Rinzai-zen, (1. led jap. Rinzai, efter kin. Linji, navn på sektens kinesiske grundlægger, en munk fra Tangdynastiet), en af de to hovedformer af zenbuddhisme, der ca. 1200 førtes fra Kina til Japan; den anden er Soto-zen. Rinzai-zen blev indført til Japan og grundlagt her af Eisai (1141-1215). Den lægger i sin meditationsform vægt på den pludselige oplevelse af erkendelsen eller oplysningen, satori, formidlet gennem brug af gådespørgsmål, koan, og gennem kunstformer, herunder også fx havekunst og kampkunst. I Rinzai-zens historie er mesteren Hakuin en nøgleskikkelse.