Xi Jinping

Xi Jinping blev født 23. juli 1953 som søn af Xi Zhongxun og Qi Xin. Xi Zhongxun var en af KKP’s revolutionære veteraner fra tiden før magtovertagelsen i 1949. Han var en ledende person i etableringen af det kommunistiske baseområde, Yan'an, i Shaanxi provinsen, hvortil Mao og KKPs ledelse nåede frem efter den lange march 1934-1935. Xi Zhongxun steg i graderne efter 1949 og blev i 1959 vice premierminister. Imidlertid blev han involveret i fraktionsstridigheder i KKP og blev afsat i 1962. Han blev udsat for forfølgelse og fængsel under Kulturrevolutionen og blev først rehabiliteret i 1978.

Som søn af en udrenset tidligere højtstående partikadre blev Xi Jinping under Kulturrevolutionen udsat for rødgardisternes kritik. I 1968 blev han, blot 15 gammel, som millioner af andre kinesiske unge sendt på landet for at blive genopdraget gennem hårdt arbejde. Xi blev sendt til landsbyen Liangjiahe i Shaanxi-provinsen. Landsbyen havde få hundrede indbyggere, som boede i primitive lerhuler og talte en dialekt, Xi ikke forstod. Efter nogle måneder blev tilværelsen i landsbyen for hård for Xi som flygtede til Beijing, hvor moren imidlertid overtalte ham til at vende tilbage. Derefter vænnede Xi sig livet på landet og opholdt sig i Liangjiahe indtil 1975

Mens Xi opholdt sig i landsbyen søgte han om medlemskab i KKP. Men på grund sin familiebaggrund som søn af en fængslet og stærkt kritiseret partileder, var Xis overordnede ikke villige til at imødekomme hans ansøgning. Først i 1974 – efter at have søgt 10 gange – lykkedes det endelig Xi at blive partimedlem. Samme år blev han partisekretær for partiafdelingen i Liangjiahe.

I Kulturrevolutionens slutfase blev det muligt for lokale myndigheder at indstille kandidater til såkaldte arbejder-bonde-soldater studieophold på kinesiske universiteter. Xi fik i 1975 en sådan plads på det prestige-fyldte Qinghua universitet i Beijing, hvor han studerede til kemiingeniør. Efter afsluttet uddannelse fik han i 1979 arbejde som sekretær for generalsekretæren for den centrale militærkommission, forsvarminister Geng Biao.

Imidlertid ønskede Xi at fortsætte sit politiske arbejde i de kinesiske landområder. Faren, der nu var blevet rehabiliteret og genindsat i centralkomitéen og endvidere fik sæde politbureauet, udvirkede, at Xi blev udpeget som vice partisekretær i Zhengding amt i Hebei-provinsen. Et år senere overtog Xi partisekretærposten i amtet. Mens han arbejdede i Zhengding var han i 1985 på delegationsbesøg i USA, hvor han boede 14 dage hos en amerikansk familie.

I 1985 blev Xi overført til Fujian-provinsen, hvor han gradvist steg i graderne og blev guvernør i 2000. To år senere besluttede den centrale partiledelse i Beijing at flytte Xi til Zhejiang-provinsen, hvor han blev guvernør og fra 2003 partisekretær i provinsen. Mens Xi var partisekretær, oplevede Zhejiang hastig økonomisk fremgang, hvilket ikke mindst skyldtes en blomstrende privat sektor. Xi blev fuldgyldigt medlem af centralkomitéen og blev landskendt som en central figur i den såkaldte femte generation, der skulle efterfølge Hu Jintao og andre fjerdegenerationsledere.

Shanghai blev i 2006 ramt af en omfattende korruptionsskandale, der bevirkede at centralledelsen afsatte den lokale partisekretær, Chen Liangyu, og i stedet overflyttede Xi til Shanghai med den bundne opgave at rydde op i korruptionen. Shanghai er politisk en vigtig by, der har provinsstatus, og Shanghais partisekretær har normalt sæde i politbureauet. Det var derfor også ventet, at Xi ville blive udpeget til politbureauet ved den 17. partikongres i 2007. Det var dog ikke ventet, at han ville blive forfremmet til det stående udvalg og sat i position til at efterfølge Hu Jintao. Imidlertid kom Xi ind på førstepladsen i et rundspørge blandt 300 højtstående partikadrer, der dannede grundlaget for valget af nye ledere til det stående udvalg. Han overhalede dermed den hidtidige favorit, Li Keqiang, og fik da også poster, der indikerede hans fremtidige lederskab. Blandt andet blev han valgt til vice præsident i 2008. Han fik også det politiske ansvar for afholdelsen af de olympiske lege i Beijing i 2008.

I efteråret 2012 blev Xi som ventet valgt til generalsekretær for KKP og i foråret 2013 efterfulgte han ligeledes Hu Jintao som præsident. Xi iværksatte straks en omfattende antikorruptionskampagne, der fældede flere politbureaumedlemmer og generaler. Kampagnen har siden 2012 udrenset over 100 højtstående partimedlemmer på ministerniveau og tusindevis af kadrer på lavere niveauer. Udover at begrænse korruption har kampagnen tjent til at udmanøvrere Xis modstandere i partiet.

På 19. partikongres i efteråret 2017 blev Xi Jinping genvalgt til sine poster og fik samtidig sammensat et nyt stående udvalg, der i højere grad bestod af hans egne støtter i partiet, herunder repræsentanter fra Shaanxi-fraktionen i partiet. På et møde i Den Nationale Folkekongres i foråret 2018, fik han slettet den passus i forfatningen, der begrænser præsidentembedet og vicepræsidentembeder til ti år. Tidsbegrænsningen blev fastholdt for alle andre embeder, inkl. posten som ministerpræsident.

Siden da har Xi Jinping konsolideret sin position som Kina ubetingede leder. Hans såkaldte ”tanker om socialisme med kinesiske karakteristika for en ny æra” er blevet skrevet ind i forfatningen på linje med Mao Zedong-tænkningen. Han har formuleret den ”kinesiske drøm” om en fornyelse af den kinesiske nation, som ligeledes er blevet skrevet ind i forfatningen. ”Drømmen” indebærer bl.a., at Kina skal udvikle sig til en moderne og stærk socialistisk nation med en verdensklassehær ved år 2049, som er hundredeåret for Folkerepublikken Kinas dannelse. Xis tanker er publiceret i et væld af taler, artikler og bøger, herunder det til engelsk oversatte firebindsværk The Governance of China.

På det politiske plan har Xi konsolideret sin position som leder af partiets vigtigste organer og institutioner. I tilgift til posten som generalsekretær for KKP er han leder af partiets vigtigste såkaldte ledende smågrupper, der er højtstående koordinationsorganer, der på topniveau koordinerer de vigtigste politikområder på tværs af ministerier og centrale partiorganers ressortområder. Under Xi er der blevet oprettet flere nye ledende smågrupper for bl.a. cybersikkerhed, national sikkerhed og grundlæggende reformer. På grund af deres vigtighed er de nu blevet omdannet til permanente kommissioner. Xi har også fået gennemført, at alle medlemmer af det 24-medlemmer store politbureau refererer direkte til ham og ikke, som det ellers har været sædvane, til individuelle medlemmer af det stående udvalg i forhold til deres ansvarsområder.

I forbindelse med udnævnelsen til generalsekretær i 2012 blev Xi valgt til formand for Den Centrale Militærkommission, som er det øverste organ for Kinas militær. Xi er dermed den øverstkommanderende for Kinas væbnede styrker. Han har siden sin overtagelse af posten udnævnt de fleste af Kina nuværende topgeneraler. Xis status i militærkommissionen har været faciliteret af af kontakter erhvervet, men hans arbejdede for forsvarsminister Geng Biao. I 2015 indførte Xi reformer, som reducerede den kinesiske hær med 300.000 til to millioner mand og slankede den militære kommandostruktur. Under Xi er flådekapaciteten blevet udvidet med tre hangarskibe og flere er på vej.

Xi Jinping er ikke økonom af uddannelse. Alligevel er han formand for den Økonomiske og Finansielle Kommission, der koordinerer partiets og statens overordnede økonomiske politik. I november 2013 stod han bag vedtagelsen af et reformprogram, der tilsyneladende sigtede på omfattende økonomiske reformer, herunder ikke mindst reformer af de statsejede virksomheder. Imidlertid er reformerne på dette felt stagneret, og Xi står i stigende grad for en stærk og centraliseret partistatslig styring. Selv om Kina under Xi i stigende grad satser på interne drivkræfter til økonomisk udvikling, spiller eksporten og åbningen udad til stadighed en stor rolle.

Den kinesiske udenrigs- og sikkerhedspolitik er blevet mere aktivistisk under Xi. I 2013 lancerede Xi det såkaldte ”Belt and Road”-initiativ, som handler om en ny Silkevej fra Kina til Europa. Initiativet består dels af en reaktivering af middelalderens handelsruter hen over det euroasiatiske landområde (”bæltet”) og dels etableringen af søruter fra Kina til Europa (”vejen”), der inddrager lande i Sydøstasien, Mellemøsten og Afrika. Den kinesiske regering har også fremlagt planer om en arktisk sørute nord om Rusland til Vesteuropa.

I forhold til nærområderne forfølger Kina ikke længere Deng Xiaopings diktum om at holde lav profil og ikke forcere udviklingen (tao guang yang hui). Kina har således for nuværende en konflikt med Japan om Senkaku-øerne (Diaoyu-øerne) i Det Østkinesiske Hav og en konflikt med en række sydøstasiatiske lande om Det Sydkinesiske Øhav.

Taiwan-spørgsmålet udgør dog den mest højspændte situation. Kina betragter Taiwan som en løsreven provins, som skal tilbage til et fastland styret af KKP, hvorimod Taiwan ønsker at bevæge sig i en mere demokratisk retning. Konflikten påvirker det i forvejen anstrengte amerikansk-kinesiske forhold, hvor den eksisterende supermagt ser sig udfordret af en opkommende supermagt.

På 20. partikongres, afholdt i oktober 2022, blev Xi Jinping genvalgt som generalsekretær for KKP og formand for Den Centrale Militærkommission for en ny fem-årig periode, hvilket sikrer hans genvalg som præsident i foråret 2023. Det lykkedes ham at sammensætte et nyt stående udvalg på syv personer, der alle er tætte allierede og har arbejdet sammen med Xi på et eller andet tidspunkt i løbet af deres karriere i de kinesiske provinser Fujian og Zhejiang eller tilhører Shaanxi-fraktionen. Det nye politbureau på 24 medlemmer er ligeledes sammensat af loyale støtter. Med ophævelsen af tidsbegrænsningen på præsidentembedet samt ophævelsen af den tidligere håndhævede aldersgrænse på 67 ved valg til politbureau og det stående udvalg har Xi i princippet sikret sig mulighed for at forblive Kinas øverste leder på livstid.

Xi er vokset op i en familie med seks søskende. Han er gift med den berømte og feterede sangerinde Peng Liyuan. Sammen har de datteren Xi Mingze, som har studeret på Harvard University.

• Kinas Kommunistiske Parti