Faktaboks

Sønder Stenderup Kirke
Sogn
Sønder Stenderup Sogn
Provsti
Kolding Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Kolding Kommune

Sønder Stenderup Kirke er en sognekirke, som ligger midt i landsbyen Sønder Stenderup, cirka 9 kilometer øst for Kolding.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk kor med en apsis og et skib, som er bygget af granitkvadre. Hertil kommer et sengotisk tårn og vest for dette et lille våbenhus, som menes at være fra 1869.

I kirkens ældste dele, nemlig koret, skibet og apsissen, er der bevaret flere oprindelige detaljer, til trods for at alt andet end nordsiden blev kraftigt restaureret i 1869. Af samme grund ses alle kirkens bevarede oprindelige vinduer på denne side, tre i skibet og to i koret.

Oprindeligt havde kirken som alle andre middelalderkirker to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Begge disse er helt forsvundet, og adgangen til kirken sker nu gennem våbenhuset, der er indrettet i tårnrummet. På østsiden af koret findes en yngre dør, som udvendigt er udsmykket med en dekorativ billedsten (et tympanon), hvorpå ses et kors flankeret af de græske bogstaver Alfa og Omega. Oprindeligt var koret og skibet adskilt af en mur med en bue, en såkaldt triumfmur, men denne er fjernet i Sønder Stenderup Kirke.

Tårnet på skibets vestside har til hver side to lydhuller til klokkerne. Sydsiden af tårnet blev markant ændret i 1806, hvilket markeres ved et af de mange murankre på sydsiden. Dette indebar bl.a. en udsmykning med dekorative halvsøjler omkring lydhullerne på denne side, ligesom Christian 7.s kronede spejlmonogram blev opsat imellem dem. Via en delvist indbygget trappe i tårnets sydside er der adgang til de øvre etager, og indvendigt er det hvælvede tårnrum forbundet med skibet via en spids bue. Øverst har tårnet et pyramideformet spir.

Våbenhuset vest for tårnet blev sandsynligvis opført i 1869, samtidigt med at kirken gennemgik en større ombygning. Det er udsmykket med fem trappeformede kamtakker på gavlen, og har samme sted et cirkelformet vindue.

Indvendigt er kirken helt igennem præget af førnævnte restaurering, hvor kirkens stukdekorerede gipslofter blev indsat. Sammen med de hvidkalkede, udekorerede vægge og det overvejende enkle inventar skaber dette et luftigt udtryk i kirkerummet.

Inventar og gravminder i Sønder Stenderup Kirke

Inventaret i Sønder Stenderup Kirke er fra flere forskellige perioder, med indslag helt fra kirkens opførelsestid, over middelalderen, 1800-tallet, og til i dag.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er enkelt udsmykket med udhuggede runde buer på foden, mens kummen er glat.

På korets nordvæg hænger et unggotisk korbuekrucifiks fra kort før år 1300.

Prædikestolen i nyrenæssancestil stammer fra restaureringen i 1869, og er opbygget af tre fag med en tilhørende rund himmel.

I kirkens vægge sidder en del gipsrelieffer som bl.a. forestiller de fire evangelisters symboler. De er opsat i 1922.

Altrets udsmykning består af en moderne jernramme, hvori der er ophængt 13 bevarede figurer fra en nu forsvunden sengotisk altertavle. Jernrammen fungerer som en moderne fortolkning af en sengotisk skabsaltertavle, hvor det centrale felt rummer den korsfæstede Kristus, mens de to ydre felter rummer de 12 apostle. Til altertavlen hører et vævet antependium fra 1997 med et kors.

Kirkegård

Rundt om kirkegården er der lave, bevoksede kampestensdiger, bortset fra den østre del, som hegnes ind af kampestensmure. I nord og syd er der køreporte til kirkegården, og mod nordvest, hvor kirkens grund skråner kraftigt, fører en trappe op til en fodgængerlåge.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig