Artikelstart
Verdensarvslisten er en liste over steder, byer, bygninger, monumenter o.l. af enestående og universel værdi for hele menneskeheden (World Heritage Sites).
Faktaboks
- Etymologi
-
engelsk World Heritage List
- Også kendt som
-
Unescos verdensarvsliste, liste over verdens kultur- og naturarv
Verdensarvslisten er udarbejdet på grundlag af den internationale UNESCO-konvention (Verdensarvskonventionen, 1972) om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv og blev ratificeret af Danmark i 1979. Verdensarvslisten ajourføres af Verdensarvskomitéen (World Heritage Committee), og den omfatter over 1000 verdensarvssteder, bl.a. Galápagosøerne, Grand Canyon (USA), de egyptiske pyramider og Taj Mahal (Indien).
Optagelse på Verdensarvslisten er betinget af beskyttelse, vedligeholdelse og evt. restaurering af de pågældende steder, og der føres løbende tilsyn med dem for at sikre, at de fortsat kan betragtes som verdensarv. Listen over kandidater til at få status som verdensarv omfatter flere end 1600 steder, fx Paganrigets gamle hovedstad Bagan i Myanmar med mere end 2000 templer og pagoder, i Danmark bl.a. Amalienborg og trelleborgene.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.