En valgmenighed er en fri menighedsdannelse inden for den danske folkekirke (til forskel fra frimenighed), uafhængig i organisatorisk og økonomisk henseende, der i modsætning til sognemenigheden beror på sine medlemmers frie tilslutning.
En valgmenighed kan oprettes, når 50 folkekirkemedlemmer, der har valgret til menighedsråd, ønsker det. Anerkendelsen af en valgmenighed og stadfæstelsen af dens præst meddeles af kirkeministeren. Medlemmer af en valgmenighed betaler ikke kirkeskat; til gengæld påhviler alle valgmenighedens udgifter dens medlemmer. Valgmenigheden og dens præst er underlagt det almindelige kirkelige tilsyn og deltager i valget af stiftets biskop. Der findes ca. 40 valgmenigheder.
Tanken om frie menigheder inden for folkekirken (dengang Statskirken) blev første gang fremsat i 1830'ernes begyndelse af N.F.S. Grundtvig som en del af hans forslag om en almindelig kirkelig frihedslovgivning. Efter loven om løsning af sognebånd i 1855 blev der 1868 vedtaget en lov om valgmenigheder. Anledningen var afskedigelsen i 1865 af sognepræsten i Ryslinge på Fyn, grundtvigianeren Vilhelm Birkedal, der som medlem af Folketinget havde fremsat voldsom kritik af den siddende regering. Birkedal anså sig ikke for at være afsat som præst, kun som tjenestemand, og han fortsatte derfor sit virke som præst i sognet. Sagen fremkaldte et kirkepolitisk opgør med grundtvigsk krav om en kirkeforfatning. For at afbøde dette krav og for at sikre Birkedals regeringsstøtte i Folketinget blev Loven om valgmenigheder vedtaget i 1868. Med Ryslinge valgmenighed som den første blev der oprettet en række valgmenigheder ud over landet.
Indtil Menighedsrådsloven i 1903 virkede Valgmenighedsloven som en kirkepolitisk sikkerhedsventil. De første valgmenigheder var alle grundtvigske; først i slutningen af 1900-tallet er der opstået valgmenigheder med Indre Mission som baggrund.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.