Faktaboks

Skeby Kirke
Sogn
Skeby Sogn
Provsti
Bogense Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Nordfyns Kommune

Skeby Kirke er en romansk landsbykirke, som i lighed med andre kirker bygget i samme periode, har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid – særligt i senmiddelalderen og tiden lige efter Reformationen, hvor en del af kirkens tilbygninger kommer til.

Kirken ligger bare 2 km øst for Otterup på Nordfyn, ikke langt fra Odense Fjord.

Kirkebygning

Kirken består af kor og skib fra romansk tid. Senere i middelalderen, i gotisk tid, bliver skibet forlænget mod vest, det gamle kor nedrives og et nyt opføres og et våbenhus føjes til på skibets sydside. I slutningen af 1500-tallet opføres et tårn over skibets vestforlængelse og et gravkapel bygges ud for korets østgavl.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt med røde tegl.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Skeby Kirke, hvor de ældste dele er bygget af både hele og kløvede kampesten. Af den romanske kirke er det kun skibet, der er bevaret. Den romanske kirke har været ganske lille, men med den traditionelle romanske grundplan med skib og et smallere kor mod øst. Kirken er født med flade trælofter, som det stadig står med i dag – undtaget det gotiske kor, som er opført med hvælv.

De gotiske tilbygninger

Fælles for senmiddelalderens om- og tilbygninger er, at de alle er udført i gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten.

Kirkens nuværende kor, er bygget som et såkaldt langhuskor, dvs. et kor som har samme højde og bredde som skibet. Det overhvælvede korrum er forbundet til skibet via en spidsbuet korbue. Korbygningens gavl mod øst er udført som en trappeformet gavl med kamtakker og blændingsudsmykninger i form af murede nicher – typiske træk ved den gotiske arkitektur.

Våbenhuset bygges ud for skibets syddør i middelalderens sidste år – bygningen er dog præget af en moderne restaurering fra begyndelsen af 1900-tallet. Bygningens gavltrekant er ommuret, men gavlens kamtakker og blændingsudsmykninger er givetvis inspireret af våbenhusets middelalderlige udseende.

Renæssancens tilbygninger

Tårnet opføres i 1595 med kamtakkede gavle mod nord og syd over skibets vestforlængelse. Gavlene har begge ét glamhul hver, hvorfra klokkens klang kan undslippe. Adgangen til tårnet findes i våbenhuset via en trappe.

Kapellet, som er samtidigt med tårnet, er opført forskudt mod syd på koret. Bygningen er i lighed med de andre tilbygninger, fortrinsvist bygget med munkesten – dog med enkelte genanvendte kvadre fra den romanske kirke. Også i lighed med de andre, er den udstyret med en kamtakket gavl prydet med blændingsdekorationer.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de flade trælofter i skibet, som står i kontrast til korets krydshvælvede loft. Kirkens store vinduesåbninger med hvidmalede støbejernsrammer stammer fra slutningen af 1800-tallet. Teglgulvene i kirken, som i langhuskoret er lagt i et geometrisk mønster med mindre, kvadratiske sorte fliser, kan dateres tilbage til renæssancen, nærmere præcist 1631.

Inventar i Skeby Kirke

Inventaret i Skeby Kirke er fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie.

Romansk døbefont

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er af en meget enkelt udsmykket type. Foden er udført som en terningform, mens kummen står helt udekoreret. Døbefonten beslægter sig med andre meget enkle fonte, kendt særligt fra egnene omkring Odense.

Inventar fra renæssancen

Dåbsfadet i messing fra 1500-tallet er produceret i Nürnberg. Fadets bund fremstiller et motiv af bebudelsen, som omkranses af en frise med hjorte og hunde.

Den barokke prædikestol er skænket til kirken i 1650. Den er udført med fire fag med udskårne figurer af evangelisterne, kvindefigurer og store englehoveder. Stolen står i sin oprindelige farvesætning i brun med grønne, røde og forgyldte detaljer.

Et fransk alterbordskrucifiks i elfenben er kommet til kirken i starten af 1700-tallet, og er monteret på et nyere kors i træ.

Inventar fra historicismen

Altertavlen er malet i 1863 og er en kopi efter C. W. Eckersbergs Bønnen i Gethsemane Have indsat i en nygotisk ramme.

Kirkebænkenes ældste dele er fra 1600-tallet, men ombygget i 1955, hvor de får deres nuværende bemaling med gavle i mørkeblå og gul og detaljer i gråblå nuancer.

Gravminder

Kirken rummer to romanske gravsten – begge med et relief af et processionskors. De er i dag indmuret hhv. syd og nord for tårnbuens vestside. Derudover er et gravminde fra 1555, sat over Hans Skinkel og hustru Anne Bild, og udført som en figursten med helfigursportrætter af ægteparret. Derudover rummer kirkegården enkelte støbejernskors fra 1800-tallet med liljeornamenter, som er af en velkendt fynsk type.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig