Palæstinas historie til begyndelsen af 1900-tallet

I Slaget ved Ajnadayn i 634 vandt en arabisk hær over byzantinske tropper. Det var det første af en række slag, som samme år sikrede det nydannede kalifat i Medina kontrollen over de tidligere byzantinske områder i Palæstina. Jerusalem kapitulerede efter belejring i 637, og havnebyen Caesarea Maritima overgav sig som den sidste af de palæstinensiske byer i 640. Efter erobringen blev Palæstinas administrative centrum Lod, men i begyndelsen af 700-tallet grundlagdes Ramla, der overtog denne funktion.

Under den første umayyadiske kalif, Muawiyah (kalif i 661-680), fik flere af de palæstinensiske kystbyer udbygget og forstærket deres forsvarsanlæg, og de blev gjort til havnebyer for den flåde, der i 700-tallet årlig rettede angreb mod byzantinske besiddelser i vest. Flere af de umayyadiske kaliffer anlagde avancerede landbrugskomplekser i udkanten af mindre byer, og Abd al-Malik (kalif i 685-705) lod først Klippemoskéen og siden al-Aqsa-moskéen opføre i Jerusalem.

De umayyadiske besiddelser i Palæstina blev overtaget af abbasiderne efter 750, men kun enkelte af de abbasidiske kaliffer, fx al-Mamun (kalif 813-833), udviste samme store interesse for Palæstina som umayyaderne, og sammen med Syrien blev Palæstina reduceret til provins i det vidtstrakte kalifat. Arabiske geografer beskrev i 800- og 900-tallet området som frugtbart med en stor og varieret landbrugsproduktion. Der var desuden en betydelig udvinding af marmor, salt og svovl samt af bitumen fra Det Døde Hav. Områdets frugtbarhed er i samme periode også bevidnet af kristne pilgrimme, der søgte mod Jerusalem. Efter at fatimiderne havde erobret Egypten i 969, kom også Palæstina og dele af Syrien under det nordafrikanske Fatimidedynastis magt.

I 1099 erobrede kristne korsfarere Jerusalem, og Palæstina samt dele af det nordlige Syrien kom i løbet af 1100-tallet under korsfarernes kontrol (se også korstog). Et mindre antal korsfarere slog sig ned i Det Hellige Land (Palæstina) og oprettede blandt andet kongeriget Jerusalem i 1099-1187, men deres tilstedeværelse fik ingen varige politiske eller økonomiske konsekvenser. I 1187 blev Jerusalem generobret af muslimerne. Gennem 1100-tallet etableredes tætte direkte handelskontakter mellem Palæstina og europæiske, fortrinsvis italienske, købmænd, der via havnebyen Akko afsøgte området for varer, som kunne afsættes i Europa. I 1200-tallet sikrede mamlukkerne sig kontrol med Palæstina, og i Slaget ved Ayn Jalut bremsede de den mongolske ekspansion.

Efter at mamlukkerne havde lidt nederlag i Slaget ved Dabiq i 1516, blev Palæstina en del af Osmannerriget, men lokale herskere havde som andre i de osmanniskkontrollerede områder af det arabiske Mellemøsten held til i 1600-1700-tallet at sikre sig delvis uafhængighed af sultanen i Istanbul. Den franske invasion i Egypten i 1798 bragte i 1799 kortvarigt Jaffa under fransk kontrol. Den egyptiske vicekonge Muhammad Ali erobrede i 1832 Akko og Damaskus og underlagde sig derpå resten af Syrien, men i 1840 måtte hans efterfølger trække sig ud efter britisk og østrig-ungarsk støtte til den osmanniske sultan.

Siden Palæstina i 634 blev en del af kalifatet, har der i området levet både jøder, kristne og muslimer. Det er uklart, hvornår en større konvertering til islam satte ind, og frem til korsfarertiden var der betydelige kristne og jødiske befolkninger i Palæstina. I 1800-tallets slutning indvandrede et voksende antal jøder fra Rusland og det øvrige Østeuropa, og selvom den osmanniske sultan forsøgte at begrænse indvandringen, øgedes antallet af jøder i Palæstina fra ca. 25.000 i 1880 til ca. 80.000 ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914. Den jødiske indvandring blev finansielt støttet af World Zionist Organization (WZO), der blev dannet i Basel i 1897 med Theodor Herzl som præsident og som sit mål havde at skabe en jødisk stat i Palæstina (se også zionismen).

• Palæstina