Sven Møller Kristensen

Møller Kristensen blev tidligt kendt som tekstforfatter til de såkaldte jazzoratorier, der var nye inden for jazzen, bl.a. De 24 Timer (1932) i samarbejde med komponisten Bernhard Christensen. Senere fulgte sang- og visetekster, bl.a. "Sangen om Larsen" til Kjeld Abells aktuelle og moderne revykomedie Melodien der blev væk (1935), der blev 1930'erne største teatersucces. Den poetiske side førte også til pædagogiske børnesange og -bøger, bl.a. Mette Syng-Sang (1947).

Den måske vigtigste indsats af musikmanden var den folkeoplysende. Først kom det lille oversigtsværk Musiken (1937), som blev anvendt i årtier. Dernæst udgav han introduktionen Hvad Jazz er (1938), der blev fulgt af Jazzen og den Problemer (1946). Sammen med hans redaktionsvirksomhed ved det første jazztidsskrift h.o.t. (1933-1934) var der tale om et pionerarbejde inden for formidlingen af jazzmusik i Danmark.

Han ernærede sig endvidere ved musikundervisning og som musikanmelder ved Ekstra Bladet i 1933-1938. Senere lagde han i nogen grad musikområde på hylden til fordel for sit andet fagområde, litteraturen.

Møller Kristensen meriterede sig hurtig som litteraturforsker med især disputatsen Æstetiske Studier i dansk prosa 1870-1900 (1938, revideret udgave Impressionismen i dansk prosa 1870-1900, 1955). Dernæst kom Digteren og Samfundet i Danmark i det 19. Aarhundrede, 1-2 (1942-1945), som banebrydende lagde grunden til dansk litteratursociologisk forskning.

Dertil kom en folkeoplysende virksomhed, som var rettet mere mod samtiden end mod historiske studier, først med introduktionen Moderne amerikansk Litteratur 1920-40 (1942, revideret udgave 1948), og dernæst samtidslitteraturhistorien Dansk litteratur 1918-50 (1950 og senere udgaver). Begge bøger var meget velanbragte bidrag til 1940'ernes ekspanderende litteraturformidling, og sidstnævnte nåede en hidtil uset popularitet og udbredelse.

Sideløbende demonstrerede Møller Kristensen et frodigt liv som litterat, både med adskillige oversættelser af amerikansk skønlitteratur og med udgivelsesvirksomhed og aktiviteter i studiekredse, på folkebiblioteker og i radioen. Dertil havde han en kritikervirksomhed som litteraturanmelder ved det kommunistiske dagblad Land og Folk (1945-1953) og som flerårig redaktør ved litteraturtidsskriftet Athenæum (1946-1949), der blev udgivet af det internationalt orienterede forlag af samme navn.

Det synes en gevinst for dansk kulturliv, at Møller Kristensen i mere end 20 år havde de mange positioner og platforme – og ikke noget fast institutionelt embede.

Ud fra den solide faglige position begyndte hans universitetskarriere i 1953 med et professorat i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet. Efter yderligere ni år blev det konsolideret med en kaldelse til et tilsvarende ved Københavns Universitet i 1964.

Han udgav adskillige litteraturteoretiske, værkanalytiske og litteraturhistoriske arbejder. Et indflydelsesrigt teoretisk 'triptykon' er Digtningens teori, Digtning og livssyn ogVurderinger, der udkom i perioden 1958-1961. Bøgerne Den dobbelte eros (1966) og Den store generation (1974) var på forskellig vis periodestudier, mens Georg Brandes (1980) var en portrætbog ud fra en socialt bevidst humanisme.

Med Litteratursociologiske essays (1970) genoptog han feltet fra 1940'erne og gav tidstypisk inspiration og retning til oprettelsen i 1972 af en afdeling for litteratursociologi ved hans institut på Københavns Universitet og for en ny generation af forskere.

Dertil havde Møller Kristensen udgivelses- og redaktionsvirksomhed og stadig interesse for folkebibliotekets og radioens betydning for litteratur, herunder også for børne- og ungdomslitteraturens øgede plads og værdi. Gymnasieundervisningen blev betænkt med en meget anvendt hånd- og oversigtsbog Danmarks litteratur fra oldtiden til nutiden, I-II (1963 og senere, sammen med Mogens Brøndsted), suppleret med tekstudvalg.

Møller Kristensen var en betydelig igangsætter med stor indflydelse. Han havde metodisk bredde og nøgtern rummelighed og var mere samfunds- og samtidsvendt end de fleste af sine danske professorkolleger, og han fik anerkendelse som få andre fagfolk på litteraturområdet i 1900-tallet.

Med en livslang inspiration fra Georg Brandes begik Møller Kristensen sig i mange kulturradiale og politisk venstreintellektuelle miljøer. Præstesønnen fra Sydvestjylland forbandt sig politisk med frisind, antifascisme og reformpædagogik, og hans engagement kom fra både humanisme, rationalisme og realisme samt en stor respekt for folkelighed.

Han var kronikør i Social-Demokraten (1942-1945) og medstifter og redaktør af tidsskriftet Dialog (1950-1952), der i koldkrigstiden søgte en både venstreorienteret og tværpolitisk demokratisk platform for kulturkamp og -politik. Han havde mange konjunkturer med sig og forstod at gribe dem, men oplevede også modstand, eksempelvis med indrejseforbud i USA og ved at blive lagt på is i Statsradiofonien gennem nogle koldkrigs-år.

Møller Kristensen er blevet kaldt et musikalsk fornuftsmenneske, en besindig entusiast og en koldsindig elsker af kunst og litteratur af Torben Brostrøm. Denne dobbelthed har også har givet titel til en samling af hans artikler Den kødelige rationalisme (1979).

De brede engagementer rummede også medlemskab af Det Danske Akademi fra 1961 og fx formandskab for Statens Kunstfonds litterære udvalg 1974-1977. Han modtog Georg Brandes-prisen i 1970 og H.C. Andersen-legatet i 1981.

• litteraturkritik
• litteratursociologi
• litteraturhistorie
• kulturradikalisme
• Danmark – jazz

• Københavns Universitet 1479-1979, IX, 1979, G.E.C. Gads Forlag.
• Litteratur og samfund i mellemkrigstiden, 1979, red. C.E. Bay og J. C. Jørgensen, Gyldendal (70-års festskrift).
• Den kødelige rationalisme. Artikler og vers 1936-79, 1979, red. Th. Bredsdorff et al., Gyldendal (bl.a. erindringsessays).
• J.C. Jørgensen i Bogens virkelighed, 1999, Gyldendal.