Faktaboks

Holger K. Nielsen

Holger Kirkholm Nielsen

Født
23. april 1950

Holger K. Nielsen (i midten), Morten Lange (tv.) og Gert Petersen ved Socialistisk Folkepartis 40-årsjubilæum i 1999.

.

Holger K. Nielsen.

.

Holger K. Nielsen er en dansk politiker. Han var medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti i årene 1981-1984 og 1987-2019. Holger K. Nielsen var skatteminister 2012-2013 og udenrigsminister 2013-2014. Fra 1991 til 2005 var han formand for SF.

Baggrund

Holger K. Nielsen er cand.mag. i samfundsfag og dansk. Han var sekretær i EU-Parlamentet i årene 1979-1981 og fuldmægtig i Energiministeriet i 1981 og 1984-1987.

Formand for SF

I 1991 blev Holger K. Nielsen formand for SF efter en urafstemning med Steen Gade som modkandidat.

Holger K. Nielsen gik ligesom resten af partiet i 1992 imod Maastrichttraktaten og fik afgørende betydning for nej-resultatet ved folkeafstemningen den 2. juni samt for den derpå følgende forhandling og accept af de fire danske undtagelser ved Edinburghafgørelsen. Herefter anbefalede SF at stemme ja ved den nye afstemning i 1993. I 1998 gik han og flertallet i SF imod Amsterdamtraktaten, der imidlertid blev vedtaget ved folkeafstemningen samme år.

Holger K. Nielsen fastholdt i sin formandstid socialismen som program, men i en moderne udgave, hvor fx miljøhensyn spiller en stor rolle. Ved SF's landsmøde i 2005 genopstillede han ikke som kandidat til formandsposten og blev afløst af Villy Søvndal.

Holger K. Nielsen har været medlem af Udenrigspolitisk Nævn og af Folketingets Præsidium 2007-2012. Han har desuden været sit partis forsvars- og medieordfører samt ordfører vedrørende Færøerne.

Ministerposter

Ved en ministerrokade i oktober 2012 i forbindelse med, at Annette Vilhelmsen tiltrådte som ny partiformand for SF, blev Holger K. Nielsen skatteminister i ministeriet Helle Thorning-Schmidt, idet han afløste sin daværende partifælle Thor Möger Pedersen. Ved en regeringsrokade i december 2013 blev han udenrigsminister, da han efterfulgte Villy Søvndal, der måtte trække sig af helbredsmæssige årsager. Sammen med de øvrige SF-ministre trådte han ud af regeringen i januar 2014.

Holger K. Nielsen har bl.a. udgivet erindringsværket I venstre side. Erindringsglimt (2005). I 2021 udkom Det var det værd – politisk tilbageblik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig