Villy Søvndal

Faktaboks

Villy Søvndal
Født
4. april 1952, Linde

Villy Søvndal. Foto fra 2007.

.

Artikelstart

Villy Søvndal er en dansk politiker. Han var formand for Socialistisk Folkeparti fra 2005 til 2012 og udenrigsminister fra 2011 til 2013.

Baggrund

Efter lærereksamen i 1980 blev Villy Søvndal ansat som lærer ved Kolding Skolevæsen. I årene 1991-1994 var han formand for Pædagogers og Klubfolks Pensionskasse. Villy Søvndal indledte sin politiske karriere i 1982 som medlem af Kolding Byråd og passede det kommunalpolitiske arbejde frem til 1994, da han blev medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti.

Folketinget

I Folketinget markerede Villy Søvndal sig især som socialpolitisk ordfører og kæmpede bl.a. mod social marginalisering. I det kommunalpolitiske arbejde var dette også blandt Søvndals mærkesager. Internt i SF var han aktiv i partiets mange debatter om forholdet til EU, og i diskussionerne hørte Søvndal traditionelt til partiets EU-skeptiske fløj. Som forsvarspolitisk ordfører var Søvndal især optaget af at modernisere det danske forsvar.

Formand for SF

Efter folketingsvalget i 2005 trak Holger K. Nielsen sig som formand, og ved det efterfølgende kampvalg i partiet blev Villy Søvndal med en klar majoritet valgt som ny formand. Han ønskede, at SF skulle udgøre en klar og stærk opposition til VK-partierne og Dansk Folkeparti, og efter Danmarks deltagelse i Irak-krigen var han en af Folketingets skarpeste kritikere af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens beslutning om at lade Danmark indgå i krigen.

Derudover var Villy Søvndal en hård kritiker af VK-regeringens skattestop, som han kritiserede for at udhule finansieringen af velfærdsydelserne. Parallelt med den hårde oppositionslinje igangsatte han en modernisering af SF's organisation og kommunikation.

I regering

Efter folketingsvalget i september 2011 dannede SF regering sammen med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. I denne regering, hvor Helle Thorning-Schmidt overtog statsministerposten, blev Villy Søvndal udenrigsminister i den første regering, hvori SF fik ministerposter.

I september 2012 meddelte Villy Søvndal, at han ønskede at trække sig som formand for SF, og efter en urafstemning blandt partiets medlemmer blev han i oktober afløst som formand af Annette Vilhelmsen.

I december 2013 trak Villy Søvndal sig fra posten som udenrigsminister af helbredsmæssige årsager; han efterfulgtes af Holger K. Nielsen. Han trådte herefter ud af Folketinget.

Regional- og kommunalvalg

I 2017 stillede Villy Søvndal op til regionsrådsvalget i Region Syddanmark. Han fik i alt 69.841 personlige stemmer. Han genopstillede ikke i 2021, men satsede alvorligt på at vinde borgmesterposten i Kolding. Han blev valgt til kommunalbestyrelsen 16. november 2021 med 5.431 personlige stemmer, det højeste antal for samtlige partier ved valget, men borgmesterposten gik til den konservative Knud Erik Langhoff (f. 1950).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig