Faktaboks

Nicolai Wammen

Nicolai Halby Wammen

Født
7. februar 1971, Aarhus
Finansminister Nicolai Wammen (S) fremlægger regeringens 2030-plan på et pressemøde i finansministeriet den 30. september 2022.
Byline: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.

Nicolai Wammen er en dansk socialdemokratisk politiker, medlem af Folketinget 2001-2005 og igen fra 2011. Han har været finansminister siden 2019. Tidligere har han beklædt posterne som europaminister og forsvarsminister. Fra 2006 til 2011 var han borgmester i Aarhus Kommune.

Nicolai Wammens uddannelse og baggrund

Nicolai Wammen er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet (2001) og første gang valgt til Folketinget 20. november 2001 i Skanderborg-kredsen, Aarhus Amtskreds.

Wammen udtrådte af tinget den 8. februar 2005 efter bl.a. at have været finanspolitisk ordfører og fortsatte sit politiske arbejde i Aarhus Kommune.

Aarhus Kommune, 2005-2011

Ved kommunalvalget i november 2005 stod han i spidsen for en socialdemokratisk valgsejr, der gjorde, at han fra 1. januar 2006 som 34-årig kunne afløse Louise Gade (V) som borgmester.

Nicolai Wammen var borgmester i Aarhus fra januar 2006 til august 2011. En del af perioden var han medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening, KL. I samme periode var han i Helle Thorning-Schmidts formandstid en af Socialdemokratiets to næstformænd.

Ministertid og opposition 2015-2019

Wammen vendte tilbage til Folketinget efter valget den 15. september 2011, hvor han blev valgt i Aarhus Sydkredsen, Østjyllands Storkreds. I regeringen Helle Thorning-Schmidt var han først europaminister. Wammen var således i spidsen for det danske formandskab for EU i første halvår af 2012.

Han blev forsvarsminister ved regeringsomdannelsen i august 2013, da Helle Thorning-Schmidt gjorde Henrik Sass Larsen til erhvervs- og vækstminister. Wammen var forsvarsminister fra den 9. august 2013 til den 28. juni 2015. Som forsvarsminister gennemførte han forsvarsforliget for perioden 2013-2017, og med meget bred tilslutning gennemførte han en ny organisering af forsvarsledelsen med oprettelse af Den Værnsfælles Forsvarskommando under forsvarschefens ledelse.

I oppositionsperioden 2015-2019 var Nicolai Wammen Socialdemokratiets politiske ordfører. 1996-1997 var han formand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum i Aarhus.

Finansminister fra 2019

Nicolai Wammen var oprindelig i 2019 udset til at være udenrigsminister i Mette Frederiksens socialdemokratiske mindretalsregering, men overtog i stedet Finansministeriet, da Henrik Sass Larsen ikke længere var til rådighed for en ministerpost. Som finansminister gennemførte Wammen sin første finanslov med støttepartierne Radikale Venstre, SF og Enhedslisten samt Alternativet.

Finansloven talte om en ny retning for Danmark med prioritering af velfærd, uddannelse og grøn omstilling, men allerede i marts 2020 blev den økonomiske dagsorden ændret af corona-pandemien med hjælpepakker, støtteordninger og fremrykkede investeringer for et trecifret milliardbeløb, der skulle begrænse arbejdsløshed og det truende tilbageslag for danske virksomheder.

Wammen var 2019-2022 nummer 2 i statsrådsrækkefølgen og således den formelle første stedfortræder for statsministeren. Bortset fra statsministeren var Nicolai Wammen det eneste medlem af regeringen, som er medlem af alle regeringens tre vigtigste udvalg, Koordinationsudvalget, Økonomiudvalget og Sikkerhedsudvalget.

Ved dannelsen af trepartiregeringen i december 2022 mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne beholdt Wammen posten som finansminister og sin plads i Koordinationsudvalget.

Som politiker er Wammen ofte blev fremhævet som en effektiv forhandler, der senest i sin tid som finansminister har stået bag en række brede forlig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig