Helligåndskirken (Slagelse)

Fra det gamle Helligåndshus’ tid er der bevaret tre udbygninger på kirkens sydside. Det lader sig ikke umiddelbart afgøre, om disse skal opfattes som egentlige tilbygninger til det gamle Helligåndshus, eller om de har været en del af selve Helligåndshuset.

Den vestligste er en kapellignende bygning, opført af munkesten i middelalderens slutning. Tilbygningen har en sydgavl i gotisk stil med blændingsdekorationer og derunder spidsbuede vinduer. Indvendigt dækkes rummet af et hvælv. Bygningen blev restaureret i 1935 og indrettet til forsamlingssal for klosterets beboer. Indtil da havde det, i perioden ca. 1720-1820, været benyttet til kister og som varmehus.

Omkring Reformationen i 1536 tilføjede man mod øst et lille rum, som også blev opført af munkesten. Gavlens oprindelige udseende er ukendt. Det lille rum er indvendigt dækket af et samtidigt tøndeformet hvælv. Muren mellem dette rum og selve kirkerummet har været ændret ad flere omgange. I dag er der en bred åbning i murværket.

Omkring år 1550 eller lidt senere tilføjede man øst for ovennævnte tilbygning et tredje rum, også opført af munkesten, som dog er lagt i et moderne skifte, dvs. mønster. Kampestensfoden er ved denne bygning højere end de to middelalderlige bygninger. Gavlen er udført i sengotisk stil med kamtakker (dog usymmetriske) og med aftrappede blændinger dekoration.

Den middelalderlige forgænger blev opført i 1450-1500, og den har i hvert fald fra 1498 med sikkerhed fungeret som kapel.

Bygningen var opført af munkesten over et fundament af kampesten. Desuden vides det fra en ældre tegning, at den middelalderlige bygning havde en kvadratisk grundplan samt gavle med kamtakker og dekoration med blændinger, dvs. murnicher. Dermed var Helligåndshusets kapel opført i den såkaldte gotiske stil. Denne voksede frem i løbet af middelalderen, da man begyndte at producere teglsten, som gav nye muligheder for bygning og arkitektur. Hidtil havde man primært bygget kirker af de stenmaterialer, som fandtes i naturen, men teglsten var lettere end disse og gav mulighed for at bygge hurtigere og i den gotiske stil, som bl.a. er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og blændinger samt høje spidsbuer.

Også indvendigt var den middelalderlige bygning præget af den gotiske stil. Der var således opført hvælv – et bygningselement som også lod sig udføre i den gotiske tid med de lettere teglsten.

Et tidligere alterbillede, som blev anskaffet i 1847, er ophængt på en væg i kirken. Maleriet forestiller Kristus med Alterkalk og var tidligere indsat i den nuværende altertavle.

Altertavlen dateres til omkring 1864-1865, altså samtidigt med kirkens opførelse. Maleriet er dog anskaffet senere, i 1933, og forestiller Den fortabte Søns hjemkomst. Altertavlen, dvs. rammeværket, er udført af lakeret træ med forgyldninger.

Alterbordspanelet er fra 1864-1865. Det er en enkelt kasse og helt glat med et rødt antependium, dvs. et alterbordsforhæng, hvorpå der er syet et forgyldt kors.

Alterskranken er fra 1864-1865. Den er rundbuet med spinkle balustre, udført i lakeret mahogni.

Prædikestolen er fra 1864-1865 og udført i nygotisk stil. Den er inddelt i flere fag, dvs. sider, og dens fyldninger er prydet med spidsbuer.

Stoleværket er fra 1864-1865 og består af bænke med gavle og vægpaneler, opsat på hver side af midtergangen.