Hune Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Hune Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele er der bevaret flere oprindelige detaljer. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er syddøren endnu i brug og forbinder våbenhuset med skibet, mens den tilsvarende norddør blev tilmuret engang efter 1642.

På nordsiden af både koret og skibet kan man se de tilmurede rester af to af kirkens oprindelige, små vinduer. I koret er der også spor efter et såkaldt spedalskhedsvindue – et lille vindue kaldet hagioskop, hvor alvorligt syge i middelalderen kunne følge gudstjenesten udefra uden at smitte resten af menigheden.

Også korbuen mellem koret og skibet er oprindelig, hvor mange korbuer ellers blev udvidet senere i middelalderen.

I sengotisk tid gennemgik kirken en række større forandringer. I skibet og koret blev der indbygget hvælvede lofter, hvor der før var flade bjælkelofter, og kirken fik både tilbygget våbenhus og tårn.

Tårnet er i dag præget af senere murlag udenpå det oprindelige murværk øverst, hvilket kan skyldes, at tårnet oprindeligt var højere end nu. Tårnet har øverst et saddeltag med glatte gavle i øst og vest, mens der til hvert verdenshjørne er lydhuller, så klokkerne kan høres. Tårnrummet var oprindeligt sat i forbindelse med det øvrige kirkerum via en spids bue, men denne er siden muret til, således at tårnrummet fungerer som et separat kapel.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter og det tilsvarende, overvejende lystmalede inventar.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Øverst på kummen er den udsmykket med en tovstav, dvs. et profileret bånd med tovsnoninger. Også alterbordet er muligvis romansk, da det er muret af samme type granitkvadre som kirkens murværk.

I kirken er der bevaret to store træfigurer fra sengotikken, som begge er hårdt medtagne. Ved korbuen mellem koret og skibet hænger en Mariafigur, som formodentlig er fra et forsvundet sidealter, som meget vel kan have stået samme sted, hvor figuren i dag hænger.

Sidealtrene var meget almindelige i danske kirker i katolsk tid men forsvandt stort set helt efter Reformationen i 1536. Særligt i Sønderjylland er der dog bevaret flere sidealtre dedikeret til Jomfru Maria, som altid står til venstre for korbuen.

Også kirkens alterdekoration udgøres af en sengotisk figur, oprindeligt Kristus på korset; der er tale om resterne af et tidligere korbuekrucifiks.

Den meget enkle prædikestol er fra slutningen af 1700-tallet. Til trods for prædikestolens enkle udseende, kun dekoreret med udskårne bladranker, er den alligevel interessant, da sådanne prædikestole særligt i Nordjylland er et sjældent syn.

Kirken er forholdsvis rig på gravminder. Særligt interessant er en runesten i tårnrummet, hvis indskrift kan oversættes til ”Hove, Thorkild og Thorbjørn satte deres fader Runulf den rådsnilde sten”.

Der findes også en gravsten fra romansk tid muret ind i våbenhusets mur og en anden på kirkegården syd for skibet. Der findes også flere epitafier, dvs. mindetavler, og gravsten fra 1700-tallet i og omkring kirken.