Lviv

Lviv. Udsigt ud over den gamle bydel. Tv. ses den romersk-katolske domkirke. Th. Rådhustårnet.

.

Artikelstart

Lviv er en by i det vestlige Ukraine ved floden Poltva. Byen har 728.350 indbyggere (2016). Økonomisk og kulturelt er Lviv Ukraines vigtigste by efter Kyjiv. Lvivs gamle bydel, som er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste, er opført i 1300-1700-tallet og er tæt bebygget med murstenshuse i den originale stil, genopbygget efter den tyske besættelse. I 1800-tallet rykkede byens tyngdepunkt mod vest, og her findes i dag forretningskvarterer, hoteller, caféer og banker. Her ligger også universitetet fra 1661 og operaen. Bykernen er omgivet af beboelsesområder og håndværks- og handelskvarterer, og længere mod nord findes de egentlige industriområder, hvor også en stor del af arbejderbefolkningen bor.

Faktaboks

Også kendt som

russisk Lvov, polsk Lwów, tysk Lemberg, latin Leopolis

Lviv er en grøn by med mange parker. Skt. Nikolas-kirken fra 1200-tallet er byens ældste bygning, og også enkelte renæssancebygninger er bevaret. I 1860'erne opførte den danske arkitekt Theophilus Hansen byens invalidehospital, der er bevaret til i dag.

Byen blev grundlagt i midten af 1200-tallet af fyrst Daniil Romanovitj (d. 1264) og har siden været et hovedcenter i Galicja. I 1349 blev den underlagt Polen. Lviv blev i 1648 erobret af kosakkerne og i 1704 af svenskerne, og ved Polens deling i 1772 blev den givet til Østrig. Byen var besat af Rusland i 1914-1915, var polsk i 1919-1939, hvorefter den blev taget af Sovjetunionen. Efter tysk besættelse blev den i 1945 atter annekteret af Sovjetunionen. Byen tilhørte frem til 1991 Den Ukrainske Sovjetrepublik.

Frem til 2. Verdenskrig havde Lviv en stor jødisk befolkning, der ved krigens udbrud talte omkring 200.000 mennesker. De blev praktisk taget alle dræbt under holocaust, og i 1945 var kun nogle få hundrede tilbage. Desuden blev mange jøder andetsteds fra transporteret til Lviv-området, hvor de blev myrdet. Frem til 2. Verdenskrig var omkring halvdelen af befolkningen polsk, og størsteparten blev overført til Polen efter krigen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig