I både Sverige og Danmark udviklede kollektivhuset sig fra 1930’erne. I Sverige talte kulturradikale som bl.a. Alva Myrdal for kollektivhuse som et servicehus. Dette gjorde det muligt for gifte kvinder at arbejde uden for hjemmet, efter de var blevet gift, og det ville imødegå manglen på husassistenter. Arkitekten Sven Markelius tegnede i 1935 et funktionalistisk, rationelt og eksklusivt indrettet kollektivhus på Johan Ericssonsgatan i Stockholm, som danske arkitekter blev inspireret af.
Ikke mindst tog Dansk Almennyttigt Boligselskab, DAB, oprettet i 1942, kollektivhustanken til sig. DAB's direktør Erling Knudsen udtrykte, at kollektivhusene ikke blot gav folk noget at bo i, men også noget at leve i.
DAB indviede sit første kollektivhus i 1951. Det var Kollektivhuset Høje Søborg i Gladsaxe Kommune, som blev indrettet som et servicehus. Dernæst byggede DAB med få års mellemrum bl.a. Sorgenfrivang i Lyngby-Taarbæk Kommune og Carlsro i Rødovre Kommune. Disse tre bebyggelser var tilpasset forskellige familieformer og boformer. Kollektivhuset Høje Søborg var som servicehus tiltænkt både enlige og familier. Sorgenfrivang var overvejende tiltænkt kernefamilier, hvor kvinden gik hjemme som husmor. Hun kunne have behov for aflastning i form af vaskeri og reception, mens restauranten var mere nedtonet i dette byggeri.
Carlsro blev indrettet som kollektivby med både lejligheder og små rækkehuse. Det er en blandet boligby, hvor mange familietyper og enlige kunne bo og både opnå aflastning i hverdagen og have muligheder for politiske, sociale og sportslige klubber i de fælles beboerlokaler og grønne omgivelser, der bl.a. var udlagt til sport.
Kollektivhuset blev ikke en særlig almindelig boform i Danmark. Alligevel er der blevet opført kollektivhuse i flere af landets større byer. Det er fx Klintegården (1936) i Aarhus, kollektivhus ved Limfjordsbroen (1956) i Aalborg og kollektivhuse og plejehjem opført af Lions Park i Søllerød, Hillerød og Birkerød (1962-1970) eksempler på.
Kollegier til studerende er blevet en type servicehus, som vandt udbredelse. De studerende har eget værelse og bad, men deler ofte køkken, vaskeri og andre faciliteter.
Med tiden forsvandt nogle af de kollektive faciliteter fra kollektivhuset. Med velfærdsstatens udbygning blev det kollektive et samfundsanliggende, hvor det blev almindeligt og faktisk blev opfattet som godt for børn at gå i daginstitution, før de begyndte i skole. Derudover har ligestilling mellem kønnene bidraget til, at par deles om både de huslige opgaver og børnepasning i hjemmet. Med moderne køkkenudstyr og fx fuldautomatiske vaskemaskiner samt supermarkedernes tilbud af færdigretter m.v. er behovet for hushjælp og aflastning også mindsket markant.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.