Vallekilde Valgmenighedskirke
Bygningen blev indviet den 8. oktober 1882. Den er opført af røde, maskinstrøgne teglsten efter tegninger af bygmester og højskolelærer Andreas Bentsen. I årene 1919-1920 blev kirken bygget om ved bygmesterens søn, arkitekt Ivar Bentsen. Foto: 2006.

Vallekilde Valgmenighedskirke, er, som navnet antyder, en kirke til Vallekilde valgmenighed. Den er fra 1882 og ligger øst for den oprindelige sognelandsby, tæt på Vallekilde Højskole fra 1865.

Kirkegård

Kirkegården blev indviet i 1883 og er senere udvidet. Den er omgivet af en lav hæk.

Kirkebygningen

Bygningen blev indviet den 8. oktober 1882. Den er opført af røde, maskinstrøgne teglsten efter tegninger af bygmester og højskolelærer Andreas Bentsen. Kirken er en ottekantet centralkirke med ganske korte korsarme. Herover hævede sig oprindeligt i kirkens centrum et lille firesidet, diagonalt stillet tårn, en såkaldt tagrytter.

I årene 1919-1920 blev kirken bygget om ved bygmesterens søn, arkitekt Ivar Bentsen. Kirken blev her udstyret med en tresidet apsis i øst og et våbenhus i vest. De teglhængte tag blev givet en væsentlig større rejsning, og tagrytteren blev ændret til et højt, kobberklædt spir over et lavt klokkekammer, som man ser i dag.

Kirkens indre står hvidkalket. Under ombygningen fik kirkerummet hvælv udført i træ uden ribber, et såkaldt grathvælv. De pudsede træhvælv bæres af de oprindelige, ottekantede, pudsklædte træsøjler.

Glasmalerier

I forbindelse med ombygningen i 1920 blev der i apsis i vinduerne opsat tre glasmalerier af Joakim Skovgaard. Motivet er Kristi opstandelse.

Inventar

Døbefonten i nyromansk stil er af bornholmsk granit. Den er fra 1882.

På vestvæggen, nord for døren, hænger et oliemaleri fra den tidligere altertavle. Det er udført i 1882 af Jørgen Roed efter tegning fra 1867 af sønnen Holger, der var død 1874. Det forestiller Den fortabte søns hjemkomst.

Kirken har åbne bænke opstillet på rækker, der følger bygningens form. De har siden 1952 stået grønmalede.

I kirken er et pulpitur, dvs. et ophøjet galleri til kirkegængere, sangere eller orgel.

Alterbordet og prædikestolen er sandsynligvis udført efter tegning af kirkens arkitekt, Andreas Bentsen. De er malet af Gudrun Trier Mørch (1877-1956).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig