Faktaboks

Ovtrup Kirke

Outrup Kirke

Sogn
Ovtrup Sogn
Provsti
Morsø Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Morsø Kommune
Ovtrup Kirke

Ovtrup Kirke, Morsø Kommune. Foto: 2006.

Ovtrup Kirke
Af .

Ovtrup Kirke er en sognekirke beliggende på vestsiden af øen Mors. Kirken har store landbrug som nærmeste naboer, men ligger placeret i et højt terræn med udsigt over Dragstrup Vig og Thy.

Kirkegården er omgivet af et højt kampestensdige, der i øst har en fodgængerlåge og mod vest en låge samt en køreport mellem kløvede granitstolper. Tidligere fandtes et porthus på kirkegården.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk kor og skib samt et lavt, sengotisk tårn fra omkring 1500, som måske oprindeligt har været højere. Skibet og koret er bygget af granitkvadre med en sokkel med skrå kant. Også tårnet er primært opført af genanvendte romanske granitkvadre. Et stort antal genanvendte kvadre tyder på, at den nuværende tårnbygning har afløst et ældre, romansk tårn, og nogle af dens kvadre kan stamme fra den tidligere, indvendige tårnbue. Resten af ydermurene består af rå kamp og munkesten.

Kirken har desuden haft et lavt våbenhus foran norddøren fra omkring 1850, men det blev nedrevet under en hovedistandsættelse af kirken i 1905. I tårnrummet, der i forbindelse med nedrivningen blev indrettet til forhal, blev der indbygget et nyt grathvælv over de gotiske skjoldbuer, og i tårnets sydmur blev der skabt en rundbuet, nyromansk dør af nye kvadre. Tårnet har desuden glamhuller i gavlene mod nord og syd, og i det store glamhul mod nord hænger klokken fra 1887, som blev støbt i Aarhus.

Alle kirkens granitflader står blanke med synlige sten, mens resten af tårnet og kirkens gavle er hvidkalkede. Også striber under tagudhængene samt partier omkring vinduerne er hvide. Kirkens tagværker samt bjælkelofterne i koret og skibet er nyere. Koret og tårnet har blytag, mens skibet er belagt med skiferplader.

Norddøren i skibet blev tilmuret i 1905. Tærskelstenen ligger på sin oprindelige plads, og det kan ses i murværket, at døren var retkantet. Koret har stort set bevaret sine oprindelige vinduer. Østvinduet står som vægniche, men kan ikke ses udvendigt i facaden, fordi muren er muret om. I 1939, da arkitekt Jens Foged (1890-1959), Thisted, arbejdede på kirken, blev skibets nyere, fladrundbuede murstensvinduer rettet til.

I tårnrummet hænger nu et granithoved fra facaden, som blev fundet under en udgravning i forbindelse med restaurering af kirkens kvaderstensmure i 1975.

Indvendigt i kirkerummet er murene af rå kamp. Korbuen har ens profilerede sokler, mens kragstenenes profiler er forskellige, dvs. stenene buen hviler på. Den ene svarer til korbueprofilerne i Ljørslev Kirke. I triumfmuren på hver side af korbuen er der også bevaret to rundbuede nicher fra sidealtre (lægmandsaltre), som blev fundet i 1974.

Inventar og gravminder

Kirkens store, romanske alterbord er muret direkte opad østvæggen, men ændret gennem tiden. Alterbordets monolitplade har haft et relikviegemme. Altertavlen er i højrenæssancestil fra omkring 1600, og dens oprindelige storfeltsmaleri er bevaret. Det forestiller Nadveren. I altertavlens øverste hjørner findes nogle mindre motiver, Kristus på korset og Gravlæggelsen.

Kirken har en romansk døbefont i granit med glat kumme samt en fod med indristede trekantsfigurer. Fontehimlen over døbefonten er enkelt udformet med udsavede bøjler. Også prædikestolen er fra renæssancen med et malet årstal, 1612. Lydhimlen, dvs. baldakinen over prædikestolen, har en halvrund udformning og er fra 1800-tallet. Dens roset i midten er dog ældre. Kirkens enkelt udformede stoleværk er fra 1895.

En lille kopi af Thorvaldsens Kristus (lavet af kallipasta, som er et støbemateriale med bl.a. gips) er opsat på en hylde på skibets nordvæg. Lignende Kristusfigurer findes i flere af øens kirker. Herudover har kirken et kirkeskib fra 1910 og en nyere præstestol i koret.

På korets sydvæg sidder en gravsten i rødbrun, ølandsk kalksten fra omkring 1692.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig