Kinas Kommunistiske Parti

Commons.Wikipedia .
Licens: CC BY 2.0

Artikelstart

Kinas Kommunistiske Parti, KKP, blev grundlagt i Shanghai i 1921 af 12 personer, bl.a. Mao Zedong, som repræsenterede Hunan-provinsen. Partiet fik også støtte fra kinesere, som vendte hjem fra Europa, hvor de var blevet påvirket af de derværende kommunistpartier. Det drejede sig bl.a. om Zhou Enlai, Li Li-san og Deng Xiaoping, der vendte hjem fra Frankrig.

Alliancen med Guomindang

I begyndelsen var KKP næsten udelukkende et parti bestående af intellektuelle. I 1923 havde partiet omkring 300 medlemmer. Samme år blev der aftalt et samarbejde mellem KKP og Guomindang. KKP fortsatte som parti, men dets medlemmer gik samtidig kollektivt ind i Guomindang.

Baggrunden herfor var et ønske fra Sovjetunionens Kommunistparti, som fungerede som en slags moder- og lederparti i forhold til andre landes kommunistpartier. Sovjetunionens Kommunistparti mente, at der i Kina først skulle gennemføres en borgerlig revolution under Guomindangs ledelse. Herefter kunne en socialistisk revolution med KKP i spidsen komme på tale.

Sovjetunionens strategi for KKP skabte nogen splid internt i KKP. Nogle var enige, mens andre mente, at Kinas Kommunistiske Parti allerede var klar til at blive en selvstændig hovedkraft i en revolutionær udvikling i Kina. På trods af diskussioner mellem de forskellige fløje i KKP var der imidlertid tale om et parti i kraftig medlemsmæssig fremgang. Den nye rekruttering skete især fra den hastigt voksende arbejderklasse.

I 1926 havde KKP indflydelse i omkring 700 fagforeninger, som repræsenterede 1,2 millioner arbejdere. I samme periode var antallet af medlemmer i KKP nået op på omkring 60.000. Perioden var også præget af strejker på fabrikkerne og bondeopstande rundt om i landet, hvor KKP især ved fabriksstrejkerne stod bag som organisator. I kraft af den stramme leninistiske partiorganisation, streng medlemsdisciplin og et næsten triadeagtigt hemmelighedskræmmeri angående interne partianliggender gik KKP fra at være en blandt flere alternativer til Guomindang og til at været det førende alternativ.

Mao konsoliderer magten

Efter Chiang Kai-sheks angreb på kommunisterne i Shanghai i 1927 ophørte KKP’s samarbejde med Guomindang. I begyndelsen af 1930'erne befandt partiets hovedkvarter sig i Shanghai, mens Mao opbyggede et større baseområde i Jiangxiprovinsen. Efter at ledelsen i 1933 var flyttet til baseområdet, indledte Guomindang en militær offensiv mod kommunisterne, der i slutningen af 1934 blev tvunget til at opgive baseområderne og begive sig ud på Den Lange March for at komme væk fra Chiang Kai-sheks angreb. Målet for marchen var det nordlige Shanxi, hvor man i Yan'an oprettede et nyt hovedkvarter. Under Den Lange March havde man i januar 1935 på et krisemøde i partiet valgt Mao ind i partiets øverste politiske og militære ledelse.

I 1940'erne konsoliderede Mao sin magt og fremstod efter anden verdenskrig og sejren i borgerkrigen mod Chiang Kai-shek og Guomindang i 1949 som partiets ubestridte leder. Mulige modstandere blev udrenset under Det Store Spring Fremad og især under Kulturrevolutionen.

Efter Mao

Efter Maos død i september 1976 blev Hua Guofeng ny formand for KKP, men 1978-79 overtog Deng Xiaoping reelt magten i partiet og indsatte sine protegéer, først Hu Yaobang, dernæst fra 1987 Zhao Ziyang, som de formelle ledere af KKP.

Mao havde foretrukket at regere med udgangspunkt i sin egen person og karisma. Derfor var formelle institutioner og organer i høj grad forblevet underudviklede, siden Folkerepublikken Kina var etableret i 1949. Efter Maos død blev behovet for disse institutioner tydeligere, og bl.a. Politbureauet, som under Mao havde haft en mindre betydningsfuld rolle, begyndte igen at mødes regelmæssigt. De kinesiske myndigheder begyndte desuden at konsultere forskellige interessenter i den politiske proces, selv om det stadig var en lille håndfuld ledere, der traf de vigtigste beslutninger.

I løbet af 1980'erne og 1990'erne var det en gruppe af såkaldt ældre ledere, som udgjorde det reelle magtcentrum. På trods af at disse ledere havde trukket sig fra deres poster, vedblev de med at påvirke politikkernes udformning gennem deres unge protegeer. Et eksempel herpå er Deng Xiaoping selv, som allerede i midten af 1980'erne trak sig fra posterne i partiet, men i 1987 blev der truffet beslutning om, at Deng alligevel skulle have det sidste ord i alle større beslutninger. Det illustrerer igen, at udviklingen af stærke formelle politiske institutioner i Kina har haft en lang vej. Eksemplet viser også, at der ikke altid selv i det moderne Kina er fuld overensstemmelse mellem formel magtposition og reel magt.

På grund af udfordringen med et parti bestående af aldrende, uuddannede og radikale medlemmer af KKP i en periode med store økonomiske reformer valgte Deng Xiaoping efter 1978 en ny rekrutteringsstrategi. Det lykkedes Deng at involvere flere unge og veluddannede i partiet, hvilket også gav visse problemer. Traditionelle medlemmer var utilfredse med indlemmelsen af de professionelle kræfter, der – efter de gamle medlemmers mening – ikke havde den samme stærke ideologiske bevidsthed som dem selv.

Jiang Zemin blev generalsekretær i 1989. Han trådte tilbage på KKP's 16. kongres i 2002 og blev afløst af Hu Jintao i et længe planlagt og varslet generationsskifte. Jiang Zemin blev dermed den første partileder i KKP's turbulente historie, som har kunnet trække sig tilbage i god ro og orden og med de korrekte formaliteter.

Jiangs vigtigste bidrag til partiets udvikling væk fra den revolutionære fortid var beslutningen i 2001 om at byde succesrige forretningsfolk velkommen som medlemmer i KKP. Hu Jintao overtog den sidste af Jiang Zemins poster, formandskabet i Statens Militærkommission, i 2005. Hu Jintao videreførte Jiang Zemins autoritære kurs.

I 2012 blev Hu Jintao afløst som generalsekretær af Xi Jinping ved endnu et velforberedt lederskifte. Xi Jinping fik ophævet reglen om, at KKP’s partiledere kun kunne sidde for en periode på ti år. Reglen var indført for at undgå en magtkoncentration og persondyrkelse som i tiden under Mao. Xi har også fastslået Kinas ønske om at indtage en central position i international politik, bl.a. via det såkaldte ”Belt and Road” initiativ.

KKP har i alle årene udvist en høj grad af omstillingsevne. Derimod er man aldrig fraveget ideen om, at partiet skal være stramt organiseret og det primære magt- centrum i forhold til staten og de direkte og indirekte valgte organer (kommuner, provinsfolkekongresser, Nationale Folkekongres osv.).

En sådan partimodel har da også rod hos Vladimir Lenin, som udtænkte den forud for den russiske revolution i 1917. KKP har siden 1949 udgjort Kinas magtcentrum, selv om småpartier, der da støttede KKP, har fået lov at leve videre uden den store indflydelse. Nye partier har imidlertid ikke fået lov at etablere sig.

KKP’s nye rolle

KKP's rolle gennemgik som nævnt en omfattende forandring og fornyelse efter 1978. Partiets indblanding i alle dagligdagsemner under Kulturrevolutionen havde skabt stor utilfredshed. Partiets rolle blev derfor noget reduceret, og der kom derfor gradvis større frihed til borgerne. Man kunne nu tillade sig at opføre vestlige teaterstykker og høre vestlig musik uden at blive anklaget for at være imod systemet. Et civilsamfund begyndte så småt at tage form, og der dannedes en lang række frivillige grupper og organisationer, som blev grundlaget for et spirende civilsamfund.

Det er imidlertid stadig partiet, der i sidste instans sad med den politiske magt. Alle forsøg på at stifte alternative og uafhængige politiske organisationer som f.eks. nye partier eller uafhængige fagforeninger er gennem alle årene blevet kvalt i fødslen.

Det meste af Kinas politiske system er således fortsat gennemsyret af Kommunistpartiet. Den kinesiske stat er på alle niveauer tæt sammenflettet med KKP. Partiet er organiseret efter det leninistiske princip om demokratisk centralisme, hvilket giver det visse fællestræk med et militært hierarki, hvor ordrer udstedes ovenfra efter intern diskussion.

Selv om lavere rangerende repræsentanter kan give udtryk for deres holdninger over for højere rangerende i processen frem mod en beslutning, er det i sidste ende toplederne, der tager de afgørende beslutninger, som alle derefter skal rette sig efter. Heri ligger også, at man nødigt tillader organisering uden om staten.

KKP’s organisation

KKP baserede sig oprindeligt på bønder og arbejdere, men har i dag en bred medlemsbase med personer fra alle typer af professioner. Det har i dag cirka 80 millioner medlemmer, hvilket svarer til cirka fem procent af Kinas befolkning. Selv om partiet stadig præsenterer sig bøndernes og arbejdernes parti, skal man i dag ofte gøre sig bemærket som f.eks. akademiker eller erhvervsmand for at blive medlem af KKP.

Partiets vigtigste organ er Politbureauet, som består af de cirka tyve vigtigste politiske ledere i Kina. Politbureauet er KKP's bestyrelse. Medlemmerne af Politbureauet har normalt også andre vigtige positioner i centralregeringen og militæret. Derudover er vigtige lokalregeringer fra f.eks. Beijing og Shanghai også repræsenteret direkte i Politbureauet. Politbureauet godkender alle vigtige politikker og forfremmelser i partiet. Inden for Politbureauet mødes den Stående Komité, som er Kinas mest magt fulde ledere, og som for tiden har ni medlemmer. Den Stående Komité er KKP’s forretningsudvalg.

Ifølge partireglerne skal Politbureauet og dets sekretariat vælges af to større organer, nemlig Centralkomiteen og Partikongressen. Der er imidlertid mest tale om proforma valg, da Politbureauet selv udpeger, hvem de ønsker, skal indtræde i gruppen. Centralkomiteen består af 150-200 personer, der mødes halvårligt for officielt at godkende vigtige politiske og personmæssige ændringer, som Politbureauet har besluttet. Der er tale om erfarne partimedlemmer, som repræsenterer det meste af Kina. Selv om der er diskussioner i Centralkomiteen, er det ikke her, at nye tiltag bliver formuleret. Centralkomiteen er KKP's repræsentantskab.

Centralkomiteen er officielt valgt af Partikongressen, der består af mere end to tusinde lokale partiledere, som egentlig skulle mødes hvert femte år, men som gennem historien er mødtes med meget uregelmæssige mellemrum. F.eks. mødtes den syvende partikongres i 1945, mens de næste ikke fandt sted før i 1956 og igen i 1969. Siden da har Partikongressen imidlertid mødtes mere regelmæssigt, men det er meget lidt reel diskussion, der foregår på den ugelange samling. I ste det går tiden som regel med at lytte til den ene lange tale efter den anden. Man stemmer om Centralkomiteens sammensætning, men der er tale om et gummistempel, da det allerede fra højere niveau er besluttet, hvem der skal sidde med i Centralkomiteen. Partikongressen er partiets generalforsamling.

De øverste partimedlemmer udgør den såkaldte nomenklatura og har en indflydelse, som strækker sig meget langt og er baseret på muligheden for at udpege personer til samfundets vigtigste poster. Ud over ministre og bureaukrater er det også partiet, der udpeger personer til højere stillinger på mange universiteter og i bankerne. Generalsekretæren (for tiden Xi Jinping) er i dag indehaver af den øverste post i partiet, da Mao Zedongs titel som formand blev afskaffet efter hans død i 1976. Generalsekretæren er formel leder af partiets centrale sekretariat, som er en lille organisation tilknyttet Politbureauet, og som står for den daglige ledelse af partiet. Generalsekretæren er en slags direktør for KKP og leder af KKP’s øverste sekretariat, som er KKP's direktionssekretariat.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig