Skeby Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Skeby Kirke, hvor de ældste dele er bygget af både hele og kløvede kampesten. Af den romanske kirke er det kun skibet, der er bevaret. Den romanske kirke har været ganske lille, men med den traditionelle romanske grundplan med skib og et smallere kor mod øst. Kirken er født med flade trælofter, som det stadig står med i dag – undtaget det gotiske kor, som er opført med hvælv.

Fælles for senmiddelalderens om- og tilbygninger er, at de alle er udført i gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten.

Kirkens nuværende kor, er bygget som et såkaldt langhuskor, dvs. et kor som har samme højde og bredde som skibet. Det overhvælvede korrum er forbundet til skibet via en spidsbuet korbue. Korbygningens gavl mod øst er udført som en trappeformet gavl med kamtakker og blændingsudsmykninger i form af murede nicher – typiske træk ved den gotiske arkitektur.

Våbenhuset bygges ud for skibets syddør i middelalderens sidste år – bygningen er dog præget af en moderne restaurering fra begyndelsen af 1900-tallet. Bygningens gavltrekant er ommuret, men gavlens kamtakker og blændingsudsmykninger er givetvis inspireret af våbenhusets middelalderlige udseende.

Tårnet opføres i 1595 med kamtakkede gavle mod nord og syd over skibets vestforlængelse. Gavlene har begge ét glamhul hver, hvorfra klokkens klang kan undslippe. Adgangen til tårnet findes i våbenhuset via en trappe.

Kapellet, som er samtidigt med tårnet, er opført forskudt mod syd på koret. Bygningen er i lighed med de andre tilbygninger, fortrinsvist bygget med munkesten – dog med enkelte genanvendte kvadre fra den romanske kirke. Også i lighed med de andre, er den udstyret med en kamtakket gavl prydet med blændingsdekorationer.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de flade trælofter i skibet, som står i kontrast til korets krydshvælvede loft. Kirkens store vinduesåbninger med hvidmalede støbejernsrammer stammer fra slutningen af 1800-tallet. Teglgulvene i kirken, som i langhuskoret er lagt i et geometrisk mønster med mindre, kvadratiske sorte fliser, kan dateres tilbage til renæssancen, nærmere præcist 1631.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er af en meget enkelt udsmykket type. Foden er udført som en terningform, mens kummen står helt udekoreret. Døbefonten beslægter sig med andre meget enkle fonte, kendt særligt fra egnene omkring Odense.

Dåbsfadet i messing fra 1500-tallet er produceret i Nürnberg. Fadets bund fremstiller et motiv af bebudelsen, som omkranses af en frise med hjorte og hunde.

Den barokke prædikestol er skænket til kirken i 1650. Den er udført med fire fag med udskårne figurer af evangelisterne, kvindefigurer og store englehoveder. Stolen står i sin oprindelige farvesætning i brun med grønne, røde og forgyldte detaljer.

Et fransk alterbordskrucifiks i elfenben er kommet til kirken i starten af 1700-tallet, og er monteret på et nyere kors i træ.

Altertavlen er malet i 1863 og er en kopi efter C. W. Eckersbergs Bønnen i Gethsemane Have indsat i en nygotisk ramme.

Kirkebænkenes ældste dele er fra 1600-tallet, men ombygget i 1955, hvor de får deres nuværende bemaling med gavle i mørkeblå og gul og detaljer i gråblå nuancer.