Simone Veil

Veil blev født som Simone Jacob i 1927 i en ikke-religiøs jødisk familie i Nice i Frankrig. Hun blev sammen med andre af sine familiemedlemmer arresteret i 1944 og sendt til nazistiske koncentrationslejre i Auschwitz-Birkenau, Bobrek og til sidst Bergen-Belsen. Hun og hendes to søstre overlevede, men hendes forældre og hendes bror døde i koncentrationslejrene.

I maj 1945 vendte Simone Jacob tilbage til Paris og begyndte sin uddannelse i jura og statskundskab. I 1946 giftede hun sig med Antoine Veil (1926-2013), hvis efternavn hun tog. De fik tre sønner, Jean, Nicolas og Pierre-François.

Veil blev dommer og blev derefter ansat i justitsministeriet. Her arbejdede hun bl.a. for at forbedre kvinders forhold i franske fængsler. Hun fik også under den algeriske uafhængighedskrig sikret en overførsel til Frankrig af algeriske kvindelige fanger på grund af rapporter om udbredt misbrug og voldtægt.

I 1970 blev hun den første kvindelige generalsekretær for Conseil supérieur de la magistrature (det øverste retsråd). Da Valéry Giscard d’Estaing blev Frankrigs præsident i april 1974, skulle han efter sigende være taget hjem til Antoine Veil for at spørge ham, om han ville være med i hans nye regering. Her traf han også Veils hustru.

På stedet besluttede Giscard d'Estaing sig for ikke at udnævne Antoine, men i stedet hans hustru Simone, som blev sundhedsminister. Hun er således et eksempel på den i Frankrig ikke usædvanlige tradition med, at embedsmænd skifter til en politisk karriere.

Efter sin udnævnelse til minister kæmpede Simone Veil en lang kamp for at legalisere abort i Frankrig. Det lykkedes hende først, da oppositionen i nationalforsamlingen sluttede sig til hendes sag og hjalp med at få loven vedtaget i 1975. Det blev set som et vigtigt resultat. Loven blev kendt som ”la loi Veil”.

Efter krigen havde Veil som overlevende efter holocaust svært ved at forstå, hvordan ét europæisk land kunne føre krig mod et andet. Som hendes politiske karriere i Frankrig skred frem, blev hun mere og mere engageret i idéen om et Europa, hvor sådanne grusomheder aldrig mere kunne finde sted.

Så da præsident Giscard d’Estaing bad Veil om at stå øverst på valglisten for hans nye parti Union pour la démocratie française (UDF) i det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979, greb hun chancen. Hun blev valgt og endda valgt til parlamentets formand, en post, hun beklædte indtil 1982.

Hun blev også formand for Europa-Parlamentets Retsudvalg og medlem af Miljøudvalget, Udvalget om Politiske Spørgsmål, Udenrigsudvalget og Sikkerhedsudvalget samt Underudvalget om Menneskerettigheder. Hun var desuden medlem af det særlige udvalg om Tysklands genforening, som blev oprettet i 1990.

Gennem sin tid i Europa-Parlamentet blev hun også formand og næstformand for Den Liberale og Demokratisk Gruppe, som senere blev til Alliance of Liberals and Democrats for Europe (ALDE). I 1981 fik hun Karlsprisen, som er en pris, som tildeles for at ære en persons bidrag til europæisk samarbejde.

Efter 14 år i Europa-Parlamentet vendte Veil tilbage til fransk politik i 1993, hvor hun var social- og sundhedsminister under premierminister Édouard Balladur med ærestitlen Ministre d’État frem til 1995. I 1998 blev hun udnævnt til det franske forfatningsråd. Fra 2001 til 2007 var hun den første formand for Fondation pour la Mémoire de la Shoah (stiftelsen for erindringen om holocaust).

I 2005 førte hun kampagne for traktaten om en forfatning for Europa. I 2007 blev hendes selvbiografi Une Vie ('Et liv') udgivet. I 2008 blev hun medlem af det franske akademi (Académie Française). Her blev hendes sværd, som man får som medlem af akademiet, indgraveret med tre ting: hendes tatoverede nummer fra Auschwitz, 78651, den franske republiks motto, ”Frihed, lighed og broderskab”, og EU’s motto, ”Forenet i mangfoldighed”.

I 2011 fik esplanaden foran Europa-Parlamentets hovedbygning i Bruxelles navnet Agora Simone Veil til hendes ære, og i 2012 blev hun tildelt Æreslegionens storkors. Efter hendes død den 30. juni 2017 hyldede Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, Veil og kaldte hende ”en stor formand for Europa-Parlamentet, EU’s samvittighed, modstander af antisemitismen og forkæmper for kvinders rettigheder. Hendes budskab om kvinder og antisemitisme er fortsat relevant den dag i dag.”

Simone Veil var ikke troende jøde, ganske som hendes familie ikke var det. Hun var agnostiker, men som sin far med en stor bevidsthed om jødedommen som bogens og tekstfortolkningens religion. På Montparnasse-kirkegården, hvor hun hvilede et år, blev der læst kaddish (en jødisk bøn) på hendes grav.

I juli 2018 blev hun begravet i Panthéon i Paris, som bare den femte kvinde til at modtage denne ære. Her ligger hun sammen med berømte personer som Marie Curie, Alexandre Dumas, Victor Hugo, André Malraux, Jean Monnet, Jean-Jacques Rousseau, Voltaire, Émile Zola og Josephine Baker.

Den 8. marts 2018 oprettede man i Frankrig den såkaldte Simone Veil-pris. Hensigter er at støtte til kvinders rettigheder fra hele verden og fremme ligestilling. Dens hovedformål er at fremvise handling for at stoppe vold og diskrimination mod kvinder, forbedre deres adgang til uddannelse og viden, fremme deres autonomi – først og fremmest deres økonomiske selvstændighed og deres muligheder for at være iværksættere.

Prisen uddeles hvert år den 8. marts på den internationale kvindedag sammen med 100.000 euro til at finansiere indsats på området, som udføres eller anbefales af prisvinderen.

Den 8. marts 2019 tildelte præsident Emmanuel Macron Den Franske Republiks første Simone Veil-pris til Aissa Doumara Ngatansou (f. ca. 1972), den camerounske medstifter og koordinator af Association pour l'élimination des violences faites aux femmes (ALVF), der arbejder i det nordlige Cameroun.

Siden er prisen gået til gruppen af kvinder kaldet Vivas Nos Queremos fra Ecuador, som opstod i 2016 under en march arrangeret for afskaffelse af vold mod kvinder, til den afghanske politiker og kvinderetsforkæmper Habiba Sarabi (f. 1956) og til Komal Narayan, som er en aktivist fra Fiji-øerne, der kæmper for kvinders rettigheder som en del af kampen mod klimaændringer.

• Europa-Parlamentet
• formænd for Europa-Parlamentet
• Union pour la démocratie française