chanbuddhisme

Chanbuddhisme er en kinesisk form for buddhisme, der er opstået på kinesisk grund, og den har således ikke som buddhistskole et modstykke i Indien. Den opstod som klosterinstitution i det 6. århundrede og var særligt dominerende i Tangdynastiet (618-907). Chanbuddhismen er influeret af filosofisk daoisme og anvender et vokabular og nogle termer, der normalt forbindes med daoismen.

Skønt chanbuddismen regnes for at have kinesisk oprindelse, fører den på legendarisk vis tilbage til Buddha. Det siges i Chanbuddhismen, at Buddha videregav en privat esoterisk lære, der aldrig blev nedskrevet, men i stedet blev overført fra et sind til et andet; fra én mester eller patriark til en anden. Den første chanpatriark i denne arvefølge er kendt som Bodhidharma (traditionelt ca. år 500), hvorom det siges, at han bragte læren til Kina. Hvorvidt den indiske munk Bodhidharma er en historisk person eller en fiktiv person, er et omstridt spørgsmål.

I chanbuddhismens historie opstod der en nordlig og en sydlig skole. Den nordlige skole fulgte Shenxiu (605-706), mens den sydlige skole fulgte Huineng (601-674). De to skoler adskiller sig ved, at den nordlige skole gik ind for, at oplysningen foregår gradvis, modsat den sydlige skole, der holdt fast i, at oplysningen sker pludseligt og fuldt ud, som et enkelt slag. Den nordlige skole uddøde, måske fordi den løb ind i ledelsesmæssige problemer.

I mere end hundrede år efter Huineng blomstrede chanbuddhismen i Kina. I løbet af denne periode blev anvendelsen af gong an (japansk koan) indført. Gong an er en gåde eller et spørgsmål, der afsiger sig rationel respons og skubber den studerende hen imod at foretage intuitive spring.

Chanmesteren Baizhang (749-814) samlede og kodificerede de regler, der skulle regulere klosterlivet, hvor munkene kunne engagere sig i de daglige rutiner med arbejde, måltider, meditation og søvn. Den store buddhistforfølgelse i årene 842-845, som blev iværksat af kejser Wuzong, da landet var i økonomisk krise. Den daoistorienterede kejser konfiskerede rigdomme i buddhisttempler og klostre. Samtidig tvang han nonner og munke ud af klostrene til i et sekulært liv. Chanbuddhismen og Det Rene Lands Buddhisme (Jingtu) overlevede den massive, men relativt korte forfølgelse. To andre kinesiske buddhistretninger, Huayan og Tiantai, kom aldrig helt på fode igen. I de kommende århundrede virkede mange eminente chanmestre.

I det 9. århundrede delte chanbuddhismen sig i fem sekter, kaldet 'Chans Fem Huse', hvoraf to forblev dominerende. Den ene af disse fraktioner var Linji chan, mens den anden var Caodong chan. Disse to former for chan bredte sig i det 12. og 13. århundrede til Japan og blev kendt som henholdsvis Rinzai zen og Soto zen. En tendens i chanbuddhismen var, at teknikker overskyggede det doktrinære indhold, for i hjertet af chantræningen var udvekslingerne mellem mester og elev, men det betød ikke, at der indenfor chanbuddhismen har været tilknytning til visse skrifter, hvoraf kan nævnes Lankavatara Sutra, Surangama Sutra og det daoistiske skrift Zhuangzi.

Der blev også skabt litteratur i chanbuddhismen, fx Platform Sutraen, der nærmest har kanonisk status. Desuden var det almindelig praksis, at chanmestre nedskrev tidligere chanmestres bedrifter og undervisningsmetoder.

I chanbuddhismen er det vigtigt at observere eget sind i den overbevisning, at ens sind er identisk med buddhanaturen. Buddhanaturen er det eneste virkeligt eksisterende, der er immun overfor ødelæggelse, men normalt er overskygget af selvisk begær, etablerede mentale skemaer og uvidenhed. Det ultimative mål i chanbuddhismen er at erkende eller opdage ens egen buddhanatur.

• zenbuddhisme
• Huineng
• Jingtu
• koan