Faktaboks

Lillerød Kirke
Sogn
Lillerød Sogn
Provsti
Hillerød Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Allerød Kommune
Lillerød Kirke

Lillerød Kirke. Set fra nordøst. Foto fra 2012.

Lillerød Kirke
Af .
Lillerød Kirke

Lillerød Kirke. Set fra sydvest. Foto fra 2012.

Lillerød Kirke
Af .

Lillerød Kirke er en sognekirke, der ligger nordligt i den gamle landsby Lillerød, som i dag er sammenvokset med Allerød.

Kirkegård

Kirkegården, som er udvidet mod nord og nordøst, er omgivet af et dige af kløvede kampesten og hække. Kirkegårdens indgange befinder sig primært i vestmuren samt mod syd gennem en låge og en køreport. Der er tillige en køreport med låger i sydmuren. På kirkegården er et ligkapel fra 1887. Tidligere fandtes også en kirkelade og et klokkehus af træ.

Kirkebygning

Tegning af Lillerød Kirke

Lillerød Kirke, Lynge Kronborg Herred, 5.5.1854

Af /Det Kgl. Bibliotek.

Kirken består af et romansk skib af rå kampesten, et ombygget kor (tidligere med apsis) og fire tilbygninger, bl.a. en vestforlængelse af skibet, et våbenhus fra senmiddelalderen foran syddøren, et tårn fra 1906 over koret og et sakristi.

Skibet stammer fra sidste del af 1100-tallet og har tre oprindelige vinduer bevaret i tilmuret tilstand i sydmuren, mens nordmuren stammer fra en restaurering i 1860’erne. Som i alle andre middelalderkirker er kirken oprindeligt bygget med et sæt døre mod nord og mod syd i vestenden. Af disse er syddøren stadig i brug i omdannet form.

Koret er fra romansk tid, men senere bearbejdninger har gjort, at der næsten ingen oprindelige spor er tilbage. Øst for koret stod en oprindelig apsis, men den blev nedrevet omkring år 1865, fordi budgettet til dens restaurering ikke kunne overholdes.

Syd for skibet står kirkens våbenhus, som er opført i munkesten og har indmurede sortbrændte sten, som former et rudemønster om døren. Gavlen har trappeformede kamtakker, som er udsmykket med fem spidse blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Omkring eller kort efter år 1500 blev skibet forlænget mod vest med en bygning af munkesten. Til bygningens nederste del benyttede man genbrugte sten fra den oprindelige nedrevne vestgavl. Samtidigt opførte man syd for forlængelsen et trappehus med en trappe til loftet, hvor man – meget utraditionelt – hængte klokker op i gavlen. Dette var en uholdbar løsning, og man tilmurede glamhullerne til klokkerne, altså de vinduer, hvor klokkens klang kunne komme ud fra. Fra 1615 er der kendskab til et andet klokkehus på kirkegården.

Kirkens tårn i sin nuværende skikkelse er fra 1906-1907, hvor det erstattede et spir fra 1859, som igen havde erstattet en bindingsværkskonstruktion, der var blevet bygget i stedet for klokkehuset på kirkegården. Det nuværende tårn er usædvanligt opført over koret mod øst, hvor de fleste kirketårne vender mod vest. Tårnet er bygget i røde teglsten og er inspireret af middelalderens formsprog.

Sakristiet øst for koret er samtidigt med tårnet og erstattede en tidligere bygning, der var bygget i stedet for apsissen.

Kirkens tagværker består af fyr og er af nyere dato, men indeholder enkelte genanvendte egetræsdele fra det middelalderlige tagværk.

Hvælvene i skibet og koret er fra 1400-tallet. Vestforlængelsen har et seksdelt hvælv fra opførelsen.

Kalkmalerier

Kalkmalerier i Lillerød Kirke

Kalkmalerier i Lillerød Kirke. Siddende Jomfru Maria med Jesusbarnet, flankeret af engle med skriftsbånd. Foto: 2012.

Kalkmalerier i Lillerød Kirke
Af .
Kalkmalerier i Lillerød Kirke

Kalkmalerier i Lillerød Kirke. Nådefader flankeret af engle. Foto: 2012.

Kalkmalerier i Lillerød Kirke
Af .
Kalkmalerier i Lillerød Kirke

Kalkmalerier i Lillerød Kirke. Gud med Kristi afsjælede legeme foran sig, muligvis en due på Kristi skulder. Foto: 2012.

Kalkmalerier i Lillerød Kirke
Af .

I kirkens kor findes en række kalkmalerier fra 1470-1480, som er malet af det såkaldte Helsingborgværksted. De blev opdaget og fremdraget i 2010. De er særdeles bevaringsværdige, da de er de eneste kendte kalkmalerier af Helsingborgværkstedet i det nuværende Danmark. De er et vidnesbyrd om et kalkmaleriværksted, der arbejdede på begge sider af Øresund.

Malerierne forestiller scener fra Jomfru Marias liv og Jesu barndomshistorie samt scener fra Det Nye Testamente. Blandt de afbildede personer er Jesus, Jomfru Maria, hendes mor Anna, engle, Gud og Helligånden. Dertil er der en del ornamenter, som forestiller blomster, musetrapper, sparrer (altså pile) og blade.

Inventar og gravminder

Kirkens eneste inventarstykke fra middelalderen er den romanske døbefont. Ellers bærer kirken præg af senere tidsaldre, fx alterstagerne fra 1500-tallet og korets nyere indretning og udsmykning fra 1952-1955 af Mogens Koch.

Den romanske døbefont er opført i grå sandsten og stammer sandsynligvis fra Skåne, idet foden har en identisk tvilling i kirken i Landskrona i Sverige.

Alterstagerne fra sidste halvdel af 1500-tallet er 34 cm høje. Hertil er to moderne efterligninger.

Prædikestolen fra 1632 består af fire fag, hvis storfelter er udsmykket med relieffer af evangelisterne, som står i hver sin arkade. På hjørnerne ses hermer, dvs. figurer, hvis underkrop udgøres af en søjle, som forestiller apostlene Peter, Andreas, Paulus og en uidentificerbar apostel. Over prædikestolen hænger en himmel fra samme tid.

Alterbordet er opført i grå ølandssten og er opstillet i forbindelse med Mogens Kochs ændring af koret i 1952-1955. Det vender helt usædvanligt på langs af koret og er på siden mod menigheden udsmykket med et korsmotiv.

I våbenhusets loft findes en gravsten fra mellem 1600 og 1610, og på kirkegården står et mausoleum fra omkring 1905.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig