Tangdynastiet, kinesisk dynasti 618-907; dynastiet havde stor indflydelse også på nabostaternes Japans, Koreas og Vietnams udformning af styreform samt på deres kunst og kultur.

Forvaltningen og det politiske system var en perfektionering af institutioner grundlagt under Suidynastiet, ligesom der generelt foregik en administrativ effektivisering tillige med en kamp mod bureaukratisering og korruption. Centraladministrationen bestod af tre departementer, der bestemte den førte politik samt kontrollerede ministerierne for civile ansættelser, finanser, ceremonier, militær, retsvæsen og offentlige arbejder. De ledende lokalembedsmænd blev centralt udnævnt og kontrolleret, og en udstrakt brug af eksaminer til ansættelser i forvaltningen fremmede rekruttering af uafhængige medarbejdere. Skattesystemet var baseret på ligelig tildeling af jord, der delvis hjemfaldt ved død. Det lykkedes dog ikke at forhindre fremkomsten af storgodser. Militæret blev organiseret som enheder af selvforsynende bondesoldater, fra begyndelsen af 700-t. udvidet med et system af militærguvernører, og retsvæsenet blev underkastet en gennemgribende lovsystematisering.

Udenrigspolitisk fik Tang bl.a. kontrol over Silkevejen i det nuværende Xinjiang og i perioder over områder mod Persien. Dette sikrede adgang for folk fra bl.a. Persien, Arabien og Centralasien, som i hovedstaden Chang'an (Xi'an) og andre storbyer påvirkede kinesisk kunst og kultur. Buddhismen, der var kommet til Kina under Handynastiet, blev under Tang stærkt påvirket af kinesisk kultur og var indtil den statsledede undertrykkelse midt i 800-t. meget indflydelsesrig.

Tang begyndte sin politiske nedgang i 755, da militærguvernøren An Lu-shan gjorde oprør. Selvom oprøret blev slået ned, genvandt centralmagten ikke kontrollen med de nordlige egne. Forsøg på at generobre magten vha. hære ledet af eunukgeneraler mislykkedes, men førte til en opblomstring af eunukkernes indflydelse på centralregeringen. Tang repræsenterer et højdepunkt inden for kunst og kultur, i særdeleshed poesi, hvor digtere som Li Bai og Du Fu stadig regnes for de største i Kina.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig