Hunderup Kirke

Siden middelalderen er kirkegården blevet udvidet mod nord af flere omgange, mens kirkegårdens grænser i syd, øst og vest er som i middelalderen. Rundt om kirkegården er der jordfyldte stendiger, som tidligst er omtalt omkring 1760. Kirkegårdens indgange udgøres af murede portaler mod syd og vest. Mod nordøst på kirkegården ligger et ligkapel og et materielhus fra 1940.

Kirken består af et romansk kor og skib fra omkring år 1200, som er bygget af blandede materialer. Korets nederste halvdel er af granit, mens den øvre er af tufsten og teglsten. Skibets sydside er helt af granit, mens nordsiden også har tufsten i murværket. Tårnet og våbenhuset blev tilbygget i senmiddelalderen, mens en forlængelse af koret mod øst er fra omkring 1569.

I kirkens ældste dele, koret og skibet, er der bevaret flere oprindelige detaljer. På korets nordside kan man blandt andet se to blændinger, dvs. dekorative murnicher, som øverst er afsluttet med rundbuefriser. En lignende dekoration har eksisteret på sydsiden, men er i dag stort set ødelagt af senere ombygninger. På skibets nordside er der også bevaret to rektangulære blændingsdekorationer, mens sydsiden er udekoreret. Oprindeligt havde kirken som alle andre middelalderkirker to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er den søndre stadig i brug, mens den nordre er muret til; dog er den endnu synlig udefra som en niche. De to små vinduer i skibets nordside og det vestre i koret er også oprindelige.

Af de to senmiddelalderlige tilbygninger er tårnet ældst. Det er bygget af munkesten på et murfundament af kampesten og er stærkt præget af senere skalmuring, dvs. et ekstra lag mur uden på den oprindelige, som blev udført i 1766, hvilket ses på årstallet opsat på tårnets sydside. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en rund bue, og gennem en dør i vestmuren fra 1945 er der udgang til det fri. Øverst har tårnet et pyramidespir, som er fra omkring 1760.

Våbenhuset er fra første halvdel af 1500-tallet, muligvis efter Reformationen, og er bygget af munkesten og en del granitkvadre. Sidemurene er usædvanligt tynde, og er derfor forstærket i hjørnerne.

Kirkens yngste tilbygning er den østligste tredjedel af koret, som blev tilbygget omkring 1569 for at gøre plads til en familiebegravelse. Udbygningen er af munkesten og granit, men blev ved opførelsen ikke funderet ordentligt. I århundreder har der derfor løbende været problemer med, at østgavlen hældte udad, og den nuværende gavldekoration stammer fra en reparation i 1991. Indvendigt er der bevaret et sæt nicher i østmuren. Sandsynligvis ved udvidelsen af koret skete der også lille udvidelse af skibet, hvor korets mure blev hugget til, så de passede med skibets bredde. Dermed blev murene i skibets østende væsentligt smallere end i resten af kirken. Ved samme lejlighed blev den korbue, der sædvanligvis adskiller koret og skibet, brudt ned.

Kirkens tagværker er af forskellige aldre og er præget af ombygninger. Yngst er tagværket under spiret, som blev opsat samtidigt med dette.

Indvendigt er kirken præget af de hvidkalkede vægge og de bærende, røde bjælker på loftet, som afspejler det teglstensbelagte gulv.

Kirken har i dag ingen kalkmalerier. Ved korforlængelsens reparation i 1991 blev der dog fundet spor efter to kalkmalede dekorationer på østvæggen, som syntes at stamme fra 1500-tallet og 1700-tallet.

Kirkens inventar er præget af barokken, med flere indslag fra 1600-tallet og 1700-tallet, mens bænkene er fra 1800-tallet. Fra middelalderen er kun døbefonten bevaret.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Foden er udsmykket med usædvanlige, sløjfeagtige hjørneknopper.

Altertavlen er fra år 1700 og er fremstillet i København. Sit nuværende udseende fik den i 1920, hvor malerierne blev udskiftet. Det centrale maleri forestiller Jesus i Bethania, mens det øverste maleri forestiller den korsfæstede Jesus. På skibets vestvæg kan man se det gamle hovedmaleri fra 1847, som forestiller den sidste nadver.

Prædikestolen er ligesom altertavlen fra år 1700 og er fremstillet i København. Den er i akantusbarokstil, dvs. at den er præget af brugen af udskårne akantusblade som dekorativt motiv, hvilket ses både på rammerne og på hjørnerne mellem fagene. De i alt fire fag er udsmykket med ovale, sorte felter, hvorpå der er forgyldte indskrifter.

Et af kirkens mere usædvanlige inventarstykker er den kunstfærdigt udførte dør mellem skibet og tårnrummet, som markerer indgangen til officeren Frederik Gersdorffs kapel i tårnrummet. Fløjdøren er udsmykket med englefigurer og monogrammer, og den må være opsat cirka samtidigt med Frederik Gersdorffs død i 1624.

Kirkens bænke er oprindeligt fra 1866, mens de spidse gavle er fra en restaurering i 1950.

Alterbordet er blandt kirkens yngste inventardele. Det blev muret i 1950, og på bagsiden er der indbygget et skab. På tre af alterets sider sidder et alterpanel fra 1638.

Kirken er usædvanligt rig på gravminder. Det mest bemærkelsesværdige af disse er det store sarkofag øst for alteret, hvor de begravede, herremanden Niels Lange og hans hustru Abel Skeel, er gengivet i naturlig størrelse. Monumentet, som blev opsat i 1569, har levet en omskiftelig tilværelse, og blev først i 1951 genopført ved sin oprindelige plads, efter at figurerne havde været stillet op ad kormuren i 1825. Ved samme lejlighed blev de begravede flyttede til en nu opfyldt krypt, og sarkofagen er derfor tom.

I kirken findes også et epitafium, dvs. en mindetavle fra 1786, samt førnævnte kapel over Frederik Gersdorff i tårnrummet. Selve kisterne blev dog fjernet i 1944. Der er også kendskab til flere nu nedlagte gravkrypter.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Hunderup Kirke på sogn.dk