Faktaboks

Hvidbjerg Kirke
Sogn
Hvidbjerg Sogn
Provsti
Morsø Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Morsø Kommune
Hvidbjerg Kirke
Hvidbjerg Kirke har blytag, og de rensede kvadre er synlige, også nederst på tårnet, der ellers er hvidkalket.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Hvidbjerg Kirke er en sognekirke beliggende nordligt i Øster Hvidbjerg ud til Næssundvej på Mors. Kirkegården er omgivet af brede jorddiger sat med kampesten. Mod syd findes en køreport, og i vest og øst er der fodgængerlåger.

Kirkebygning

Kirken består af romansk apsis, kor og skib samt et sengotisk vesttårn fra omkring 1500, der nu fungerer som våbenhus med indgang fra syd. Kirken har tidligere haft et våbenhus af bindingsværk, som for længst er nedbrudt. De romanske bygningsdele er opført af granitkvadre over en profileret sokkel. Tårnet er rejst over udflyttede kvadre fra skibets nedbrudte vestgavl og desuden bygget af munkesten i munkeskifte. Klokken er fra 1850 og hænger i klokkestokværket (der hvor klokkerne hænger), som har to spidsbuede glamhuller til hver side.

Overalt har kirken blytag og står med rensede kvadre, også nederst på tårnet, der ellers er hvidkalket. Apsissen blev i sengotisk tid adskilt til sakristi ved opførelsen af en munkestensmur under apsisbuen. Den har et intakt østvindue. I skillemuren mellem kor og apsis findes en oprindelig, fladbuet døråbning. Skibets syd- og norddør er nu tilmurede, og i skibets nordmur kan der også ses et tilmuret romansk vindue.

Indvendigt står tårnrummet med sit oprindelige krydshvælv og har sidenhen fået et karakteristisk, skakternet stengulv. Det øvrige kirkerum har bjælkelofter. Korets tagværk er af gammelt, ombygget egetømmer, og i korgavlen er indgangen til apsistaget overdækket med en bred, ældre egebjælke.

Den snævre, romanske korbue har profilerede kragsten, dvs. sten med en fremspringende profil, samt en sokkel med skråkant. Tidligere har der været en nyere, kalkmalet dekoration over korbuen, men dekorationen blev overkalket i løbet af 1900-tallet.

Inventar og gravminder

Alterbordet er romansk, men skjult bag et nyere panel. Altertavlen er af lutheransk fløjtype fra omkring 1590 med rester af bemaling fra 1697. Maleriet i storfeltet fra 1884 er udført af Wenzel Tornøe og forestiller motivet Kristus åbenbarer sig for Maria Magdalene. Døbefonten af granit er romansk og prydet med rankeværk på foden. Prædikestolen og den samtidige lydhimmel, dvs. baldakin over prædikestolen, er fra 1601.

Oprindeligt var de to østligste stolestader i hver side af kirkens stoleværk fra omkring 1600. Fire renæssancegavle fra disse er bevaret i kirken, og desuden er der bibeholdt panelstykker fra samme periode. Resten af stoleværket er nyere i renæssancestil. Et arkadeprydet renæssancepanel med evangelistbilleder hænger desuden på skibets vestvæg. Over døren mellem tårnrummet og skibet hænger et løst bræt af ukendt oprindelse, men muligvis kan det være et frisestykke fra et nedbrudt pulpitur.

En udsmykket gravsten af ølandskalk ligger nord for koret. Denne er oprindeligt hugget af Barokmesteren fra Nykøbing, men er blevet genanvendt i begyndelsen af 1800-tallet. I tårnrummet står gravstenen fra en muret begravelse, hvori Mogens Kaas fra gården Glomstrup nedsattes under tårngulvet i 1622.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig