Faktaboks

Sengeløse Kirke
Sogn
Sengeløse Sogn
Provsti
Høje Taastrup Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Høje-Taastrup Kommune
Sengeløse Kirke
Sengeløse Kirke består af et romansk skib, som er bygget i rå og kløvede kampesten med kridtsten. Hertil kommer tre sengotiske tilbygninger, nemlig kirkens østende, tårnet og våbenhuset mod syd. Foto: 2005.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Sengeløse Kirke er en sognekirke, der ligger på en svag forhøjning midt i Sengeløse.

Kirkegård

Kirkegården, som ikke synes udvidet, er omgivet af kampestensmure, mod syd med et afsnit af munkesten. Kirkegårdens hovedindgang er en kombineret køreport og fodgængerlåge mod øst, mens der mod syd også er adgang gennem en låge.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk skib, som er bygget i rå og kløvede kampesten med kridtsten øverst, som på hjørnerne har tilhuggede granit- og kridtkvadre. Hertil kommer tre sengotiske tilbygninger, nemlig kirkens østende, tårnet og våbenhuset mod syd.

Kirkens ældste del er som nævnt skibet, hvor næsten alle oprindelige detaljer er forsvundet. Kun den oprindelige norddør findes bevaret bag murværket, mens den oprindelige syddør, som i dag fører ind til våbenhuset, er udvidet. De oprindelige romanske vinduer blev allerede på et tidligt tidspunkt udvidet, og disse udvidede vinduer kan stadig spores i murværket.

I anden halvdel af 1400-tallet gennemgik kirken et større byggeprogram. Her blev det oprindelige, romanskekor revet ned til fordel for en forlængelse af skibet mod øst, ligesom der blev opført et tårn mod vest. Begge dele er bygget i munkesten og kridtkvadre over en syld (et fundament) af kampesten. Østforlængelsens gavl er udsmykket med ni trappeformede kamtakker og et tilsvarende antal høje blændinger, dvs. dekorative murnicher.

I kirkens anden ende ses indvendigt tårnrummet, som er forbundet med skibet gennem en bred rundbue. Til hver side er der en skjoldbuet spareblænding, dvs. en blænding, man har indsat for at spare på byggematerialet. Udvendigt har tårnet til hver side to glamhuller, hvor klokkens lyd kan undslippe, bortset fra mod øst, hvor der kun er et. På tårnets sydside står et samtidigt trappehus og lige under glamhullerne en urskive. Øverst har tårnet saddeltag med kamtakkede gavle i øst og vest, som er udsmykket med højblændinger.

Våbenhuset foran syddøren er bygget af munkesten og har som de andre bygningsdele en gavl med kamtakker. Blændingsdekorationen adskiller sig dog fra de andre gavle, da den i stedet for høje blændinger består af et bånd over døren, hvor der er syv lige høje trappeblændinger.

Kirkens tagværk er fra gotisk tid og lavet af eg.

Indvendigt præges kirken i dag af sine hvidkalkede vægge og hvælvede lofter. Skibets hvælv, de tre mod vest, er fra første halvdel af 1400-tallet, mens tårnrummet og korets er fra bygningsdelenes opførelse i anden halvdel af 1400-tallet.

Kalkmalerier

Sengeløse Kirke

I kirken er der kendskab til et enkelt kalkmaleri, som findes i et tilmuret vindue i skibets nordvæg. Det stammer fra ca. 1415-1435 og forestiller ærkeenglen Gabriel og jomfru Maria. Her ses bebudelsen. Foto: 2010.

Sengeløse Kirke
Af .
Sengeløse Kirke

Brystbillede af Jomfru Maria. Foto: 2010.

Sengeløse Kirke
Af .
Ærkeenglen Mikael.
.

I kirken er der kendskab til et enkelt kalkmaleri, som findes i et tilmuret vindue i skibets nordvæg. Det stammer fra ca. 1415-1435 og forestiller ærkeenglen Gabriel og jomfru Maria.

Inventar og gravminder

Kirkens inventar præges af flere tidsaldre med indslag fra både romansk tid, 1500-tallet og 1600-tallet, men meget af inventaret blev dog fjernet i 1869 og erstattet af nyt.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanskedøbefont af granit, som øverst er udsmykket med en tovsnoning langs kummens rand.

Om alterbordet er et alterbordspanel fra 1581, som hele vejen rundt er udsmykket med rundbuede portaler, som indeholder malerier af bl.a. fem apostle, nadveren og korsfæstelsen.

Altertavlen er i barokstil og stammer fra omkring 1650. Centralt indeholder den rigt dekorerede altertavle et samtidigt maleri af den sidste nadver.

Prædikestolen stammer fra inventarets fornyelse i 1869 og er i enkel, tilnærmelsesvis klassicistisk inspireret stil. Stolens fag er udsmykket med enkle fyldningsdekorationer, hvori der med forgyldt skrift står bibelvers. Stolen er holdt i samme grønlige nuancer som de samtidige stolestader.

I kirken findes en del gravminder, herunder to epitafier, dvs. mindetavler, fra 1784 og 1812. Hertil findes der to gravsten fra 1300-tallet samt på kirkegården en sten fra 1782 og et større monument fra 1797.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig