Theodor Herzl var en jødisk journalist og forfatter, den politiske zionismes far og grundlægger af den zionistiske verdensorganisation. Han blev født i Budapest, men flyttede som ung til Wien.
Som korrespondent i Paris 1891-1895 for Neue Freie Presse oplevede Herzl den franske antisemitisme, bl.a. den parisiske pøbels optøjer under Dreyfusaffæren, og han blev overbevist om, at den eneste løsning på det jødiske problem var en eksodus til eget hjemland. Hovedtanken i hans bog Der Judenstaat (1896) er, at det jødiske problem ikke kan løses ved assimilation, men kræver en politisk løsning: oprettelsen af en jødisk stat.
I 1897 organiserede Herzl 1. zionistkongres i Basel, hvor World Zionist Organization blev etableret som et repræsentantskab for det jødiske folk. Herzl blev organisationens første præsident.
Herzl forhandlede uden held med den tyrkiske regering om Palæstina og besøgte de jødiske pionerer der; hans forhandlinger med briterne om andre områder blev ikke bakket op af verdensorganisationen.
Herzl blev begravet i Wien; hans ønske om, at det jødiske folk skulle føre hans jordiske rester til Israel, blev opfyldt i 1949.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.