Kjeld Abell

Kjeld Abell, 25.8.1901-5.3.1961, dansk dramatiker. Kjeld Abell blev cand.polit. 1927, men det var teater, der interesserede ham. Max Reinhardts gæstespil med August Strindbergs Spøgelsessonaten på Casino i 1920 havde, som han skrev i essaysamlingen Teaterstrejf i paaskevejr (1948), ramt ham i "solar plexus".

Her oplevede han for første gang, hvad moderne teater kunne være. Inden sin embedseksamen havde han i to perioder været elev på Kunstakademiets malerskole, og i 1927 tog han til Paris for at realisere sin drøm om at blive teatermaler.

I Paris kom Kjeld Abell til at arbejde sammen med to af tidens toneangivende franske instruktører: Louis Jouvet på Comédie des Champs-Élysées og Charles Dullin på Théâtre de l'Atelier.

Abells lette og yndefulde dekorationer påkaldte sig koreografen George Balanchines opmærksomhed, og da han i 1930 gæstede Det Kongelige Teater i København med en række russiske balletter, valgte han den endnu ukendte Kjeld Abell som teatermaler.

Fire år senere kunne Abell på samme sted præsentere sit første selvstændige sceniske arbejde, balletten Enken i Spejlet, i sin egen scenografiske udformning.

Hans gennembrud som dramatiker kom med komedien Melodien der blev væk, opført på Riddersalen 1935. Abell stod for tekst, dekorationer og kostumer, Bernhard Christensen og Herman D. Koppel for musikken, Sven Møller Kristensen for sangtekster og Riddersalens direktør Per Knutzon for instruktionen, et samvirke i tidens kulturradikale miljø.

Stykket om den lille funktionær, Larsen, der bryder op fra sin småborgerlige tilværelse og finder melodien, blev en af 1930'ernes største teatersucceser. Forestillingen var med Abells ord en invitation til ungdommen på dens eget sprog til en duel tværs over orkestergraven.

Året efter fulgte en ny komedie, Eva aftjener sin Barnepligt, en satire over borgerlig børneopdragelse, som Abell til Knutzons skuffelse overdrog til Det Kongelige Teater, hvor han konkurrerede med tidens to andre, vidt forskellige dramatikere, Soya og Kaj Munk.

Med Anna Sophie Hedvig (1939) valgte Kjeld Abell en mere realistisk og filmisk dramaform for at vise, hvordan den nazistiske bacille allerede havde inficeret den borgerlige danske dagligstue. Snart vendte han dog med Poul Henningsen som makker tilbage til revykomedien — og til Riddersalen med Dyveke (1940) og dets modspil til den tyske besættelse — som senere blev emne for Silkeborg (1946).

Andre politisk farvede dramaer fra krigsårene er Judith (1940) og Dronning gaar igen (1943). Da han efter mordet på Kaj Munk 4.1.1944 fra Det Kongelige Teaters scene opfordrede publikum til at mindes digteren, måtte han gå under jorden.

I efterkrigstiden viste Kjeld Abell sig igen som teatrets store magiker med moderne debat- og drømmespil som Dage paa en Sky (1947), Vetsera blomstrer ikke for enhver (1950), Den blå pekingeser (1954) og Skriget (1961).

Slægtskabet med både Jean Giraudoux, Nordahl Grieg og Jean-Paul Sartre og hans egen blomstrende stil faldt ikke i god jord hos kritikken, der talte om Kjeld Abells politisk porøse visioner og om hans "poetiske omsvøbsdepartement". 1930'ernes kulturradikale optimisme og satire veg for kunstneriske og personlige udtryk for tragedie og martyrium.