Efter Maos død i september 1976 blev Hua Guofeng ny formand for KKP, men 1978-79 overtog Deng Xiaoping reelt magten i partiet og indsatte sine protegéer, først Hu Yaobang, dernæst fra 1987 Zhao Ziyang, som de formelle ledere af KKP.
Mao havde foretrukket at regere med udgangspunkt i sin egen person og karisma. Derfor var formelle institutioner og organer i høj grad forblevet underudviklede, siden Folkerepublikken Kina var etableret i 1949. Efter Maos død blev behovet for disse institutioner tydeligere, og bl.a. Politbureauet, som under Mao havde haft en mindre betydningsfuld rolle, begyndte igen at mødes regelmæssigt. De kinesiske myndigheder begyndte desuden at konsultere forskellige interessenter i den politiske proces, selv om det stadig var en lille håndfuld ledere, der traf de vigtigste beslutninger.
I løbet af 1980'erne og 1990'erne var det en gruppe af såkaldt ældre ledere, som udgjorde det reelle magtcentrum. På trods af at disse ledere havde trukket sig fra deres poster, vedblev de med at påvirke politikkernes udformning gennem deres unge protegeer. Et eksempel herpå er Deng Xiaoping selv, som allerede i midten af 1980'erne trak sig fra posterne i partiet, men i 1987 blev der truffet beslutning om, at Deng alligevel skulle have det sidste ord i alle større beslutninger. Det illustrerer igen, at udviklingen af stærke formelle politiske institutioner i Kina har haft en lang vej. Eksemplet viser også, at der ikke altid selv i det moderne Kina er fuld overensstemmelse mellem formel magtposition og reel magt.
På grund af udfordringen med et parti bestående af aldrende, uuddannede og radikale medlemmer af KKP i en periode med store økonomiske reformer valgte Deng Xiaoping efter 1978 en ny rekrutteringsstrategi. Det lykkedes Deng at involvere flere unge og veluddannede i partiet, hvilket også gav visse problemer. Traditionelle medlemmer var utilfredse med indlemmelsen af de professionelle kræfter, der – efter de gamle medlemmers mening – ikke havde den samme stærke ideologiske bevidsthed som dem selv.
Jiang Zemin blev generalsekretær i 1989. Han trådte tilbage på KKP's 16. kongres i 2002 og blev afløst af Hu Jintao i et længe planlagt og varslet generationsskifte. Jiang Zemin blev dermed den første partileder i KKP's turbulente historie, som har kunnet trække sig tilbage i god ro og orden og med de korrekte formaliteter.
Jiangs vigtigste bidrag til partiets udvikling væk fra den revolutionære fortid var beslutningen i 2001 om at byde succesrige forretningsfolk velkommen som medlemmer i KKP. Hu Jintao overtog den sidste af Jiang Zemins poster, formandskabet i Statens Militærkommission, i 2005. Hu Jintao videreførte Jiang Zemins autoritære kurs.
I 2012 blev Hu Jintao afløst som generalsekretær af Xi Jinping ved endnu et velforberedt lederskifte. Xi Jinping fik ophævet reglen om, at KKP’s partiledere kun kunne sidde for en periode på ti år. Reglen var indført for at undgå en magtkoncentration og persondyrkelse som i tiden under Mao. Xi har også fastslået Kinas ønske om at indtage en central position i international politik, bl.a. via det såkaldte ”Belt and Road” initiativ.
KKP har i alle årene udvist en høj grad af omstillingsevne. Derimod er man aldrig fraveget ideen om, at partiet skal være stramt organiseret og det primære magt- centrum i forhold til staten og de direkte og indirekte valgte organer (kommuner, provinsfolkekongresser, Nationale Folkekongres osv.).
En sådan partimodel har da også rod hos Vladimir Lenin, som udtænkte den forud for den russiske revolution i 1917. KKP har siden 1949 udgjort Kinas magtcentrum, selv om småpartier, der da støttede KKP, har fået lov at leve videre uden den store indflydelse. Nye partier har imidlertid ikke fået lov at etablere sig.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.