Kulturrevolutionen

Demonstration under Kulturrevolutionen. Billedet er fra 1966.
Frimærke udgivet i 1968. Teksten lyder: "Længe leve den altomfattende sejr for den proletariske kulturrevolution"
En repræsentant for rødgardisterne, Song Bibbin, binder et rødt armbind om Maos jakke. Billedet er fra en demonstration i 1966 på Den Himmelske Freds Pads i Beijing
Kinesiske bønder læser i Maos Lille Røde. Billedet er fra 1969

Kulturrevolutionen, Den Store Proletariske Kulturrevolution, var en politisk massebevægelse i Kina, der blev igangsat af Mao Zedong i midten af 1960'erne for at bekæmpe revisionismen inden for Kinas Kommunistiske Parti (KKP).

Det lykkedes Mao ved hjælp af en stor gruppe af såkaldte rødgardister og med opbakning fra Folkets Befrielseshær at udrense modstanderne i parti- og statsapparatet, herunder de to øverste "kapitalisttilhængere", præsident Liu Shaoqi og generalsekretær Deng Xiaoping.

Under denne proces dannede der sig en ny gruppering i Kinas Kommunistiske Parti under ledelse af den gruppe, som senere blev kendt som Firebanden.

Den egentlige kulturrevolution ebbede ud i april 1969 i forbindelse med afholdelsen af 9. partikongres, der stadfæstede udrensningerne og udpegede forsvarsminister Lin Biao til Maos efterfølger, men officielt angives Kulturrevolutionens afslutning først at finde sted ved Maos død i september 1976 og den efterfølgende arrestation af Firebanden. Opgøret med Kulturrevolutionen førte til Deng Xiaopings og reformkræfternes tilbagekomst til magten i 1978-79.

Baggrunden for Kulturrevolutionen

Efter den fejlslagne strategi med Det Store Spring Fremad var det hensigten at udarbejde en ny femårsplan for Kina. Den nye femårsplan blev imidlertid aldrig til noget. Forinden var Mao Zedong gået i offensiven mod dem, som havde angrebet ham for den fejlslagne Det Store Spring Fremad-strategi. Det skete under sloganet "Bombardér hovedkvarteret" (et slogan, som studenteroprører nogle år senere gentog i gaderne i de vestlige landes hovedstæder). Maos uventede modangreb skulle sikre en fortsat magtfuld position for ham og hans principper.

Studenter og soldater dannede på Maos opfordring en slags rød garde og blev rødgardister i den kampagne, som Mao satte i gang under navnet ”Den Store Proletariske Kulturrevolution". Mao mente, at Kommunistpartiet havde bevæget sig for langt væk fra kommunismens idealer siden revolutionen. Nu opfordrede han til, at studerende og rødgardister skulle angribe det stivnede partiapparat og dets repræsentanter verbalt og i nogle tilfælde også fysisk.

Embedsmænd, lærere af enhver art, fabriksdirektører og mange andre blev også offentligt kritiseret og nogle gange hevet ud på gader og veje til andres beskuelse med et skilt om halsen, hvorpå der stod, hvorfor de var "reaktionære" og "kapitalismens lakajer". Imens råbte rødgardisterne slagord fra Maos Lille Røde, som de også viftede med i luften.

Maos Lille Røde

Maos Lille Røde er en citatsamling i rød indbinding med citater af Mao fra 1920'erne og frem til 1950'erne. Citatbogen blev samlet i 1963. Den Lille Røde spillede en vigtig rolle under Kulturrevolutionen, hvor Maos tilhængere brugte den flittigt, og den var fast inventar i alle skoler og på alle arbejdspladser. Den Lille Røde henviser til den lommebogsudgave, som senere vandt indpas blandt tilhængere over hele verden.

Den Lille Røde blev trykt i omkring en milliard eksemplarer. Blandt de mest kendte af Maos citater heri er bl.a. følgende: ”Politik er krig uden blodsudgydelse, mens krig er politik med blodsudgydelser”, ”Revolutionen er ikke noget te selskab” og ”Folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien”.

Ideen bag Kulturrevolutionen var, at Maos linje – den såkaldte revolutionære masselinje – skulle dominere kinesisk politik, og at vægten derfor skulle lægges på politisk bevidstgørelse, også når der skulle opnås økonomiske resultater, snarere end på centralistisk planlægning, koordination og økonomiske incitamenter.

Rødgardisterne lykkedes med at sprede en revolutionær stemning. Med Maos Lille Røde i hånden holdt de lange propagandamøder på fabrikker og i skoler. De brød også ind på partikontorer og offentliggjorde dokumenter, som de mente beviste, at der fandtes udbredte anti-maoistiske holdninger i selve nerven af det kinesiske samfund: KKP. Især Deng Xiaoping blev offentligt kritiseret og ydmyget, og han blev fjernet fra alle sine offentlige hverv.

Den ekstreme del af Kulturrevolutionen fik sin afslutning i 1969, da forskellige grupper af rødgardister begyndte at kæmpe internt om, hvem der var mest loyale over for Mao. Det var ikke mindst den kinesiske hær (Folkets Befrielseshær), som standsede den ekstreme del af Kulturrevolutionen i 1969.

Kulturrevolutionen var Maos magtdemonstration, men efterhånden mistede Mao kontrollen med den oprørske stemning, og efter nogle brutale overgreb voksede modstanden mod Kulturrevolutionen i den brede kinesiske befolkning.

Virkningen af Kulturrevolutionen

Efter at have været næsten fuldstændig ødelagt begyndte KKP’s partiapparat langsomt at blive genopbygget. Ligesom Det Store Spring Fremad var en økonomisk og menneskelig katastrofe, var Kulturrevolutionen en politisk katastrofe. Mange af Kinas dygtigste ledere blev i denne periode anklaget for alskens forbrydelser, smidt i fængsel og fjernet fra deres poster.

Kulturrevolutionen var som nævnt mest intens i perioden 1966 til 1969, og i denne periode var mange uddannelsesinstitutioner og fabrikker lukket ned i lange perioder. Kulturrevolutionens voldsomme udrensningskampagner satte også store dele af det kinesiske samfund i stå og trak dybe personlige og sociale spor, der senere har dannet temaet for en hel genre inden for den kinesiske litteratur, "sårlitteraturen".

På det økonomiske felt stagnerede væksten, og de økonomiske relationer til udlandet blev sat i stå.

Man regner med, at i hvert fald nogle millioner kinesere døde som følge af Kulturrevolutionen. Årsagerne var både, at de døde i fængslerne og som følge af det udbredte kaos og den varemangel, der opstod.

Kulturrevolutionen kostede Kinas ledere og KKP nogle dyre lærepenge. Der blev sat alvorlige spørgsmålstegn ved ledernes kompetencer, og da Mao døde i 1976, opstod der en krise i kommunistpartiet. Partiet var splittet mellem den ideologiske fløj, der ønskede at fortsætte Kulturrevolutionen, og den mere pragmatiske fløj, der ønskede at modernisere Kina og skabe økonomisk vækst. Denne konflikt blev afgjort, da den mest ideologiske fløj i form af den såkaldte Firebande blev arresteret en måned efter Maos død.

Det betød, at fokus fremover ikke i samme grad skulle være på klassekampen, men på den økonomiske udvikling. Beslutningen blev officielt vedtaget på et historisk møde i centralkomiteen i KKP i december 1978. Den ledende figur i den efterfølgende periode blev den under Kulturrevolutionen så forhadte Deng Xiaoping.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig