Ukraines religion

I 988 blev Kyiv-Rus-riget kristnet ved dets storfyrstes dåb, Volodimir (Vladimir den Hellige) i floden Dnepr. Denne dåb var en kulmination på et længerevarende politisk, diplomatisk og religøst forhold mellem kejserne af det Østromerske rige og Kyiv-storfyrsterne, der allerede havde ført til Volodomirs farmor, Olgas, kristning. Kyiv-riget blev derfor en del af den ortodokse kirke og organiseret som en sådan kirke, herunder med oldslavisk/kirkeslavisk som sit kirkesprog og den kyrilliske skrift. Dåben indledte en glansperiode i Kyiv-Rus under Volodimir’s søv Jaroslav den Vise (978-1054) og hans efterfølgere. I denne periode blev Kyiv’s berømte hulekloster og St. Sophia-kirken grundlagt, ligesom flere lokale munke og fyrster blev helgener.

Kyiv-Rus-riget gik under i 1242, da en mongolsk hær satte byen i brand og underlagde sig de fleste af rigets fyrstendømmer.

I den vestlige del af det moderne Ukraine opstod kongeriget Galitj-Volynien og Ruthenien. Disse områder kom gradvist under polsk-litauisk styre og blev senere en del af Østrig-Ungarske kejserige.

I disse områder indgik de ortodokse en union med den katolske kirke i unionskonciliet i Brest i 1595, hvormed den græsk-katolske kirke eller unerede kirke i området blev dannet. Denne kirke fastholder en ortodoks kirkelig tradition, men anerkender paven i Rom som sit overhovede.

Efter Polens endelige deling i 1795 kom dele af disse områder under Russisk styre.

Den græsk-katolske kirke, særligt centreret omkring Lviv og Ruthenien, blev udgangspunkt for en særlig ruthensk og galicisk national og religiøs identitet, der er en af de mange forløbere for den moderne ukrainske nationale idenitet.

I de østlige områder fra Kyiv til Sortehavet blev den ortodokse kirke opretholdt efter 1242. Kyiv var i hele perioden hjemsted for en ærkebisp (metropolit), men i løbet af det 14.-15 århundrede mistede Kyiv indflydelse. I 1326 flyttede en af Kyivs metropolitter formelt sin kirke til Moskva, der derpå udråbte sig til en ortodoks kirke i 1448. Denne Moskva-kirke kendes som den russiske ortodokse kirke. Kyiv fortsatte som et lokalt kirkecenter frem til 1685-1686, hvor Kyivs metropolit kom under Moskva-kirkens patriark. Optagelsen af Kyiv-kirken i den russiske kirke var en konsekvens af det russiske imperiums udvidelse og erobring af meget af det moderne Ukraine i perioden fra 1600-1800-tallet.

Kyiv fortsatte som et kirkeligt kraftcenter, selv inde for den russiske kirke. En særlig rolle spillede Pjotr Mogila (Peter Mohyla), der i 1600-tallet reformerede den ortodokse kirke. Mogila grundlagde et akademi i Kyiv, der i dag er byens ældste universitet, og en lang række uddannelsesinstitutioner. Kyiv blev derfor det centrale lærdomscenter for de ortodokse kirker i 1600-1800-tallet.

Efter 1242 slog den mongolske horde sig ned på stepperne i Rusland og Ukraine omkring sortehavet og Krimhalvøen. Denne horde, kendt som Den Gyldne Horde, antog Islam under Öz Beg Khan (1313–1341). Horden gik langsomt i opløsning og dens medlemmer, tatarerne, spredte sig over det meste af Østeuropa fra Polen til de russiske stepper.

Den vigtigste arvtager til den gyldne horde var Krim-Khanatet, der eksisterede frem til 1783. Denne tatargruppe blev systematisk udrenset og deporteret i 1940'erne af Sovjetkommunisterne. I Ukraine er de fleste muslimer efterkommere af disse krimtatarer og udgør ca. 0,9 procent af befolkningen. Det anslås, at der før 2014 fortsat var 12-14 procent muslimske tatarer på Krim, men en betydelig del af denne gruppe er forsvundet under den nuværende russiske annektering af Krim fra 2014 og frem.

Jødedommen spredte sig op gennem Kaukasus i løbet af 600-tallet til det historiske steppefolk khazarerne, der levede bl.a. på Krim og i det vestlige Ukraine. Dette steppefolk udgjorde forfædrene til en betydelig jødisk befolkningsgruppe i både Rusland og det østlige Ukraine. I de vestlige dele af Ukraine kom der en stor jødisk befolkningsgruppe op gennem middelalderen.

En betydelig del af de jødiske grupper i området blev udrenset under Kosak-opstanden i midten af 1600-tallet. Som modsvar til udrensningen kom der en fornyelsesbevægelse blandt de tilbageværende jøder. Denne var anført af en række lokale rabbinere. Disse bevægelser lagde grundstenen til moderne jødedom i Ukraine. Flere af bevægelsens centrale rabbineres grave er i dag pilgrimssteder for jøder fra hele verden.

Den jødiske minoritet i det moderne Ukraine har været udsat for en række etniske-religiøse udrensninger anført på skift af det russiske imperium i flere omgange (Pogromer), herefter Nazityskland i 1940'erne. Det anslås, at Ukraine havde et af Europas største jødiske samfund før krigen i 2022. En betydelig del af disse jøder flygtede til Israel i løbet af 2022.

I dele af det vestlige Ukraine omkring bjergkæden Karpaterne og blandt særligt de tyske, moldaviske og ungarske mindretal i Ukraine er der en række historiske protestantiske kirker. De fleste af dem blev dannet i kølvandet på reformationen i 1530'erne, hvor flere lavadelige ungarske, tyske og moldaviske fyrster tog protestantismen til sig. En yderligere tysk migrationsbølge til centraleuropa i det 19. århundrede medførte flere tyske lutherske kirker. Derfor er der i det vestlige Ukraine og omkring Kyiv både baptist, calvinske og lutherske menigheder, der alle tilhører det særlige “bibelbælte“ i centraleuropa af historiske protestantiske kirker i Moldova, Rumænien, Ungarn og Ukraine.

I nyere tid, efter Ukraines selvstændighed i 1990’erne, begyndte protestantismen at sprede sig på ny, særligt via den nye amerikanske pinsekirke. Disse nye protestantiske kirker er spredt ud over hele Ukraine og er ikke knyttet til et særligt område, en etnisk gruppering eller et socialt samfundslag.

Det blev anslået i 2009, at ca. 2 procent af Ukraines befolkning er protestanter.

Efter sammenbruddet af det russiske imperium ved Oktoberrevolutionen i 1917 opnåede Ukraine selvstændighed i begyndelsen af 1918. Det blev til en kortvarig selvstændighed, idet sovjetiske tropper angreb landet ved årets udgang. Herefter fulgte en række år med krig og forskellige republikker. I den korte kaotiske selvstændighedsperiode i 1918-1921 blev en selvstændig (autokefal) ukrainsk kirke oprettet. Denne Ukrainske Autokefale Ortodokse Kirke (kendt som UAOC) blev ikke anerkendt udenfor Ukraine i 1920’erne, men overlevede som organisation efter 1921 i eksil i USA. I forbindelse med Anden Verdenskrig og oprettelsen af et nazistisk styret Ukraine i 1941-1944 vendte kirken tilbage. Den måtte dog atter flygte til eksil efter Sovjets generobring af Ukraine. I Nordamerika blev denne kirke anerkendt i 1940'erne som en ortodoks kirke-organisation under den økumeniske patriark.

Kommunisterne undertrykte generelt religion i Ukraine fra 1944-1989, men særligt minoritetskirkerne, som den græsk-katolske. De ortodokse kirker var holdt i et fast greb fra Moskva og et lokalt ukrainsk præsteskab var nærmest ikke-eksisterende. Sproget i kirken var russisk.

Efter Sovjetunionens fald blev der dannet fire parallelle kirker i det nu selvstændige Ukraine. Disse fire kirker var i indbyrdes konkurrence. Denne konkurrence bestod primært frem til 2014 i en rimelig fredelig rivalisering om ressourcer og positioner i det nye Ukraine.

I det vestlige Ukraine, Ruthenien/Galicien, vendte den græsk-katolske kirke tilbage til samfundslivet efter at have været en undergrundskirke i næsten 80 år. Denne kirke blev genopbygget med støtte fra den katolske kirke. I Lviv har kirken genopbygget sine uddannelsesinstitutioner og er i dag en central lokale magtfaktor i både det religiøse og politiske liv.

I det centrale og østlige Ukraine opstod tre forskellige ortodokse kirker. Den største af dem er den såkaldte Ukrainsk-ortodokse kirke under Moskvapatriarkatet (kendt som UOC-MP). Den er en 'autonom' (kirkeretsligt navn for selvstyrende) del af den russisk-ortodokse kirke. Det betyder, at den formelt set hører under Moskva, men har udbredt selvstyrer. I de fleste opgørelser af religion i Ukraine fra før 2014 var 80 procent af alle ortodokse menigheder i Ukraine en del af denne kirke. Siden 2014 har overhovedet for UOC-MP været metropolit Onufrij (Berezovskij, f. 1944). Onufrij er fast medlem af den russiske kirkes synode, kirkens højeste administrationsorgan. UOC-MP har mere end 50 biskopper og er repræsenteret i alle dele af Ukraine, inklusive Krimhalvøen, selv efter den russiske annektering af Krim.

I konkurrence med denne kirke opstod der i 1990’erne to rivaliserende ortodokse kirker. Den største af dem blev grundlagt af den daværende russiske ortodokse metropolit af Kyiv, Filaret (Denysenko, f. 1929). Filaret blev ikke valgt til russisk patriark i 1992, hvorefter han grundlagde en ny selvstændig ortodoks autokefal kirke for Ukraine med sig selv som patriark af Kyiv. Denne kirke kaldtes for Ukrainsk-ortodokse kirke – Kyivpatriarkatet (kendt som UOC-KP). Denne kirke blev formelt set aldrig godkendt som ortodoks kirke af andre ortodokse kirker. Det anslås, at ca. 15 procent af de ortodokse menigheder i Ukraine før 2014 hørte under denne kirke.

Den sidste ortodokse kirke i Ukraine var en genoplivning af den tidlige Ukrainske Autokefale Ortodokse Kirke kirke fra 1920'erne og 1940'erne (kendt som UAOC) . Den blev grundlagt af amerikanske biskopper, der bragte organisationen, som havde været i eksil i USA under den kolde krig, tilbage til Ukraine. Det anslås, at 4-5 procent af de ortodokse menigheder hørte under denne kirke før 2014.

De selvstændige ukrainske ortodokse kirker spillede en særlig rolle under Majdanoprøret i 2013-2014, idet demonstranter søgte ly i kirkens klostre i Kyiv. Det nye pro-europæiske ukrainske styre under præsident Petro Porosjenko støttede derfor disse kirke mod den Moskva-loyale ortodokse kirke.

I 2018 sendte præsidenten en forespørgsel til den økumeniske patriark om han ikke ville forsøge at løse den kirkelige situation i Ukraine. Dette førte til det ukrainske unionskoncil i 2018, som alle ortodokse biskopper i Ukraine blev inviteret til. Mødets formål var at danne en ukrainsk ortodoks kirke, der skulle afløse de fire parallelle. De græsk-katolske biskopper og de fleste Moskva-loyale biskopper afviste mødet.

Mødet førte kun til en forening af de to mindre selvstændige ortodokse kirker, der dannede Den Ukrainske Ortodokse Kirke (kendt som UOC), der blev anerkendt af den økumeniske patriark. Dens nyvalgte leder er metropolit Epifanij (alternativt Ephiphanius, Dumenko, f. 1979), som er en relativt ung ukrainsktalende biskop.

Konsekvensen af mødet blev, at den russiske kirke brød med den økumeniske patriark. Dette brud skabte en langvarig religiøse og politisk opdeling i den ortodokse verden. En opdeling, som kun er taget til efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022

Den kirkelige splittelse i 2018 og presset på den Moskva-loyale kirke i Ukraine herefter blev brugt af den russiske præsident Vladimir Putin som argument for invasionen af Ukraine i 2022. Den Moskva-loyale kirke i Ukraine under metropolit Onufrij har fra begyndelsen af krigen taget afstand fra invasionen og kaldt den for et ’brodermord’. I maj 2022 tog metropolit Onufrijs kirke skridt imod en løsrivelse fra Moskva. Til trods herfor er der flere Moskva-loyale præster i denne kirke, som åbent støtter Ruslands invasion. I efteråret 2022 gennemførte den ukrainske efterretningstjeneste flere razziaer mod den Moskva-loyale kirke. Propaganda-materiale, våben, penge mv. blev beslaglagt og en række præster retsforfulgt. Den ukrainske regering har taget skridt imod helt at forbyde religiøse organisationer med bånd til Rusland i efteråret 2022.

Den Ukrainske Ortodokse Kirke har omvendt oplevet en stigende tilslutning blandt ukrainere efter krigens udbrød. Det anslås, at ca. 1.000 menigheder har skiftet fra den Moskva-loyale kirke til den ukrainske i løbet af krigens første 10 måneder. Krigen har også medført, at den ukrainske kirke er gået bort fra at anvende kirkeslavisk i sine gudstjenester og over til ukrainsk. I efteråret 2022 annoncerede kirken desuden, at den fremover vil fejre jul den 25. december frem for under den traditionelle russiske julehøjtid to uger senere. Dermed fejrer kirken jul samtidigt med de vestlige kirke og en række ortodokse, såsom den rumænske ortodokse kirke og den økumeniske patriark.

• Ukraine
• ortodokse kirker