoperation af lillehjernen medfører hos disse dyr svigtende eller upræcis muskelaktivitet.

Den forlængede marv danner en jævn overgang mellem hjernen og rygmarven. Dens ventrikel er særlig stor og danner et tag til det tyndvæggede og foldede chorioid plexus, der producerer ventriklernes og rygmarvskanalens cerebrospinalvæske. Den forlængede marv indeholder autonome centre for bl.a. ånding og blodcirkulation, og fra den udgår flertallet af hjernenerverne.

Menneskehjernen

Hjerne. Venstre hjernehemisfære set fra siden. På hemisfæren tv. er angivet de fire hjernelapper samt lille- og midthjernen. På hemisfæren th. er angivet de hjernevindinger, som styrer muskelbevægelser, vindinger, der modtager impulser fra kroppens sanseceller via de sensoriske nerver, samt de to talecentre. Illustration fra Medicinsk Anatomisk Institut, Københavns Universitet.

.

Hjerne. Hjernestammen og lillehjernen set fra undersiden. Illustration fra Medicinsk Anatomisk Institut, København.

.

Hjerne. Hjernen er placeret i den øverste del af hovedet i kraniekaviteten, der på alle sider er omgivet af knogle. Mellem hjernen og knoglevæggen findes den beskyttende hjernevæske. Tv. set fra siden, th. bagfra. Illustration fra Medicinsk Anatomisk Institut, København.

.

Hjerne. Menneskehjernen set oppefra. En længdeløbende fure adskiller den højre og venstre hemisfære; i bunden ses hjernebjælken, der forbinder dem. Hemisfærernes overflade er stærkt foldet af hjernevindingerne, som er adskilt af furer. Venstre hånd holder om hjernens bageste del.

.

Hjerne. Hjernen modtager sin blodforsyning fra de to indre carotisarterier og fra de noget mindre vertebralisarterier, der efter at have passeret op gennem huller i halshvirvlerne forener sig til basilarisarterien inde i kraniet. Basilarisarterien deler sig atter i to grene, der inde i kraniet forbinder sig med de to indre carotisarterier, således at der dannes en indre pulsårecirkel (circulus arteriosus Willisii), hvorfra der udgår en forreste, midterste og bageste hjernearterie til hver side. En hjerneblodprop rammer oftest den midterste hjernearterie.

Hjernen. Øverst transparent hjernetegning, hvor det dybtliggende limbiske system er angivet med mørkegrå. Det limbiske system er involveret i korttidshukommelsen og emotionelle reaktioner. Nederst horisontalsnit gennem hjernen. Den grå hjernebark (grå substans), som dækker hjernens overflade med et 4-6 mm tykt lag, er farvet blå. Endvidere er angivet ventrikelsystemet, der rummer hjernevæsken, samt basalganglier og thalamus.

.

Menneskets hjerne er særlig kompliceret og består af ca. 100 mia. nerveceller forbundet i et netværk; en hjernecelle kan have forbindelse med måske 10.000 andre nerveceller.

Størrelse

Hjernens størrelse og vægt varierer meget fra individ til individ. Hos europæiske og nordamerikanske folkeslag udgør hjernens vægt ca. 2% af legemsvægten, dvs. i gennemsnit ca. 1375 g hos mænd og 1245 g hos kvinder; der er aldrig fundet en sammenhæng mellem hjernens vægt eller antallet af nerveceller i denne og det menneskelige intellekt. I øvrigt er nutidsmenneskets hjerne ikke den største blandt vore slægtninge i slægten Homo: Neandertalmennesket havde en større hjerne end nutidsmennesket, men dette til trods udviklede de hverken en kunsttradition eller en redskabskultur, som kan sammenlignes med de samtidige moderne mennesketyper som fx Cro-Magnon-mennesket.

Det samlede antal nerveceller i hjernen skønnes til ca. 100 mia. med ti gange så mange støtteceller, gliaceller; i de to hemisfærer har en mere nøjagtig optælling fundet 22 mia. hos manden og 19 mia. hos kvinden. Alle nerveceller er dannet ved fødslen, og med alderen sker der et moderat tab. Således mister mennesket ca. 10% af hemisfærernes nerveceller gennem livets første 70 år.

Udvikling

Hjernen anlægges så tidligt som i tredje uge af fosterlivet. Anlægget danner sammen med rygmarven et lukket neuralrør (tubus neuralis), hvis forreste del videreudvikles til hjernen. Denne udvikling foregår ved, at cellerne i rørets væg deler sig med en fortykkelse af væggen som følge. Den udvoksede hjerne får derved en bugtet og stærkt uregelmæssig overflade. Hulrummet i det primitive neuralrør genfindes i den udvoksede hjerne i form af fire sammenhængende hulrum, hjerneventriklerne. Disse er fyldte med hjernevæske, cerebrospinalvæske, som dannes af celler i ventriklernes vægge. Ventriklerne fremtræder tydeligt på de billeder, man i dag kan opnå af hjernen ved fx CT-scanning. Se også fosterudvikling.

I modsætning til de fleste andre celler i den menneskelige organisme er nerveceller ikke i stand til at dele sig. Får man en hjerneskade med nervecelledød til følge, kan de ødelagte nerveceller således ikke erstattes. Under hjernens udvikling i fostertilstanden sker der imidlertid både celledelinger og vækst af nervecellernes udløbere, og det er i de senere år lykkedes at isolere forskellige stoffer, nervevækstfaktorer, som kan stimulere væksten af nervecellernes udløbere og bevirke dannelse af naturlige forbindelser med andre nerveceller. Ved brug af disse vækstfaktorer håber man at kunne udbedre skader i hjernen, ved at de ødelagte nervebaners funktion overtages af andre nerveceller.

Man har også foretaget transplantationer af nerveceller fra fosterhjerner ind i voksne hjerner, og de transplanterede nerveceller er i stand til at overleve samt danne forbindelser med værtshjernens nerveceller. Om sådanne transplantationer får betydning i den medicinske behandling er stadig uafklaret, og de har bl.a. været genstand for en kritisk etikdebat.

Den grå og den hvide substans

På et snit gennem hjernen ses denne at bestå af grå substans (substantia grisea) og hvid substans (substantia alba). Den hvide substans består af udløbere fra nerveceller. Disse er ofte forsynet med en fedtskede (myelinskede), der giver den hvide farve. Den grå substans rummer både nervecellelegemer samt udløbere fra disse. Om nervesystemets mikroskopiske opbygning, se nerver og nervesystem.

Hjernestammen

Hjernen ligger i direkte forlængelse af rygmarven via et hul i den underste del af kraniet, foramen magnum (lat. 'det store hul'). Fortsættelsen af rygmarven udgøres af hjernestammen, der inddeles i tre dele. Den bageste del, den forlængede marv (medulla oblongata) fortsætter i hjernebroen (pons), der igen fortsætter i den forreste del af hjernestammen, midthjernen (mesencephalon). I hjernestammen ligger lange nerveledningsbaner, der dels fører impulser fra den grå hjernebark til rygmarven, dels i modsat retning fra rygmarven til den grå hjernebark. Hjernestammen rummer desuden cellelegemerne for de nerveceller, der sender udløbere ud i de 12 hjernenerver. Disse udgår fra hjernestammens overflade og forlader kraniet gennem huller på undersiden af dette. Gennem hjernenerverne sendes impulser til strukturer først og fremmest i ansigtet og på halsen, samtidig med at impulser fra de samme strukturer går tilbage til hjernen gennem de samme hjernenerver.

I den øverste del af den forlængede marv ligger et åndedrætscenter. Dette livsvigtige center koordinerer nerveimpulserne til de muskler, der aktiveres i forbindelse med vejrtrækningen. Et slag mod kraniet kan resultere i, at trykket inde i kraniehulrummet stiger, hvilket medfører blokering af blodcirkulationen til åndedrætscentret, således at centrets funktioner langsomt sætter ud (se hjerneødem).

I den øverste del af hjernestammen ligger det retikulære aktiveringscenter, som sender impulser til den grå hjernebark, hvilket fremkalder den vågne tilstand. Det er disse impulser, som resulterer i den elektriske aktivitet i den grå hjernebark, der kan registreres vha. elektroder på kraniets yderside, se elektroencefalografi.

Hjernestammen rummer et væskefyldt hulrum, den fjerde ventrikel. Hulrummet står nedadtil i forbindelse med en tynd kanal, canalis centralis, som ligger i rygmarven. Opadtil står det gennem en tynd kanal i midthjernen i forbindelse med et hulrum, tredje ventrikel, beliggende i mellemhjernen.

Lillehjernen

På oversiden af hjernestammen ligger lillehjernen (cerebellum). Denne består af en højre og venstre lillehjerne-hemisfære samt et midtstillet parti, vermis. Overfladen er dækket af lillehjernebarken, cortex cerebelli, der består af grå substans, kraftigt foldet som blade, folia cerebelli. Lillehjernen har forbindelse med hjernestammen gennem tre parrede "ben", et par til hver af de tre dele af hjernestammen. Lillehjernen har også forbindelser til de motoriske centre i hemisfærerne og har betydning for koordination af muskelbevægelser.

Midthjernen

Bagsiden af midthjernen udgøres af firhøjene: colliculi superiores, som modtager synsimpulser, og colliculi inferiores, der modtager høreimpulser. Allerlængst fremme på bagsiden af hjernestammen sidder koglekirtlen, corpus pineale, en hormonproducerende kirtel, der bl.a. danner melatonin, som gennem målceller i hjernen deltager i reguleringen af individets døgnrytme.

Storhjernen

Foran hjernestammen ligger storhjernen, cerebrum. Størstedelen af storhjernen udgøres af den højre og venstre hemisfære, der er adskilt af en langsgående fure, men holdes sammen af hjernebjælken, corpus callosum. Sidstnævnte struktur består udelukkende af ledningsbaner, der forbinder de to hemisfærer med hinanden. Storhjernens overflade er stærkt foldet i hjernevindinger, gyri cerebri, adskilte af hjernefurer, sulci cerebri. Hjernevindingernes udseende varierer stærkt fra person til person. De største af furerne opdeler hemisfærerne i fire hjernelapper, lobi cerebri: pandelappen, lobus frontalis; isselappen, lobus parietalis; nakkelappen, lobus occipitalis; og tindingelappen, lobus temporalis.

Hjernebarken

Hemisfærernes overflade er dækket af hjernebarken, cortex cerebri, der udgøres af grå substans. Under menneskets evolution, men også hos bl.a. aber, er antallet af hjernevindinger og hjernefurer øget og dermed mængden af grå hjernebark. Hjernebarken er den biologiske struktur, som har givet mennesket dets evne til indlæring og abstraktion.

Hjernebarken rummer de såkaldte primære motoriske og sensoriske områder. På hjernens overside ses en meget stor og dyb fure kaldet sulcus centralis. Denne begrænses fortil af en hjernevinding, gyrus praecentralis, som har med bevægelser at gøre, og her ligger den motoriske cortex. Fra nerveceller i dette område udgår motoriske impulser til legemets muskler i den modsatte legemshalvdel, idet ledningsbanerne krydser i den nedre del af hjernestammen og løber til modsatte side. Samtlige legemets bevægelser er styret af hhv. højre og venstre gyrus praecentralis.

Den motoriske hjernebark har også en funktionel, topografisk opdeling. Nerveceller i den nederste del af gyrus praecentralis sender impulser til muskler i ansigtet og på halsen. Længere oppe i samme gyrus ligger nerveceller, der styrer musklerne på arm og krop, og længst oppe i den motoriske hjernevinding, tættest ved midtplanet, ligger nerveceller, der styrer musklerne på benet. De motoriske ledningsbaner forløber i den indre kapsel, capsula interna, et område af hvid substans beliggende under hjernebarken i hemisfærerne. Dette område er særlig udsat for hjerneblodprop og hjerneblødning medførende lammelser i den modsatte legemshalvdel.

Bag ved sulcus centralis ligger tilsvarende en hjernevinding, gyrus postcentralis, som via thalamus modtager en betydelig del af kroppens sensoriske impulser, og som udgør den sensoriske cortex. Også andre hjernevindinger på hemisfærernes overflade modtager sensoriske impulser. Således ender høreimpulserne i hjernevindinger på tindingelappens overside, og synsimpulserne modtages i en parret hjernevinding på nakkelappens midterste del.

Hjernebarkens områder

I mikroskopet kan seks forskellige lag erkendes i den grå hjernebark. I begyndelsen af 1900-t. blev disse lag studeret grundigt af den tyske anatom Korbinian Brodmann (1868-1918), som i 1909 underopdelte hjernebarken i 47 funktionelt bestemte områder. Også i det foregående århundrede havde mange videnskabsfolk fejlagtigt beskrevet de forskellige menneskelige kapaciteter såsom hukommelse, abstraktionsevne, vrede, angst og menneskelige karaktertræk som lokaliserede i bestemte områder af hjernebarken; disse teorier fandt tydeligst udtryk i frenologien.

De hjernebarkområder, der ligger tæt på de såkaldte motoriske og sensoriske områder, er funktionelt knyttet til disse. Således er sprogfunktionen lokaliseret til to hjernebarkområder i venstre hemisfære. Det ene, Brocas talecenter (beskrevet af den franske kirurg og antropolog Paul Broca), beliggende lige foran den motoriske cortex, er nødvendigt for menneskets taleevne, da det kontrollerer taleorganets muskulatur. Personer med læsioner af dette område får motorisk eller ikke-flydende afasi med langsom, besværet tale i telegramstil, men de kan ofte synge, og deres forståelse af det talte og skrevne sprog er intakt. Det andet sprogcenter, Wernickes talecenter (beskrevet 1874 af den tyske neurolog Carl Wernicke), ligger tæt ved tindingelappens hørecenter, og en skade her fører til sensorisk eller impressiv afasi, hvor taleproduktionen er hurtig og ubesværet (flydende afasi), men sprogindholdet er svært at forstå eller helt uforståeligt som ved sort tale, mens personer med denne afasiform kan skrive pæne, men indholdsløse breve. Beskadigelse af andre områder af hjernebarken kan give karakteristiske udfaldssymptomer som fx manglende evne til at opfatte den modsatte legemshalvdel eller mangel på orienteringsevne. Konsekvenserne af forskellige hjerneskader er beskrevet af den russiske neuropsykolog A.R. Luria.

Asymmetri

De to hemisfærer udviser en vis grad af asymmetri. I venstre hjernehalvdel er flere af de vigtigste centre større end i højre halvdel. Således er venstre talecenter det dominerende hos både højre- og venstrehåndede. Studier af patienter, der har fået afbrudt forbindelsen mellem højre og venstre hjernehalvdel, har påvist en forskel på funktionen af de to hemisfærer. Groft sagt er venstre hjernehalvdel sæde for intellektuel, rationel, verbal og analytisk tænkning, mens højre hjernehalvdel er sæde for emotionel, ikke-verbal og intuitiv tænkning. At den venstre hjernehalvdel skulle dominere hos manden og den højre hos kvinden, har ikke videnskabeligt belæg. Derimod er der forskelle mellem kvindens og mandens hjerne i det område, hypothalamus, som danner hormoner og styrer hypofysen, og det er muligt, at både de mandlige og kvindelige kønshormoner kan påvirke nervecellerne i hjernen; kønshormoner kan binde sig til modtagemolekyler (receptorer) på nervecellernes cellemembran og kan derigennem muligvis påvirke nervernes funktion.

I de to hemisfærer ligger to hulrum, de laterale ventrikler, som er fyldt med hjernevæske. Ind i disse hvælver sig en hjernevinding, som ikke kan ses på hjernens overflade, og som på et snit gennem strukturen ligner en søhest, hippocampus, og denne struktur indgår — sammen med det foranliggende område af grå substans, amygdala, og andre hjernebarkområder i den midterste del af hemisfærerne — i det limbiske system.

Det limbiske system er evolutionshistorisk den ældste del af hemisfærerne og har ikke den klassiske sekslagede mikroskopiske struktur. Ødelæggelse af hippocampus medfører et karakteristisk tab af korttidshukommelsen. Andre dele af det limbiske system deltager i reaktioner som vrede og seksualdrift og har indflydelse på det autonome nervesystems centre, som ligger i hypothalamus. Det limbiske system udgør en stor andel af hjernen hos fx krybdyr og fugle. Hos pattedyr og især mennesket er de dele af hemisfærerne, som bruges til mere abstrakt tænkning, øget i størrelse, mens det limbiske system er blevet relativt mindre.

Indlæring og intellekt

Ved indlæring undergår hjernen kemiske ændringer: Først og fremmest lettes (faciliteres) overførslen af nerveimpulser mellem nerveceller i de nervebaner, som deltager i indlæringen. Denne faciliterede elektriske transmission er betinget af, at de nerveceller, der deltager i indlæringen, danner nye proteiner, som indplaceres i nervecellernes membraner og er med til at ændre disses elektriske egenskaber.

De fleste mennesker ældes, uden at deres intellekt reduceres i væsentlig grad, men ca. 11% af en vestlig befolkning over 65 år rammes af demens; blandt personer på over 85 år stiger tallet til ca. 25%. Enkelte bliver demente i en tidlig alder (før 65-års-alderen): præsenil demens eller præsenil Alzheimers sygdom. Man ved meget lidt om årsagen til de fleste tilfælde af demens. Antallet af nerveceller reduceres som nævnt kun moderat gennem livet. Dog sker der et fald i mængden af mange af nervecellernes signalstoffer, et forhold, der især er studeret for acetylcholins vedkommende.

Man har også utilstrækkelig viden om de store sindssygdommes (psykosers) opståen, fx den maniodepressive psykose og skizofreni. Man behandler disse sindslidelser med neuroleptika, som virker ind på funktionen af signalstofferne mellem nervecellerne; især monoaminer som serotonin, adrenalin og dopamin kan virke ind på stemningsleje, angst og aggressioner. Store nervebaner, der rummer disse monoaminer, ender i den grå hjernebark, og man må formode, at psykoserne udspiller sig her.

Under hjernebarken ligger hvid substans, som i den dybe del af hemisfærerne går over i nogle store samlinger af nerveceller kaldet basalganglierne, nucleus lentiformis og nucleus caudatus. Disse kerner bliver aktiveret under udsendelsen af impulser fra den motoriske cortex til musklerne. Ved Parkinsons sygdom (rystesyge) mangler impulserne til disse kerner fra et område i midthjernen, substantia nigra, men symptomerne kan afhjælpes ved indtagelse af lægemidler i form af det manglende signalstof til basalganglierne.

Mellemhjernen

De to hemisfærer udgør kun en del af cerebrum. I den nederste og midterste del findes mellemhjernen, diencephalon. Gennem denne har cerebrum forbindelse til hjernestammen, som den bageste del af mellemhjernen går direkte over i. Mellemhjernens hulrum, tredje ventrikel, ventriculus tertius, står gennem to sidehuller i forbindelse med de to ventrikler i hemisfærerne. Mellemhjernens øverste del, thalamus (gr. thalamos 'kammer'), modtager impulser fra hjernestammen og rygmarven og sender dem videre til hemisfærernes motoriske og sensoriske hjernevindinger. Mellem thalamus og basalganglierne ligger den hvide substans, capsula interna, som ofte beskadiges ved et slagtilfælde.

Det nederste område af mellemhjernen, hypothalamus, er et overordnet center for det autonome nervesystem og rummer nerveceller, der danner vigtige hormoner, som dels frigøres gennem hypofysens baglap, dels styrer hormonudskillelsen i hypofysens forlap, se hypothalamus og hypofyse.

Hjernens underside

Hjernens underside præges bagtil af hjernestammen, fra hvilken 10 af de 12 hjernenerver udgår som en række fine nervetråde, der samler sig til større nerver. Der er en tydelig adskillelse mellem den forlængede marv, hjernebroen og midthjernen; sidstnævnte præges af to store, halvcylindriske fremhvælvninger, pedunculi cerebri. Mellem disse ses to halvkugleformede legemer, corpora mamillaria, der er en del af hypothalamus. Foran disse udspringer hypofysestilken, og foran den krydses de to synsnerver i chiasma opticum. På hver side af den bageste del af hjernestammen sidder lillehjernens to hemisfærer. På hver side af den øverste del af hjernestammen ligger undersiden af de to tindingelapper, og foran disse de to pandelapper, hvorunder lugtenerverne udgår tæt ved synsnervernes krydsning og fortil ender i hver sin lugteknop, bulbus olfactorius.

Hjernehinder og -væske

Hjernen er omgivet af tre hjernehinder, meninges. Inderst, på selve hjernens overflade, ligger den tynde hinde, pia mater. Den midterste hinde, spindelhinden (arachnoidea mater), dækker hjernebarkens furer. Yderst, tæt op ad kranieknoglerne, ligger den hårde hjernehinde, dura mater. Hulrummet mellem pia og arachnoidea, subaraknoidalrummet, indeholder den samme hjernevæske, cerebrospinalvæske, som hjernens ventrikler. Denne væske dannes i hjernens ventrikler og forlader fjerde ventrikels loft gennem tre huller for at passere ud i subaraknoidalrummet omkring hjernen og rygmarven; den absorberes i blodkarrene i hjernehinderne. Der produceres ca. 500 ml cerebrospinalvæske pr. døgn, og da det samlede væskevolumen er 100-150 ml, bliver det fornyet flere gange i døgnet. Cerebrospinalvæsken kan udtages til undersøgelse ved lumbalpunktur, hvorved der udtømmes få ml med en tynd kanyle mellem de nederste lændehvirvler. Undersøgelsens populære benævnelse, "rygmarvsprøve", er misvisende, for det er ikke rygmarven, der undersøges. Se også hjernetryk.

Blod-hjerne-barrieren

Hjernen er beskyttet mod skadelige stoffer fra blodbanen vha. en blod-hjerne-barriere dannet af væggen i hjernens kapillærer, hvis inderste cellelag af endothelceller er så tætliggende, at de udgør en effektiv adskillelse mellem blod og hjernevæv. Endothelcellerne udgør ikke blot en passiv barriere, men transporterer også aktivt stoffer, som hjernen har brug for. Hjernens stofskifte er primært baseret på sukkerstoffer, og i blod-hjerne-barrieren transporteres aktivt (under energiforbrug) store mængder glukose ind. Også aminosyrer til brug fx under dannelsen af signalstoffer transporteres aktivt. Under sygdom i hjernen vil blod-hjerne-barrieren ofte blive utæt, og proteiner fra blodet kan bevæge sig ud i cerebrospinalvæsken.

Hjernens blodkar

Mellem den hårde hjernehinde og kranieknoglerne ligger blodkar, der forsyner knoglerne. Ved kranieskader kan disse kar beskadiges og fremkalde en hjernehindeblødning, som kan trykke på hjernen og således blokere vejrtrækningscentrets aktivitet.

Den hårde hjernehinde sender dels et lodret blad ned mellem de to hemisfærer, dels et vandret blad ind mellem lillehjerne og cerebrum. I hinden findes hulrum, venøse sinuser, hvorigennem blodet drænes fra hjernen. Hulrummene tømmer sig gennem huller i kraniet i de store halsvener.

Hjernen får tilført blod via fire store blodkar på halsen. De danner på hjernens underside en ring, circulus arteriosus Willisii, fra hvilken de tre hjernearterier på hver side udspringer. Blodet løber fra hjernen gennem vener, der kommer ud fra hjernens overflade i subaraknoidalrummet, og som tømmer sig i de venøse sinuser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig